Forsker: Mere end hver anden lokalpolitiker mener, de har kolleger, som gør mere skade end gavn

Kommunalpolitikere over hele landet har taget hul på valgkampen og bruger meget energi på at fortælle vælgerne, hvordan lige præcis de og deres parti skiller sig ud i forhold til de andre kandidater og partier. Men faktisk er der ofte enighed om de store linjer i politikken. De personlige samarbejdsrelationer kan dog komplicere samarbejdet i landets byråd.

I Vive har vi gennem en længere årrække undersøgt demokratiet i kommunerne og kommunalpolitikernes arbejdsvilkår. De samme resultater går igen år efter år og taler deres klare sprog.

Nemlig, at konsensus i høj grad er normen i de danske byrådssale, hvor en meget stor del af beslutningerne i kommunalbestyrelserne træffes i enstemmighed eller med bredt flertal.

Det er fortællingen om kommunalpolitik i Danmark, at alle giver sig lidt for at finde fælles fodslag og søge en meningsfuld dialog, der kan danne grundlag for brede politiske beslutninger, som skaber fremdrift, forbedringer og forandringer i kommunerne.

Nuancering af konsensusdemokratiet

Fortællingen om konsensus i kommunalbestyrelserne er dog ikke en fortælling uden nuancer. Selvom de fleste politiske beslutninger i kommunerne træffes med brede flertal, er det ikke lutter hygge og rundbordssnak, som finder sted ved udvalgs- og byrådsmøderne.

Velfungerende kommunalbestyrelser kræver ikke, at alle kommunalpolitikere er enige om de politiske spørgsmål. Det kræver først og fremmest, at politikerne undgår, at de politiske konflikter bliver personlige

Rasmus Tue Pedersen
Seniorforsker, Vive

Vores seneste rapport, 'Kommunalpolitisk barometer', bekræfter, at bredt samarbejde og ønske om konsensus stadig er udbredt blandt kommunalpolitikerne, men når vi spørger politikerne, om der er personer i kommunalbestyrelsen, som de ikke kan have en meningsfuld dialog med, svarer 53 procent, at de er helt eller delvis enige. Og faktisk mener lidt over halvdelen, at der sidder personer i kommunalbestyrelsen, som gør mere skade end gavn for de demokratiske beslutningsprocesser.

Disse svar giver os en vigtig nuancering af den gængse opfattelse af konsensusdemokratiet i kommunerne. Men hvad skal kommunalpolitikere gøre, når de ønsker konsensus, men oplever konflikt? Hvis svarene er udtryk for stor politisk uenighed mellem byrådsmedlemmerne, skal man måske minde sig selv om, at uenighed er et grundvilkår i politik.

Der kan siges meget godt om det brede samarbejde i de danske kommunalbestyrelser, men det er også vigtigt, at der er plads til forskellige politiske holdninger i politik.

Kommunalpolitikerne er jo netop ikke blot embedsmænd, der neutralt løser opgaver. De er repræsentanter for borgerne – der også ofte har meget forskellige holdninger.

Uenige på en god måde

Men når vi nu ved, at de fleste kommunalpolitikere foretrækker brede aftaler, kan svarene også være udtryk for, at der i nogle tilfælde er mere personlige samarbejdsproblemer blandt kommunalbestyrelsesmedlemmerne.

I det omfang, svarene er udtryk for personlige konflikter i stedet for politiske uenigheder, er det mere problematisk. For selvom uenighed og politiske konflikter et langt stykke hen ad vejen er en væsentlig del af vores demokrati, er personlige konflikter og samarbejdsproblemer jo ikke en demokratisk værdi. Vi bør derfor tage samarbejdsproblemer mellem kommunalpolitikerne alvorligt.

I gennemsnit bruger kommunalpolitikere 18 timer om ugen på deres politiske arbejde, så det er bekymrende, hvis deres energi og sparsomme tid skal bruges på personlige konflikter – og endnu værre, hvis de personlige konflikter i sidste ende gør, at kommunalpolitikerne helt mister modet til at overhovet at engagere sig i kommunalpolitik, eller hvis vigtige politiske beslutninger vanskeliggøres på grund af personlige stridigheder.

Når de nye kommunalbestyrelser træder sammen efter kommunalvalget 16. november 2021, er det derfor vigtigt, at de er – eller bliver – enige om, hvordan de kan være uenige på en god måde.

Velfungerende kommunalbestyrelser kræver ikke, at alle kommunalpolitikere er enige om de politiske spørgsmål. Det kræver først og fremmest, at politikerne undgår, at de politiske konflikter bliver personlige.