Kampen om økonomiaftalens store tal spidser til

Et sted mellem 12 og 13 milliarder kroner. Så meget skilte regeringen og KL’s topforhandlere, da de onsdag eftermiddag gik hver til sit for igen at mødes senere på aftenen.

Det lyder af mange penge. Og det er det også. Selv i en økonomiforhandling, som handler om omkring 260 milliarder kroner til velfærd, byggeri og vedligehold i landets kommuner.

Nu skal man selvfølgelig tage de officielle udmeldinger fra de politisk forhandlinger for, hvad de er. Et signal om, at den ene part stiller offensive krav, og den anden part svarer tilsvarende defensivt igen – for så måske at kunne finde hinanden et sted derimellem.

Meget kan hurtigt rykke sig i de sidste afgørende forhandlinger om, hvor store beløb der skal skrives ind i de endnu tomme felter ud for blandt andet anlægs- og serviceramme. Men selv mere erfarne røster i KL’s bestyrelse må erkende, at beløbene, som adskiller de to parter, har fået et nøk op denne gang.

Milliarder af knaster
Skal man have et overblik over, hvad der ligger bag de økonomisk knaster, er man først nødt til at dekomponere, hvad de 12 til 13 milliarder kroner dækker over.

De første 3,5 milliarder kroner handler om det såkaldte finansieringstilskud eller likviditetstilskud, som kommunerne har forhandlet hjem ved de seneste seks økonomiforhandlinger.

Igen i år har regeringen sagt, at tilskuddet måtte ophøre. Og KL kræver så igen nærmest lige så rituelt, at det fortsætter. 

Så er der den tilbagevendende kamp om størrelsen på kommunernes anlægsramme. I år lagde KL ud med at sige, at kommunerne har behov for en ramme på 21 milliarder kroner, mens regeringen sagde 16 milliarder kroner. Det giver så en afstand mellem de to på yderligere 5 milliarder kroner.

Hertil kommer KL’s krav om at løft af kommunernes serviceramme og dermed en forøgelse af de midler, kommunerne har til kernevelfærd som folkeskoler, ældrepleje og børnehaver.

Penge til de ældre
KL kræver at få 1,4 milliarder kroner ekstra på servicerammen. Det skal kompensere for den udgiftsstigning, der følger med den demografiske udvikling og et stigende antal ældre. Beløbet svarer til Finansministeriets egen fremskrivning af udgifterne som følge af det såkaldte demografiske træk.

Samlet set giver spørgsmålet om likviditetstilskud, anlægsramme og serviceramme på den måde i KL’s øjne en forskel mellem kommunerne og regeringen på cirka 10 milliarder kroner. Hertil kommer spørgsmålet om det såkaldte effektiviserings- og moderniseringsprogram, som hvert år skal frigøre en milliard kroner i kommunerne.

Som udgangspunkt kan kommunerne beholde det halve, mens regeringen principielt år efter år kan inddrage den anden halvdel og hver gang reducere kommunernes ramme permanent med 500 millioner kroner.

Det vil KL naturligvis gerne undgå i 2019.

Kommuner til lommerne
Oven i alt dette har regeringen kompliceret forløbet ved at trække en kompensationsordning i kølvandet på de forliste forhandlinger om det kommunale udligningssystem ind på bordet.

Og så er der lagt et forslag om en ny model for finansiering af anlægsrammen på bordet. Kristian Jensen og kompagni har set deres snit til at benytte forhandlingerne til at få sat de mere end 45 milliarder kroner, som kommunerne har stående på bankbøgerne, i spil som en finansieringskilde.

Rent teknisk ved at tillade en anlægsramme, som er højere end det, regeringen finansierer. Konkret har regeringen ifølge Altingets oplysninger foreslået en model, hvor staten giver 14,3 milliarder kroner til en anlægsramme på 16 milliarder, og så kan kommunerne selv betale de sidste 1,7 milliarder kroner ved at trække på likviditeten.

Ikke ligefrem kommunernes kop te og heller ikke nødvendigvis retningsgivende for, hvor regeringen selv forventer, at niveauet skal lande.

