Højborgs-analyse: Så langt er der ikke fra Nørrebro til Skarrild

Ved første øjekast ser alting forventeligt ud, når man kigger ud over det politiske landskab i de danske kommuner.

Jylland er domineret af den blå farve, og i hjertet af Venstres kerneland finder man partiets kommunalpolitiske højborg, Herning. Det var her, partiet fik sit allerbedste valgresultat ved kommunalvalget i 2013.

Omvendt malede vælgerne med den røde pensel i og omkring hovedstaden. Socialdemokratiet fik sit bedste valg i Herlev på Vestegnen og SF i Lejre. Radikale og Enhedslisten klumper sig sammen på Nørrebro i det indre København, hvor de siden har fået følgeskab af Alternativet.

Konservative står stærkt i flere af smørhullerne omkring København og allerstærkest i Vallensbæk, den lille grønne ø i det store røde hav. Størst opbakning fik Liberal Alliance fra borgerne i velhaverkvartererne i Rudersdal nord for København.

For Dansk Folkepartis vedkommende skal man til gengæld nærmest så langt væk fra hovedstaden, man kan komme i Østdanmark, for at nå frem til partiets højborg i Guldborgsund Kommune.

En kortlægning af partiernes højborge tegner på den måde et velkendt portræt af dansk politik, hvor nogle partier står stærkest i landkommuner og andre i og omkring de største byer.

Provinsen er politisk hot
Denne klassiske politiske sondring mellem landpartier og bypartier har de senere år fået følgeskab af en mere bred fortælling om, at Danmark på trods af sin liden størrelse er kommet ud af balance og måske endda er ved at knække over i to. En udkant, som er blevet hægtet af, og lokalmiljøer, der står tilbage med stagnation og tilbagegang.

Over for står hovedstaden, som er præget af kraftig vækst og fremgang forankret i den globale økonomi. Ikke mindst Venstres indtog i regeringskontorerne og Dansk Folkepartis genvundne rolle som støtteparti har bragt spørgsmålet om geografisk balance højt på den politiske dagsorden. Mest konkret i form af udflytningen af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet.

Men ambitionen om at rette op på "det skæve Danmark" er ikke en specifik borgerlig dagsorden. På Christiansborg er der på tværs af partierne stor opmærksomhed om, hvad den økonomiske og demografiske udvikling betyder for forskellige dele af landet.

Senest kunne man i forbindelse med Socialdemokratiets kongres i Aalborg høre Mette Frederiksen tale om, at centraliseringen er gået for vidt. Derfor er det ifølge Socialdemokratiet nu også tid til at udflytte uddannelsesinstitutioner og at få evalueret den kommunalreform, der netop har rundet de 10 år.

Den konservative højdespringer Henrik Rasmussen, borgmester i Vallensbæk, hvor 52 procent stemte liste C i 2013. (Foto: Rasmus Flindt Pedersen) 

Kommunalvalg i kulissen
Både regeringens aktuelle finanslovforslag om at fortsætte udflytningen af statslige arbejdspladser og udmeldingen fra Mette Frederiksen fungerer som optakt til efterårets kommunalvalg. Her vil der fra alle partier blive sat hårdt ind på også at vinde hjerter og hjerner blandt vælgere uden for de største byer.

Ser man bort fra de utallige lokalt funderede ballade- og mærkesager, tegner den kommunale valgkamp til at blive en fortsættelse af fortællingen om det delte Danmark. Man kan mene, at det er lidt spøjst, at Socialdemokratiet ønsker en evaluering af kommunalreformen, når det nu var den tidligere S-R-SF-regering, der stod for den store opfølgende evaluering af selvsamme reform i 2013.

Dengang lød konklusionen, at den kommunale struktur fungerede hensigtsmæssigt, men at der var behov for mindre justeringer i snitfladerne mellem regioner og kommuner.

Én ting undlod evalueringen dog behændigt at beskæftige sig med i dybden: nemlig reformens konsekvenser for det lokale demokrati. Det spørgsmål trænger sig helt oplagt på i et kommunalt valgår. Ikke mindst, fordi forskningen på området i overvejende grad tegner et billede af, at reformen har svækket lokaldemokratiet.

