Debat

Horsens-borgmester: Velfærdssamfundet skal gentænkes

STAFET: Det er nødvendigt for både trivsel og økonomi, at alle borgere kan deltage i og bidrage til vores fælles samfund, skriver borgmester i Horsens Peter Sørensen (S). Fremtidens velfærdssamfund skal skabe stærke og uafhængige borgere, som indgår i egne fællesskaber.

Peter Sørensen har været borgmester i Horsens Kommune siden 2012.
Peter Sørensen har været borgmester i Horsens Kommune siden 2012.
Camilla Kamstrup
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Sørensen (S)
Borgmester i Horsens Kommune

Debatten om effektivisering handler dybest set om, hvordan det er smart at indrette vores samfund, og om hvordan vi laver gode effektiviseringer og dermed fastholder velfærden og det gode liv for borgerne.

Effektivisering er blevet dagligdag i Danmark og noget, man forholder sig til og deltager i, uanset om man er pædagog i en daginstitution eller ansat i en statslig styrelse.

Gennemsigtighed skaber innovation
I Horsens Kommune har byrådet lagt en økonomisk politik, der indebærer en årlig én procents effektivisering af alle budgetter.

Ægte effektivisering handler om at skabe et bedre liv for færre offentlige udgifter og ikke om, at alle skal løbe endnu hurtigere for at levere endnu flere ydelser.

Peter Sørensen
Borgmester i Horsens Kommune

Derfor har vi de seneste år undgået større nedskæringsrunder, som ellers jævnligt dukker op i det kommunale landskab.

Der er skabt en stabilitet og tryghed blandt vores borgere og ansatte omkring budgettet. Alle kender de økonomiske mål og krav, og det skaber mulighed for, at alle i organisationen kan arbejde langsigtet.

De næste par års krav til at gøre det bedre og smartere er kendt. Det giver de bedste muligheder for, at alle kan bidrage til løbende effektiviseringer og at tænke innovation ind i dagligdagen.

Det giver også vores ansatte en mulighed for maksimal indflydelse, og det betyder, at alle kan deltage aktivt i prioriteringen.

Lokale partnerskaber
Der er løsninger, der bedst gennemføres centralistisk, eksempelvis inden for it og rutineadministration, hvor der kan være store effektiviseringsgevinster, hvis alle ministerier og kommuner anvender standardiserede løsninger frem for udvikling af egne løsninger.

Det er et paradoks, at ministerierne ikke benytter samme it-platforme.

Men der er en række løsninger, der bedst sker lokalt.

De store udfordringer, som kræver tænkning på tværs af siloerne, kan kun løftes lokalt. Stat eller kommune kan ikke alene få de mange, som er ”udstødt” fra arbejds- og samfundslivet tilbage.

Det kræver et partnerskab mellem alle samfundets grene.

Horsens Alliancen
I Horsens har erhvervsliv, arbejdsmarkedets parter og kommunen indgået en lokal partnerskabsaftale, Horsens Alliancen, hvor vi samarbejder om at flytte borgere væk fra offentlig forsørgelse, og de penge, vi sparer, reducerer vi dækningsafgiften med.

Det klare mål er, at vi i 2017 har 600 færre borgere på offentlig forsørgelse, og dækningsafgiften er helt udfaset.

For vores virksomheder kan det altså betale sig at tage et lokalt og socialt ansvar.

Resultatet i 2015 er, at vi nu har et langt større fald i langtidsledigheden end landsgennemsnittet, og at vi har nedsat dækningsafgiften i både 2014 og 2015.

Vi går videre og skaber et samspil mellem erhvervsliv, organisationer, uddannelsesinstitutioner og skoler for at løfte uddannelses- og indkomstniveauet i Horsens.

Alle skal kunne bidrage
Den nordiske velfærdsmodel er førende i verden, og den bygger på et samspil mellem central og decentral styring.

Vi ved alle, at modellen er udfordret: Vi kan ikke bare hvile på laurbærrene.

Ensomhed og manglende deltagelse i arbejdslivet er udfordringer, som kræver nye løsninger samtidig med, at det er en løbende udfordring at finde penge til både eksisterende og nye initiativer.

Velfærdssamfundet skal videreudvikles og gentænkes.

Vi er nødt til i højere grad at prioritere ressourcerne, så vi sikrer, at de, der har størst behov for hjælp tilbage til fællesskabet, får den fornødne hjælp og støtte.

Det er nødvendigt for både trivsel og økonomi, at alle borgere får mulighed for at deltage og bidrage til samfundet. Det kræver, at forskellige samfundsgrupper og organiseringer danner alliancer og spiller sammen på nye måder.

Kommunens rolle bliver fremover mere at understøtte og facilitere gode løsninger og mindre end nu at levere service.

Vi plejer ikke bare de ældre, vi støtter dem i at bevare deres personlige styrke, til at forblive direktører i eget liv.

Vi inspirerer til at danne nye fællesskaber til gavn for den ældre og andre.

Velfærdsfællesskaber frem for velfærdsydelser
Fremtidens velfærdssamfund er et samfund, der skaber stærke og uafhængige borgere, som indgår i deres egne fællesskaber.

Velfærd handler ikke om ydelser, men om et godt liv.

Kommune betyder ikke ”velfærdsydelser”, men ”velfærdsfællesskaber”.

Ægte effektivisering handler om at skabe et bedre liv for færre offentlige udgifter og ikke om, at alle skal løbe endnu hurtigere for at levere endnu flere ydelser.

Kun på den måde kan Danmark forblive verdens førende velfærdssamfund – samfundet med flest gode liv og med verdens lykkeligste borgere.

Peter Sørensen giver stafetten videre til Claus Omann (V), borgmester i Randers Kommune.

 

Dokumentation

Hvordan får kommunerne pengene til at række længere?
I et forsøg på at finde frem til gode, innovative og konkrete svar har Altinget: kommunal igangsat en stafet rundt i det kommunale landskab.Læs mere om stafetten her.

Tidligere indlæg
Borgmester i Holbæk Søren Kjærsgaard (V): Sådan har vi fået bedre kvalitet for færre penge (25. marts 2015)
KL-formand Martin Damm (V): Nu er det statens tur til at effektivisere (27. februar 2015)
Finansminister Bjarne Corydon (S): Bedre velfærd kræver samarbejde (17. februar 2015)


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Sørensen

Borgmester (S), Horsens Kommune, formand, Sport Event Denmark
serviceleder

0:000:00