Her er regeringens økonomiske redegørelse

DOKUMENTATION: Venstre-regeringen har fremlagt sin økonomiske redegørelse. Dansk økonomi er i fremgang, men regeringen sænker forventningerne til væksten. Få overblik her. 

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).Foto: Stig Stasig
Anne Justesen

Mandag formiddag offentliggjorde Finansministeriet Økonomisk Redegørelse, August 2015. 

"Dansk økonomi er i fremgang. Men vi må desværre konstatere, at de offentlige finanser er svækket i forhold til billedet i den seneste økonomiske prognose fra foråret," skriver ministeriet om den nye redegørelse. 

Regeringen har gennemført et såkaldt kasseeftersyn, som viser, at råderummet på finansloven for 2016 er 3 milliarder kroner mindre end ventet. 

Væksten skønnes at tage til fra 1,1 procent sidste år til 1,5 procent i år og 1,9 procent i 2016. Sammenlignet med Økonomisk Redegørelse fra maj 2015 er væksten nedjusteret en anelse både i år og til næste år. Det skyldes blandt andet, at en række indikatorer peger på en midlertidig svækkelse af forbruget i 2. kvartal 2015, skriver ministeriet. 

Hovedpunkter fra Økonomisk Redegørelse, august 2015
Kilde: Finansministeriet. 

  • Dansk økonomi er vokset syv kvartaler i træk. Forudsætningerne er til stede for yderligere fremgang i efterspørgsel og produktion de kommende år. Væksten i BNP skønnes at blive 1,5 pct. i 2015 og 1,9 pct. i 2016 som følge af fremgang både herhjemme og på eksportmarkederne. I 2015 er væksten nedjusteret en smule som følge af en midlertidig svækkelse af den indenlandske efterspørgsel i foråret. Den marginale nedjustering i 2016 skyldes en lavere ramme for det offentlige forbrug.

  • Eksporten ventes at udgøre hoveddrivkraften bag væksten og understøttes særligt af fremgang i euroområdet. Her har fremgangen blandt andet vist sig at være robust over for sommerens uro om græsk økonomi – i modsætning til 2011 og 2012, hvor uroen smittede kraftigt af på flere sydeuropæiske lande.

  • Væksten i dansk eksport understøttes samtidig af en styrket konkurrenceevne, hvilket blandt andet skal ses i lyset af de seneste års beskedne lønudvikling og produktivitetsfremgangen. Aktuelt løftes konkurrenceevnen yderligere af den svagere euro, som gør blandt andet danske varer billigere sammenlignet med varer fra lande uden for euroområdet, herunder USA og Storbritannien.

  • Over prognoseperioden ventes den indenlandske efterspørgsel at tage til med stigende privat forbrug og investeringer. Væksten i det private forbrug afspejler blandt andet stigende realløn og fremgang på arbejdsmarkedet. Det er sammen med stigende boligpriser på tværs af landet med til at skabe tryghed om husholdningernes økonomi og dermed skabe et sundt grundlag for stigende forbrug.

  • Boligpriserne er fortsat med at stige i 2015, hvilket nu kan ses i alle regioner – ikke kun i hovedstaden. Det skal blandt andet ses i lyset af de meget lave renter samt stigende indkomster og beskæftigelse. Det er dog især priserne på ejerlejligheder i de større byer, navnlig København, der er steget voldsomt over det seneste år. Det giver anledning til skærpet årvågenhed, da en længere periode med høje prisstigningstakter øger risikoen for en boligboble.

  • Siden midten af 2013 har der været fremgang på arbejdsmarkedet. Den ventes at fortsætte over prognoseperioden med en stigning på henholdsvis 22.000 og 27.000 personer i 2015 og 2016. Den strukturelle beskæftigelse er steget betydeligt siden 2008, primært som følge af reformer. Beskæftigelsen kan derfor stige i de kommende år, uden at det fører til alvorlige flaskehalse eller generel mangel på arbejdskraft.

  • Finanspolitikken har i de senere år været lempelig for at understøtte vækst og beskæftigelse. Med fremgangen i dansk økonomi er der behov for gradvist at trække den lempelige politik tilbage og tilpasse finanspolitikken til en ny konjunktursituation. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at pengepolitikken fortsat er meget lempelig.

  • Nye statistiske oplysninger siden majvurderingen har medført, at udsigterne for de offentlige finanser er svagere end tidligere ventet. For at overholde budgetlovens grænse for strukturelle underskud er råderummet i finanspolitikken derfor reduceret med 3 mia. kr. i 2016.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00