I Norge skal man også passe på pengene

Da Erna Solberg i efteråret 2013 afløste socialdemokraten Jens Stoltenberg som norsk statsminister, var en af hendes mærkesager, at antallet af norske kommuner skulle reduceres fra de nuværende 428 til omkring 100.

Næsten en fjerdedel af kommunerne har de seneste år oplevet at måtte sættes under administration på grund af dårlig økonomi. Årsagerne til den svigtende økonomi er mange, men der er ingen tvivl om, at størrelsen spiller en væsentlig rolle.

I december 2014 annoncerede en rapport fra regeringen, at ansvaret for en række tjenester, som i dag varetages af stat og amter, fremover skal overføres til kommunerne. Det gælder blandt andet ansvaret for rehabilitering og brug af hjælpemidler.

Næste sommer er det besluttet, at kommunerne skal have gjort sig klar, hvilken fremtidig organisering de bedst kan se sig selv som del af. Og 1. januar 2018 skal de nye norske storkommuner, som skal rumme minimum 15-20.000 indbyggere, så blive en realitet.

Tager forskud på arbejdet
Flere steder har man dog taget forskud på opgaven. Det gælder eksempelvis i Lister-regionen på den norske sydspids, hvor seks kommuner - Farsund, Flekkefjord, Hægebostad, Kvinesdal, Lyngdal og Sirdal - samarbejder på en række områder.

I alt huser regionen 36.000 indbyggere. Men fordelingen er vindskæv. I den mindste af kommunerne, Hægebostad, bor kun 800 indbyggere, mens den største, Flekkefjord, kan prale af godt 10.000 indbyggere.

Mange nordmænd - både i befolkningen og i kommunerne - har stadig en opfattelse af, at man har penge nok. Og at man ikke behøver at spare. Men olieindtægterne falder kraftigt i disse år, og derfor er vi også nødt til at lære at bruge pengene på smartere måder.

Lasse Frantzen
Leder af det nationale program for velfærdsteknologi

“Der er enorme økonomiske forskelle mellem kommunerne,” forklarer projektleder i Lyngdal Kommune, Ronny Bjørnevåg.

“Nogle kommuner er meget rige. Det gælder blandt andet dem, der tjener store summer på vandkraft. Og så finder man en halv time derfra en kommune som Lyngdal, som er landets tredje fattigste.”

Projektlederen fremhæver de økonomiske forskelle som en væsentlig udfordring ved at organisere tjenester på tværs af kommunerne. Han er ansvarlig for Lister-regionens tværkommunale indsats på det velfærdsteknologiske område.

Behov for fælles alarmcentral
Her er en af de største opgaver at sikre, at flere ældre fremover kan blive boende i eget hjem. Manglen på arbejdskraft betyder, at der ikke vil være hænder nok til at tage sig af det stigende antal ældre i samfundet. Hvis altså ikke, at man finder på nye og smarte måder at gå til opgaven på.

“Nogle af vores ældre borgere bor så langt ude, at hjemmeplejen skal bruge en time i kørsel på bare at besøge en enkelt borger. Andre gange kan medarbejderne opleve at skulle vente en time på den næste færge, hvis kørselsplanen er blevet forstyrret. Det siger derfor sig selv, at vi bliver nødt til at finde andre måder at løse opgaverne på,” siger Ronny Bjørnevåg.

Man er nu derfor i gang med at opbygge en central alarmmodtagelse, som kan besvare henvendelser fra det stigende antal borgere, som har fået installeret såkaldt tryghedsskabende løsninger i eget hjem. Det dækker primært over en række sensorer, som gør det nemmere for personalet at sikre sig, at borgerne er sunde og raske - uden at skulle tjekke op på dem fem gange om dagen.

Læs mere om norske kommuners arbejde med tryghedsløsninger her

“Jo mere teknologi vi sender ud til borgerne, desto flere alarmer kommer der, som vi skal besvare. Og så nytter det jo ikke noget, at vi har personale siddende klar i seks forskellige kommuner, når vi kan samle det i én fælles løsning,” siger han.

Alle har ret til at blive i hjemmet
En fælles alarmcentral ville dog kunne løse flere opgaver end blot at sikre sig, at de ældre borgere ikke falder ud af sengen om natten, eller på anden vis kommer til skade. Ronny Bjørnevåg forestiller sig, at centralen får status af en egentlig “helsevagt”, som med døgnbemandet beredskab kan løse en række forskellige opgaver på pleje- og sundhedsområdet.

Men tilbage til økonomien. Arbejdet med integration af velfærdsteknologi i de seks kommuner finansieres i dag i høj grad af statslige midler samt penge fra diverse fonde. Fremover er det dog tanken, at teknologien skal flettes ind som naturlig del af den kommunale drift.

Projektleder Ronny Bjørnevåg forklarer, at arbejdet ikke er motiveret af økonomiske besparelser. Og at man altså vil tilbyde alle borgere - også dem, der bor en times kørsel fra den nærmeste hjemmeplejer - muligheden for at blive længst muligt i eget hjem, selv om det ville være billigere at flytte dem på plejehjem.

Her er teknologierne med størst potentiale
I Helsedirektoratet ser leder af det nationale program for velfærdsteknologi, Lasse Frantzen, dog anderledes på det spørgsmål. Han fortæller, at man i juni vil offentliggøre en rapport, som peger på en række konkrete besparelser, som kan høstes ved brug af ny teknologi.

“Hidtil har vi været forsigtige med at tale om økonomiske gevinster ved brug af velfærdsteknologi. Men nu vil vi forberede kommuner og tjenester på, at man skal høste de økonomiske gevinster i det omfang, at det kan lade sig gøre,” siger han.

Lasse Frantzen ønsker ikke at smide konkrete tal på bordet, men gør det klart, at vi taler beløb i milliardklassen.

Hvilke teknologier ,mener du, har det største potentiale for at give penge i kassen?

“Der er ingen tvivl om, at elektroniske medicindispensere kan spare kommunerne rigtig mange penge. Man sender i dag personale ud til de ældre bare for at se dem tage en pille, og så kører man igen,” siger han og fortsætter:

“Et andet stort område er digitalt tilsyn. Brug af kamera og bevægelsessensorer, som igen sparer kommunerne for at rykke ud eksempelvis for at se, om borgeren sover trygt i sin seng. Og så har jeg også store forventninger til monitoreringsteknologi, som for eksempel gør, at diabetikere kan måle deres eget blodsukker og dermed reducere antallet af genindlæggelser på sygehusene.”

Nordmænd tror ikke, at de mangler penge
Men det handler også om, at det administrative system skal indrettes anderledes. Det kan være ved at oprette centrale alarmcentre, som man arbejder med i Lister-regionen.

Hvordan tror du, at nordmændene vil modtage beskeden om, at ny plejeteknologi nu også skal give resultater på bundlinjen?

“Jeg tror, at det bliver vanskeligt at få opbakning til, og også markant mere vanskeligt, end det har været eksempelvis for den danske regering. I har gennem længere tid haft en forståelse af, at det er nødvendigt at spare penge på ældreområdet, men den forståelse har vi ikke i Norge.”

“Mange nordmænd - både i befolkningen og i kommunerne - har stadig en opfattelse af, at man har penge nok. Og at man ikke behøver at spare. Men olieindtægterne falder kraftigt i disse år, og derfor er vi også nødt til at lære at bruge pengene på smartere måder.”