Kongen af Rødovre

Er det ikke ligesom at have et våben, man ikke bruger? Nogle gange tænker jeg det ligesom Den Kolde Krig. Den ene part ved godt, at den anden part har et våben, som kan bruges.

Erik Nielsen (S)
Om sit absolutte flertal

Der er ikke mange mennesker på gaden i Rødovre mandag eftermiddag i begyndelsen af september.

Regnen, der skulle vise sig at trække resten af måneden ned i en pøl af ufremkommelighed, falder ellers endnu kun som afdæmpede dråber over rådhuspladsen et stenkast fra Rødovre Centrum.

Erik Nielsen står ved vinduet på borgmesterkontoret på 1. sal. Herfra kan han overskue det meste. Pladsen, som blev tegnet af Arne Jacobsen tilbage i 1956, gør som så meget andet i Rødovre en dyd ud af ikke at være prangende. Her er ingen prægtige statuer eller skrydende springvand.

Betonen, derimod, breder sig ufortrødent fra rådhuset, der bedømt på sit ydre dårligt adskiller sig fra halvfjerdsernes folkeskoler. Rådhuspladsen er med sine lange, flader linjer som støbt i cement. Det samme er bibliotek, kulturhus og Danmarks dengang største indkøbscenter. Og bevæger man sig ud mod kommunegrænserne til Brøndby og Glostrup, rejser højhusene sig for at gøre plads til arbejderfamilierne, som for nu 40 år siden flygtede fra de fattige brokvarterer til forstæderne.

Helt så langt kan Erik Nielsen ikke se. Men han kan se langt nok til at konstatere, at ingen af borgerne på gaden føler at kende borgmesteren godt nok til at hilse på ham. Det sker ellers tit, fortæller han, at folk vinker til ham på kontoret. Naturligvis vinker han den anden vej, og således får han plejet det sociale midt i en ellers travl hverdag.

“Når jeg kan stå her og vinke til folk, så er det, fordi jeg kender rigtig mange. Jeg kan også se, når der er kommet en ny, selv om vi er 37.000,” påstår han.

Færre bykonger 
Erik Nielsen (S) er med sine 20 år på bagen en af landets længst siddende borgmestre. Faktisk har Rødovre Kommune lige siden undfangelsen i 1901 været underlagt socialdemokratisk ledelse. Og i flere perioder, herunder de sidste 12 år, har partiet besat flertallet af pladserne i byrådet. Aktuelt er 11 ud af 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer socialdemokrater.

Den tekniske betegnelse for denne magtfordeling er “absolut flertal”. Og selv om det kan synes både eksotisk og magtfuldkomment, at et enkelt parti i teorien kan træffe samtlige beslutninger i en kommune, er virkeligheden desværre knap så farverig. Faktisk viser et notat, at hele 96 procent af beslutningerne i Rødovre inden for de sidste fire år er truffet i enighed mellem samtlige partier i byrådet.

Men kan det virkelig passe, at så tung en socialdemokratisk overvægt ikke påvirker en kommune? Det vender vi tilbage til.

Først skal vi kigge nærmere på absolut flertal som politisk fænomen. Efter kommunalreformen i 1970 var 68 ud af landets dengang 275 kommuner regeret af en borgmester med et rent flertal bag sig. Altså en fjerdedel af kommunerne, hvilket var det naturlige leje frem til 2001, hvor nu 36 procent af borgmestrene havde udvidede beføjelser.

Men herfra går det stejl ned ad bakke, og i dag er der kun ni borgmestre af Erik Nielsens slags tilbage. Eller bykonger, som kommunalforsker ved Syddansk Universitet Ulrik Kjær i sin bog 'Den Danske Borgmester' fra 2005 kalder dem.

Først og fremmest forklares udviklingen med reformen fra 2007. Her blev by- og landkommuner slået sammen, og således faldt mange tidligere liberale og socialdemokratiske højborge. En anden forklaring er, at partier som Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som tidligere kun var til stede på Christiansborg, nu også stiller kandidater op i næsten alle kommuner.

Og udviklingen herfra? Hvor mange bykonger vil der sidde efter valget i november?

“Mit bedste bud er, at antallet vil stabilisere sig på det niveau, som vi ser nu. Der er ikke noget, der tegner til, at der skulle komme færre kommuner med absolut flertal. De to primære forklaringer er slået igennem landet over, og selvom der sker en langsom udtynding af den klassiske arbejderbefolkning i de københavnske forstæder, er det ikke noget, der slår igennem fra det ene valg til det andet,” forklarer Ulrik Kjær.

I Aarhus bekræfter forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch denne fremskrivning. Ja, hvis der endelig sker en udvikling, så vil vi måske kunne føje et par ekstra kommuner til listen, hvilket i så fald vil skyldes, at Venstre over hele landet står til at gå frem.

