Fire undersøgelser har kortlagt sexisme i byrådene. Nu vil KL undersøge det igen.

INTERVIEW: Kommunernes Landsforening vil sætte gang i en undersøgelse af krænkelser og grænseoverskridende adfærd blandt byrådsmedlemmer. Men hvorfor er det nødvendigt, når problemet er undersøgt fire gange på fire år? KL-formand Jacob Bundsgaard forklarer.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

"Det må ikke være forbundet med sexisme at udføre sit hverv som kommunalbestyrelsesmedlem i landets kommuner. Derfor sætter KL nu gang i en undersøgelse for at få klarlagt, om det er et problem og for at få sat fokus på temaet lokalt."

Sådan lød det i den pressemeddelelse, Kommunernes Landsforening sendte ud fredag i kølvandet på den buldrende debat om sexisme, som tv-vært Sofie Linde har sat i gang.

Foreningen vil gennemføre en landsdækkende og anonym spørgeskemaundersøgelse og udarbejde "værktøjer og vejledninger til kommunerne" om, "hvordan eventuelle eksempler på sexisme og handlinger af krænkende karakter kan håndteres".

Men problemet er blevet undersøgt adskillige gange før.

Blev senest undersøgt i marts
I maj 2017 viste en rundspørge fra Berlingske, at knap hver fjerde kvindelige byrådsmedlem havde oplevet "verbale krænkelser eller kommentarer, de opfatter som sexistiske". 

I november samme år viste Altingets rundspørge til byrådsmedlemmerne, at hver femte kvinde havde "oplevet sexistiske kommentarer fra en kollega i byrådet".

Læs også

I januar 2018 viste en stor undersøgelse foretaget af Økonomi- og Indenrigsministeriet, Danske Regioner og KL, at hver tredje lokalpolitiker havde oplevet en eller anden form for chikane eller trusler, heraf en del i form af seksuelle kommentarer eller lignende.

Og i marts i år havde KL's eget magasin Danske Kommuner en rundspørge, der viste, at hver tiende kvinde oplever sexisme i byrådet.  

I den nye pressemeddelelse nævner KL-formand og borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), da også at tidligere undersøgelser har "afdækket eksempler på krænkelser og grænseoverskridende adfærd".

Jacob Bundsgaard, I vil undersøge sexisme i kommunalpolitik, men du nævner selv i pressemeddelelsen, at problemet er blevet undersøgt før. Hvorfor vil I gøre det igen? 

“Vi gør det, fordi det er helt oplagt at sætte fokus på det, mens diskussionen kører også i andre brancher og steder. Vi ved jo også fra en tidligere undersøgelse, at det ikke er en ukendt problemstilling i det politiske arbejde, at der er nogen, der møder grænseoverskridende adfærd og sexisme. Så også i Kommunernes Landsforening har vi en forpligtelse til at sætte fokus på det og give nogle redskaber til, at man kan tale om det ude i byrådene.” 

Hvorfor synes I først det nu? Flere tidligere undersøgelser har jo vist problemer med sexisme i byrådene.  

“Vi har jo også tidligere sat ind og opfordret byrådene rundt om i landet til at tage de her diskussioner, så det er ikke sådan, at det er en pludselig erkendelse, der er kommet, men der er en anledning nu med stor opmærksomhed på det, som vi også gerne vil benytte til at sætte fokus på grænseoverskridende adfærd, sexisme og chikane i det politiske.” 

Så du mener, det kan være nemmere at trænge igennem med budskabet over for byrådene nu? 

“Ja, der er et åbent vindue og en anledning til at tage den her diskussion, som vi gerne vil benytte os af. Vi vil også kvalificere debatten, så man kan tage den lokalt på baggrund af den undersøgelse, vi nu laver.” 

Hvad gør I anderledes nu i forhold til sidste gang? 

“Vi går mere aktivt ind og hjælper med at facilitere de diskussioner, der skal være. Vi laver noget materiale, som sikrer, at man har en ramme om diskussionen i kommunalbestyrelsen.”  

Hvad gjorde I sidst? 

“Der opfordrede vi til, at man tog drøftelsen og der er rigtig mange byråd, der arbejder rigtig aktivt med det. Mit eget byråd i Århus arbejder i begyndelsen af hver byrådsperiode med et adfærds- eller samarbejdskodeks, hvor det her også er en del af det, men nu synes vi bare der er en anledning til at tage den drøftelse igen. Jeg tror, man skal være meget naiv, hvis man tror, det ikke også finder sted i det politiske.” 

Har du selv nogensinde været vidne til noget, hvor du nu tænker, at det var over grænsen? 

“Ikke noget, der var langt over grænsen, men jeg ved fra kolleger, at det er noget, man har oplevet, og derfor synes jeg, vi alle har en forpligtelse til at gå ind i diskussionen og sige fra, hvis vi oplever det.” 

I har kendt til problemet siden 2017. Synes du, I handler i tide nu fra landsforeningens side? 

“Ja, det er jo som sagt ikke noget, der kommer ned fra himlen nu. Vi har beskæftiget os med det før. Men jeg synes, med nogle af de beretninger, vi nu hører også fra kommunalpolitikere, og at diskussionen er der, at vi også har en pligt til at sætte fokus på det her og nu.” 

Da Altinget undersøgte spørgsmålet i 2017, sagde hver femte af de kvindelige byrådsmedlemmer, at de havde oplevet sexistiske kommentarer. Senere viste jeres egen undersøgelse også problemer. Skulle I have gjort mere dengang? 

“Ja, det kan man altid sige, men vi satte fokus på det dengang og opfordrede til, at man tog hånd om det, men det er jo noget man er nødt til at vende tilbage til løbende og nu er der en anledning til at gøre det. Nu fylder det heldigvis rigtig meget. Stor anerkendelse til Sofie Linde og dem, der er fulgt efter og har sat sig selv på spil i den her situation. Det er ikke alle, der har gjort det, som har haft det nemt og fået den opbakning, de egentlig havde krav på. Det skal de have den her gang.” 

Har du et succeskriterium for den landsdækkende indsats eller den i dit eget byråd i Århus? 

“Ja. Det er, at ingen skal opleve grænseoverskridende adfærd.” 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Bundsgaard

Borgmester (S), Aarhus Kommune, næstformand, Kommunernes Landsforening (KL)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2008)

0:000:00