Lokale ståsteder
Når Altinget er taget ud i landet for at besøge de forskellige partiers kommunale højborge, har formålet blandt andet været at blive klogere på det enkelte partis lokale demokratiske forankring. Og det er en stærk forankring, som møder os. Særligt for de partier med en lang historie bag sig som Socialdemokratiet, Venstre og Konservative.

Det giver mening, at Venstre fik sit absolut bedste valg i landsbyen Skarrild syd for Herning. Her er man på en egn, der er rundet af landbrugserhverv, tekstilindustri og højskolebevægelsen.

På samme måde er det naturligt, at Enhedslistens absolutte stronghold findes omkring Blågårds Plads på Nørrebro. Et kvarter, der lang tid før Enhedslistens fødsel har været præget af industrikapitalismens bagside og en lang forhistorie med socialt udsatte borgere, udbredt kriminalitet og venstrefløjsaktivisme.

På besøg hos Enhedslistens højborg på Nørrebro. Ninna Hedeager Olsen (tv.) står til at overtage posten som teknik- og miljøborgmester efter Morten Kabell. (Foto: Katja Holm)

Land er ikke bare land
Forskellighederne til trods, så tegner besøgene i partiernes højborge et mere nuanceret billede af den politiske virkelighed, der udspiller sig under den landspolitiske radar. Her er by ikke bare by og land ikke bare land.

I landlige kommuner som Herning og Guldborgsund er centralisering ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt der flyttes aktiviteter ud af kommunen til større byer andre steder i landet. I de enkelte kommuner vil mange borgere have oplevet en parallel – i nogle tilfælde kraftigere – centralisering, idet skole, daginstitutioner og plejecentre i kølvandet på kommunalreformen og i rationaliseringens navn er blevet samlet i færre og større enheder.

Og selvom København, Vallensbæk og Herlev er rene bykommuner, så er der betydelige spænd i borgernes sociale sammensætning både i de enkelte kommuner og ikke mindst på tværs af kommunerne. At tre forskellige partier har deres højborg inden for en radius på fem kilometer fra Nørrebro, gør det svært at fastholde forestillingen om hovedstaden som en samlet modstilling til provinsen.

Alternativet er for ungt til at have oplevet et kommunalvalg, men scorede hele 18 procent af stemmerne i Københavns Nordvest-kreds ved sidste Folketingsvalg. Her er kandidaten Rolf Bjerre (i midten) på cafe med to engagerede frivillige. Kom med til Alternativets højborg her. (Foto: Katja Holm)

Realisme afføder utroskab
Når man taler med lokalpolitikere og politisk bevidste borgere på forskellige egne, står det klart, at de langt hen ad vejen kæmper med samme type problemer.

Hvad skal der til for, at en kommune er et rart og attraktivt sted at bo? Hvordan hjælper man bedst misbrugerne og de socialt udsatte børn? Hvem kan bedst tage sig af de ældre? Og hvad kan der gøres for at sikre gode skoler?

I modsætning til folketingspolitikere kan kommunalpolitikere ikke holde ansvaret for velfærdsstatens daglige drift ud i strakt arm og undsige sig ansvaret, når noget går galt. På samme tid døjer de lokale politikere med en snæver statslig styring af økonomien, som i den grad begrænser deres handlemuligheder.

I den henseende kan man som Enhedslisten-politiker på Nørrebro opleve at have mere tilfælles med en lokalt valgt venstremand fra Skarrild, end med partifæller på Christiansborg.

Mange vælgere virker fuldt bevidste om, at det er kommunernes realpolitiske virkelighed. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at mange er partipolitisk utro ved kommunalvalg og sætter krydset ved en person, de har sympati for og tillid til, selvom vedkommende repræsenterer et parti, man ellers aldrig ville drømme om at støtte.

Og jo, det gør en forskel, hvem der bliver valgt ind i kommunalbestyrelser og byråd 21. november. Men den afgørende forskel er ikke nødvendigvis, hvilket parti de repræsenterer.