Færre ældre bor på plejehjem og i ældrebolig

BOLIGER: Færre og færre ældre i Danmark bor i pleje- og ældreboliger. Så begrebet "længst muligt i eget hjem" bliver i stigende grad en realitet.

Foto: Colourbox
Rasmus Nielsen

Siden 2010 er antallet af ældre på 65 år og derover, som bor i pleje- og ældreboliger, faldet fra 69.500 til 65.000 i 2019, hvilket er et fald på 6,4 procent.

I samme periode er antallet af ældre i denne aldersgruppe steget med 25 procent. Andelen af de ældre, som bor i disse boliger, er således faldet jævnt i perioden.

Især er andelen faldet blandt de ældre på 90 år og derover. Her boede 41,7 procent i en pleje- eller ældrebolig i 2010, og i 2019 var andelen faldet til 33,1 procent. Det oplyser Danmarks Statistik.

Samtidig falder antallet af offentlige ældreboliger. Siden 2010 er antallet af pleje- og ældreboliger samlet set faldet fra 82.060 til 78.580 i 2019, hvilket er et fald på 4,2 procent. I perioden er antallet af plejeboliger steget med 12 procent og udgør nu 52 procent af pleje- og ældreboligerne.

Fakta

I 2019 var der 1.300 friplejeboliger. De udgør kun 1,7 procent af det samlede antal boliger, men denne boligtype har haft den største vækst siden 2010 og er mere end fordoblet i antal.

Plejehjemsboliger og beskyttede boliger er under udfasning og erstattes med tiden af de mere tidssvarende plejeboliger. Antallet af de to boligtyper har derfor været faldende.

Fem typer boliger
Der findes fem typer pleje- og ældreboliger:

* Plejehjemsboliger og beskyttede boliger er oprettet efter Lov om social service:

Plejehjemsboliger findes på ældreinstitutioner, hvor der er fast tilknyttet personale og serviceareal.

Beskyttede boliger findes ligeledes på ældreinstitutioner. Der er fast tilknyttet personale og serviceareal til nogle beskyttede boliger, mens der i andre er etableret nødkald mv.

* Plejeboliger og almene ældreboliger er oprettet efter Lov om almene boliger:

Plejeboliger er ældreboliger, hvor der er fast tilknyttet personale og serviceareal. Plejeboliger er på sigt afløseren for plejehjem.

Almene ældreboliger er indrettet, så de er egnede som bolig for ældre og handicappede, men der er ikke fast tilknyttet personale og serviceareal.

* Endelig er friplejeboliger oprettet efter Lov om friplejeboliger:

Friplejeboliger er private plejeboliger til personer med omfattende behov for service og pleje. Friplejeboliger har tilknyttet personale og serviceareal.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00