Men det er på den måde, KL onsdag summerede det samlede økonomiske udestående med regeringen op til et spørgsmål om de 12 til 13 milliarder kroner.

Velfærdsoffensiv
Udgangspunktet for årets forhandlinger har givet KL gode grunde til at lægge en offensiv linje.

Konjunkturerne er vendt, og hvorfor skulle det ikke give sig udslag i kommunernes velfærdsbudgetter, lyder ræsonnementet i mange af landets borgmesterkontorer. Hukommelsen rækker fint til at kunne huske, at kommunerne aktuelt bruger godt 10 milliarder kroner mindre på velfærd end i 2009.

Vel at mærke på trods af at den demografiske forskydning med flere ældre også har gjort sig gældende de mellemliggende år.

Samtidig er der udsigt til et folketingsvalg inden for en overskuelig tidshorisont, hvilket kan lægge en naturlig dæmper på regeringens lyst til at være alt for krigerisk over for sit kommunale bagland. Og da slet ikke, hvis det er noget, som kan udlægges som et angreb på ’kernevelfærden’.

Omvendt kan regeringen med opbakning fra de økonomiske vismænd og andre ligesindede fagøkonomer argumentere for at udøve rettidig omhu i forhold til en eventuel overophedning ved at holde igen på det offentlige forbrug.

Ikke mindst på anlægssiden, fordi det største pres på arbejdsmarkedet ifølge økonomerne aktuelt kan findes inden for byggesektoren i de større byer.

Hertil kommer, at regeringen formentlig gerne vil have mulighed for at lave en finanslov til efteråret, hvor der også er rum til at løfte velfærden på politiske højtprioriterede områder. Og for hver krone billigere økonomiaftalen bliver, kan der bruges en krone mere til den tid.

Mange knapper at skrue på
Selvom regeringen og KL er blevet enige om det meste på de underliggende områder, så er der fortsat mange bolde i luften på de afsluttende møder.

Modellen med at tilbyde kommunerne en anlægsramme, der er højere end den finansiering, som følger med, kan muligvis give noget fleksibilitet på begge sider af bordet.

KL vil måske kunne sikre kommunerne muligheden for at bygge mere, end regeringen ellers vil acceptere, mens regeringen samtidig kan slippe lidt billigere.

Men KL vil kræve, at regeringen er villig til at tilbyde en basisfinansiering på mere end de 14,3 milliarder kroner. Også fordi det hurtigt vil blive det ny bundniveau, som der skal forhandles ud fra de kommende år.

Oven i det kan et lavere statsfinansieret anlægsniveau måske give rum til et løft på servicesiden. I forhold til velfærdsudgifterne virker regeringens scenarier om en mulig overophedning i byggesektoren i hvert fald ikke som det mest oplagte argument for at holde igen her.

Og så er der selvfølgelig finansieringstilskuddet, hvor der udover beløbets eventuelle størrelse også kan være muligheder for at pille ved fordelingsnøglen og i højere grad målrette det ud fra særligt prioriterede hensyn.

Ingen gode alternativer
Onsdag aften vendte KL’s forhandlere tilbage til Finansministeriet for at tage fat på de sidste armlægninger om de store tal i næste års økonomiaftale. Til et møde, der fortsatte langt ud på natten.

KL's bestyrelse får torsdag formiddag en status. Og så er der igen møde med finansministeren ved middagstid.

Lykkedes det ikke at nå i mål her, er det ingen katastrofe. Der er stadig tid. Og dybest set har hverken KL eller finansministeren nogen grund til at ville andet end at nå en aftale.

Selvom der er en del milliarder kroner på spil, er afstanden ikke større, end at det ville være et stort sats fra KL’s side at sige nej og dermed overlade teten til et mere uforudsigeligt flertal i Folketinget. 

Omvendt vil det være noget af et nederlag for en finansminister ikke at nå til enighed med det kommunale kerneland om økonomien.

Og så vil det set ud fra et rent styringsmæssigt perspektiv sætte Finansministeriet på en gevaldig svær opgave med at få kommunerne til at rette ind efter en aftale, som ikke har aftalesystemets legitimitet.