FOA: Budgetloven svækker kommuner år for år

Af Mona Striib
Formand for FOA

Mange kommuner og regioner lægger i disse dage sidste hånd på næste års budgetter, og de indeholder for flere kommuners vedkommende store besparelser.

Når en lille kommune som Mariagerfjord skal spare 123 millioner kroner på næste års budget, kommer det til at betyde fyringer, og det vil kunne mærkes både på ældre- og børneområdet. Det kommer til at gøre ondt. Og desværre ser vi det i flere kommuner.

Københavns Kommune og Aarhus Kommune skal tilsammen spare en halv milliard kroner på næste års budget. Mindre kommuner som for eksempel Svendborg og Nyborg skal spare henholdsvis 69 og 44 millioner kroner. Det viser en opgørelse over kommunale spareforslag, FOA har samlet.

Der er brug for udvikling og langsigtede investeringer, i stedet for år-til-år-ildebrande, som ikke bliver slukket ordentligt.

Mona Striib
Formand for FOA

Så hvorfor hører vi nu om besparelser i kommunerne, når regeringen samtidig står og lover penge til højre og venstre?

Det hænger både sammen med, at der er et stort demografisk udgiftspres i kommunerne som følge af flere ældre og flere børn, og sammen med den måde, man igennem mange år i budgetloven har valgt at styre den lokale velfærdsøkonomi på. Heldigvis skal denne lov snart revideres. FOA så allerhelst, at den blev sendt på museum og tilbage til den tid, hvor den kom fra – i dønningerne på finanskrisen.

Kommunerne er bagud på point med 500 millioner kroner hvert år, når de starter på forhandlingerne med regeringen om næste års budgetter.

Mona Striib
Formand for FOA

Frygt for sanktioner fører til underforbrug
Lige nu dikterer budgetlovens budgetlofter, at der som udgangspunkt skal skæres en halv milliard af kommunernes bloktilskud, inden man går i gang med at diskutere økonomien i landets kommuner.

Kommunerne er altså bagud på point med 500 millioner kroner hvert år, når de starter på forhandlingerne med regeringen om næste års budgetter. Det er klart, at dette såkaldte moderniserings- og effektiviseringsprogram som noget af det første skal tages ud af udgiftslofterne. Det bidrager ikke til en udvikling af velfærden, men snarere en afvikling. Det er denne tilgang til vores velfærd, der skal vendes om.  

Budgetloven blev til i efterdønningerne af finanskrisen og opbremsningen af udgiftsvæksten i den offentlige sektor. Første skridt på vejen blev taget, da den tidligere VK-regering i 2010 gennemførte deres såkaldte genopretningspakke. I den forbindelse indførte man de sanktionsmekanismer, som er skrevet ind i budgetloven, og som går på, at kommunerne i første omgang skal overholde rammen i den årlige økonomiaftale med regeringen, når de lægger deres budgetter, og efterfølgende, når året er gået, ikke må overskride budgetterne.

Det har betydet, at kommunerne siden 2011 har brugt mindre, end de har budgetteret med. I nogle år, da det var værst, lå de kommunale regnskaber 5-6 milliarder kroner under det budgetterede niveau. Kommunerne er bange for at bruge mere, end de har skrevet i deres budgetter, af frygt for de sanktioner, som de kan blive ramt af.

Trods flere ældre er der kommet færre penge
Samlet set er de kommunale serviceudgifter 6 milliarder kroner lavere i 2019 end i 2009. Det er sket i en periode, hvor demografien ellers har trukket den anden vej, og der er kommet flere ældre. Kommunerne skulle have haft en realvækst på 11 milliarder kroner i samme periode alene for at følge med befolkningsudviklingen. Man kan godt forstå, at der mange steder i landet er en træthed over de evindelige ”effektiviseringer” og ”omprioriteringer” og ”budgetforbedringer”,  og hvad de ellers bruger af behændige omskrivninger, når det reelt handler om besparelser og nedskæringer.

Det hænger alt sammen på budgetloven og de initiativer, regeringen tidligere satte i søen i kølvandet på krisen.

Flere ældre og flere børn koster mange penge. I FOA har vi beregnet, at alene næste år koster det 1,7 milliarder kroner ekstra, hvis kommunerne skal følge med befolkningsudviklingen. I regionerne er det en milliard kroner mere. Det er bare for at holde servicen på samme niveau per borger.

Krydspresset af demografi og underforbrug
Og det er kun begyndelsen. Kigger vi ti år frem i tiden, er der behov for at tilføre den kommunale velfærd i gennemsnit 1,9 milliarder kroner ekstra om året og regionerne 1,1 milliarder kroner. Disse store demografiske udfordringer kan ikke håndteres inden for rammerne af en meget rigid budgetlov.

Allerhelst så vi, at man sendte budgetloven på museum. Men hvis ikke det sker, vil vi foreslå, at man til gengæld skriver ind i budgetloven, at den offentlige økonomi skal følge med befolkningsudviklingen og den øvrige velstandsudvikling. Vi ved, at demografien i sig selv koster cirka 0,7 procent ekstra af det offentlige forbrug hvert år. Når man dertil lægger den øvrige velstandsudvikling, så kommer man op på 1,1 procent om året.

Men det stopper ikke her. Budgetlovens sanktionsmekanismer skal også blødes op, så vi undgår det evindelige underforbrug i kommunerne. Allerhelst så vi naturligvis, at man tog en pause fra sanktionsmekanismerne og forsøgte at vise kommunerne den tillid, at de godt kan føre en ansvarlig økonomisk politik uden at overskride de økonomiske aftaler. I FOA har vi gennem mange år foreslået, at kommunerne ikke skal holdes op på at overholde rammerne hvert eneste år. Det bør som minimum spredes ud over flere år, for eksempel fire år. 

Budgetloven forhindrer langt lys
Problemet med budgetloven, som den er skruet sammen nu, er, at den forhindrer mere langsigtede og fornuftige investeringer i den offentlige velfærd og forebyggelse. Hvis man for eksempel ville investere i forebyggelse i sundhed med en ambitiøs indsats, og man vidste, at investeringen kom mange gange igen, så kan det ikke lade sig gøre, fordi man ikke i bare et enkelt år må overskride budgetlovens underskudsgrænse på 0,5 procent af BNP.

Tilsvarende kunne man forestille sig investeringer på andre velfærdsområder, som budgetloven i virkeligheden forhindrer os i at tænke langsigtet og fornuftigt.

Når der kommer en finanskrise igen – og det gør der på et tidspunkt – så vil det også være nødvendigt, at den offentlige sektor i højere grad har mulighed for at trække den samlede økonomi op og tilbage på fode igen gennem målrettede og fornuftige investeringer i den offentlige velfærd. Det vil også kræve en mulighed for at overskride grænsen på 0,5 procent.

Det ironiske er, at de danske lovgivere har valgt at overimplementere underskudsgrænsen, som EU har stukket ud. Faktisk ville Danmark have mulighed for at få et underskud på 1 procent af BNP, uden at EU ville komme efter os. Det bør man også tage højde for, når budgetloven skal revideres.

Vi skal altså gøre op med budgetlovens gammeldags måde at håndtere økonomien på. Der er brug for udvikling og langsigtede investeringer i stedet for år-til-år-ildebrande, som ikke bliver slukket ordentligt.