Forsker: Store kommunale forskelle i sagsbehandlingstid knægter retssikkerheden på handicapområdet

DEBAT: Der er store forskelle i kommuners sagsbehandlingstid på handicapområdet, hvor borgernes retssikkerhed er mangelfuld, skriver forsker.

Kommuners sagsbehandlingstid ved bevilling af støtte til handicapbil er i gennemsnit steget, mens antallet af sager er faldet, skriver forsker. — Kommuners sagsbehandlingstid ved bevilling af støtte til handicapbil er i gennemsnit steget, mens antallet af sager er faldet, skriver forsker.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Marie Lagoni Pedersen

Redaktionsassistent

GDPRDeleted

Vis mere

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-stipendiat ved Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

Retssikkerheden på handicapområdet, eller manglen på samme, er ofte et af de emner, hvor bølgerne går højest. Men hvordan står det egentlig til med retssikkerheden?

Et begreb som retssikkerhed er ikke defineret universelt og absolut. Men når det drejer sig om retssikkerhedsproblematikken på handicapområdet, henvises der ofte til en processuel forståelse af retssikkerhed.

Denne er defineret ved, at borgerne i deres møde med de offentlige myndigheder skal kunne forvente og være sikre på, at myndighederne overholder en række retsgarantier.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det gælder for eksempel regler i forvaltningsretten, der pålægger myndighederne, at deres afgørelser har hjemmel i lovgivningen, at de skal oplyse sagen, partshøre de involverede og ikke må træffe afgørelse om en foranstaltning, der er mere indgribende end nødvendigt.

Derudover eksisterer retssikkerhedsloven, hvoraf det blandt andet fremgår af paragraf 3 at:

Nogle kommuner har en politisk fastsat sagsbehandlingsfrist på en uge, mens andre kommuner, for eksempel Hillerød, har en sagsbehandlingsfrist på 36 uger.
Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-stipendiat ved Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

”Kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp, og i så fald hvilken”.

Der eksisterer med andre ord et 'hurtighedsprincip', der skal sikre, at borgerne modtager den hjælp og støtte, de har behov for, så hurtigt som muligt.

Men hvornår er så hurtigt som muligt?

Sagsbehandlingstiden stiger, mens antallet af sager falder
Lad mig give to eksempler, der aktualiserer det spørgsmål, men som samtidig problematiserer, hvorvidt dele af den nuværende organisering på handicapområdet står i vejen for, at mennesker med handicap får den hjælp og støtte, som de har behov for, så hurtigt som muligt.

Eksemplerne vedrører for det første kommunernes sagsbehandlingstider ved bevilling af støtte til handicapbil og for det andet kommunernes politisk fastsatte sagsbehandlingstider ved sager om bevilling af hjælpemidler.

I henhold til førstnævnte kan det på baggrund af tal fra Danmarks Statistik konstateres, at sagsbehandlingstiden i gennemsnit er steget fra 32 til 39 uger fra 2013 til 2018, mens antallet af sager er faldet med 213 i samme periode.

Endnu mere interessant er dog de kommunale forskelle i sagsbehandlingstiderne.

Stor forskel fra kommune til kommune
I kommuner som Fredericia, Vejen og Herlev bruger de over 70 uger på at behandle en sag om støtte til bil, mens de i kommuner som Helsingør og Silkeborg bruger henholdsvis 15 og 19 uger.

I visse tilfælde kan der konstateres en forskel på hele 63 uger, hvilket svarer til en forskel på mere end 400 procent.

Desuden forekommer der eksempler som Køge Kommune, hvis samlede antal af sager er faldet med 20 fra 2011 til 2018, mens sagsbehandlingstiden er steget med 200 procent i samme periode.

Hvorvidt mennesker med handicap får behandlet en sag om støttebil i løbet af 15 eller 78 uger, er altså baseret på, hvor i landet de er bosat, men er juridisk set inden for rammerne, hvis kommunen behandler sagen så hurtigt som muligt.

Det er dog ikke kun ved sager om støtte til bil, at der forekommer markante forskelle på kommunernes sagsbehandlingstider.

Dreng ventede 40 uger på kørestolssag
Gennemgår man de politisk fastsatte sagsbehandlingsfrister ved sager om bevilling af hjælpemidler efter servicelovens paragraf 112, kan der konstateres en forskel på 35 uger.

Nogle kommuner har en politisk fastsat sagsbehandlingsfrist på en uge, mens andre kommuner, for eksempel Hillerød, har en sagsbehandlingsfrist på 36 uger. Det svarer til en forskel på 242 dage eller 3.500 procent.

Kommunen kan dog sagtens behandle sagen før den politisk fastsatte tidsfrist. Men der kan omvendt også ske det modsatte.

For eksempel i Randers Kommune, der har en politisk fastsat sagsbehandlingsfrist på 24 uger ved specialiserede hjælpemidler, men hvor en dreng fik besked på, at der ville gå op mod 40 uger, før kommunen havde behandlet hans ansøgning om en kørestol.

Mennesker med handicap har ventet længe nok
Uafhængigt af hvordan ovenstående eksempler vendes og drejes, vil ventetiden uundgåeligt påvirke hverdagslivet for de mennesker, der for eksempel må vente op til et halvt år på et hjælpemiddel eller langt over et år på at modtage støtte til en handicapbil.

Men eksemplerne aktualiserer også mere grundlæggende og principielle spørgsmål:

Hvordan kan vi på retfærdig vis forsvare, at mennesker med handicap skal vente 15 uger i én kommune, mens de i en anden skal vente 78 uger ved sager om støtte til bil? Og at de ligeså ved sager om hjælpemidler skal vente 1 uge i en kommune, mens de i en anden kan forvente at vente op til 36 uger?

Er vores eget hurtighedsprincip blot ren proforma, og kan det hele fejes til side med det relativerende modsvar, at forskellene altid kan begrundes med henvisning til det kommunale selvstyre – kommunernes ret til at prioritere og tilrettelægge deres indsatser – og med henvisning til, at ”borgerne stemmer med fødderne”, hvorfor de bare kan flytte, hvis de er utilfredse?

Hvis ikke, bør politikerne gøre noget ved det. Ovenstående eksempler tydeliggør, at mennesker med handicap i forvejen har ventet længe nok.

Politik har aldrig været vigtigere