KL har rekordhøje kommercielle indtægter

REGNSKAB: 2017 var et godt år for KL’s konsulent- og kursusvirksomhed, som er vokset til organisationens største indtægtsben. Men udgifterne er fulgt med op.

Foto: Kristian Juul Pedersen/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Konsulentydelser og konferencer skæpper godt i kassen hos kommunernes landsforening, KL.

I 2017 sikrede KL’s kommercielle indtægtskilder godt 211 millioner kroner til organisationen, hvilket er ny rekord.

På bare fem år er indtægterne fra kursus- og konsulentvirksomheden støt steget med over 50 millioner kroner (i løbende priser) fra 156 millioner kroner i 2012. Og i 2017 var de kommercielle indtægter blevet landsforeningens største indtægtskilde svarende til knap 49 procent af foreningens samlede indtægter på omkring 430 millioner kroner.

”Det er helt korrekt,” siger KL’s cheføkonom, Morten Mandøe.

 

Morten Mandøe peger samtidig på, at omkostningerne for konsulent- og kursusvirksomheden er steget tilsvarende fra omkring 22 millioner i 2012 til knap 77 millioner kroner i 2017 – igen i løbende priser.

”Det er ret vigtigt. For det er klart, at hvis vores kommercielle aktiviteter bare var gået op, uden at omkostningerne var fulgt med, så havde de jo leveret et større bidrag til vores samlede resultat. Men det bidrag ligger nogenlunde konstant over perioden,” siger Morten Mandøe.

 

Økonomisk udvikling for KL's kursus- og konsulentvirksomhed
(Mio. kr. og løbende priser)  2012 2013 2014 2015 2016 2017
Indtægter 156,1 168,9 187,8 196,1 197,6 211,5
Omkostninger -22,1 -45,2 -62,3 -60,3 -67,2 -76,7
Overskud (Dækningsbidrag) 134 123,5 125,5 135,8 130,3 134,8

Kilde: KL

Ifølge ham skal hovedårsagen til de markante stigninger dog hverken findes i salget af konsulentydelser eller kurser til kommunernes ansatte og politikere.

En stor del kan ifølge Morten Mandøe forklares af, at KL har fået en række særskilte opgaver igennem flere økonomiaftaler, som har krævet en slags sekretariatsfunktion.

Det er blevet finansieret af staten gennem bloktilskud eller satspulje, men figurer i regnskaberne som kommerciel indtægt.

Blandt andet peger Morten Mandøe på KL’s Center for velfærdsteknologi, Center for forebyggelse og projekter vedrørende den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi.

”Forøgelsen af de kommercielle indtægter har ikke på den måde gavnet KL’s øvrige virksomhed. Udviklingen skyldes hovedsageligt eksterne besluttede forhold,” siger Morten Mandøe.

Ifølge ham har KL’s salg af egentlige konsulentydelser være lidt nedadgående i perioden, men det er blevet modsvaret af en vækst i konferencedelen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Mandøe

Cheføkonom, KL
cand.polit. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00