Men går det, som det plejer, er det ikke ensbetydende med, at disse kommuner kan se frem til stram liberal styring de næste fire år. I bogen 'Nye Kommunalvalg?' fra 2007 påviser Roger Buch sammen med professor Jørgen Elklit, at 78 procent af borgmestrene efter valget i 2005 valgte at konstituere sig bredere end nødvendigt. Det vil sige, at man ved at fordele magten på flere partier end nødvendigt minimerer truslen fra løsgængere og partispringere.

Dog er det kun en del af forklaringen på, at borgmestrene ikke følger tanken om, at the winner takes it all. Det anses ganske enkelt for upassende, og især i kommuner med absolut flertal, at byrådets øvrige væsentlige spillere ikke tages med på råd. Hvilket jo står i kontrast til den måde, politik føres på Christiansborg.

Politik med SF
En magt-etik, som også for længst er nået til Rødovre. Her har Erik Nielsen konstitueret sig med SF’s tre medlemmer, så man til enhver tid har 14 ud af 19 byrødder bag sig. I sine to første valgperioder som borgmester – fra 1994 til 2002 – var han faktisk afhængig af folkesocialisterne for sit flertal. Og selv om det i dag ikke er nødvendigt med samarbejdet, ser han ingen grund til at foretage ændringer.

“Jeg synes ikke, at forskellen fra dengang til i dag er særlig stor. Forskellen er, at der er kommet flere partier ind i kommunalbestyrelsen, som man skal sørge for, har det godt,” siger han.

“Det er klart, at de store byer får tendens til at skulle efterligne det, der sker på landsplan. Men det har vi ikke nødvendigvis behov for. Der er ikke meget ideologi i at lave en ny børnehave. Der er ideologi i, om man skal lave en børnehave, eller om man skal sænke skatten. Men når alt kommer til alt, er de fleste enige i, at mangler der pladser i daginstitutionerne, er det nok vigtigt at få bygget dem.”

Hvad bruger du så dit flertal til?

“Er det ikke ligesom at have et våben, man ikke bruger? Nogle gange tænker jeg det ligesom Den Kolde Krig. Den ene part ved godt, at den anden part har et våben, som kan bruges. Og det afspejler også magtforholdet. Derfor vil oppositionen i byrådet også mene, at de ikke får så meget igennem, fordi der sidder et flertal på den anden side af forhandlingsbordet.”

For netop at komme oppositionens kritik i forkøbet, producerer han hvert fjerde år op til valget en opgørelse over beslutninger truffet i bred konsensus. I indeværende valgperiode er 805 ud af 839 beslutninger – 96 procent – stemt igennem af samtlige partier. Og ser man udelukkende på sager behandlet i 2013, er der konsensus omkring 98 procent af sagerne.

Bredt samarbejde
Breder man perspektivet ud på landsplan, viser en rapport fra KORA, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne er overvejende enige i, at de væsentligste beslutninger bliver truffet i enstemmighed. I 2009 bakkede 55,6 procent af de adspurgte byrådsmedlemmer op om udsagnet, mens tallet i 2013 er vokset til 66,5 procent.

Programchef ved KORA Ulf Hjelmar mener, at tallene bekræfter fortællingen om, at den danske borgmester modsat sine udenlandske kolleger i høj grad er afhængig af at kunne samarbejde.

“Jeg er godt klar over, at der findes masser af myter om magtfulde bykonger, men i virkeligheden er den danske borgmester meget svag,” siger han.

I et land som Tyskland, hvor man har direkte borgmestervalg, og det altså er borgerne, der bestemmer, hvem der kan tage kæden om halsen, er borgmesteren i Danmark udpeget af byrådet. Det er byrådet, der med sin stemmeafgivelse reelt træffer beslutninger. Borgmesterens magt består derfor i høj grad i, at han som eneste fuldtidslønnede politiker har et sekretariat bag sig, fingeren på pulsen og en stærk platform til at sætte sin dagsorden.

Ulidelig venteliste
Trods absolut flertal og udsigt til byens vigtigste plads er Erik Nielsen altså ingen despot. Alligevel vurderer han, at han sammen med sine forgængere på posten har sat et socialdemokratisk aftryk på byen. Og når talen falder herpå, er det især et stærkt udbud af velfærdsydelser, som han peger ud:

Folkeskolen, hvor man i 15-20 år har blandet lærere og pædagoger i indskolingen.

Handicapområdet, hvor han erfarer, at personer er flyttet til Rødovre med det ene formål at gøre brug af kommunens ydelser.

Daginstitutioner, hvor man i dag tilbyder fuld dækning.

“Da jeg kom i byrådet, var der 450 børn på venteliste. Det var ulideligt, for det betød, at når børnene endelig var nået igennem ventelisten til vuggestuen, var de klar til at skulle i børnehave.”

Desuden taler han om kommunens årlige pensionistskovtur, hvor 1.200 pensionister over seks dage knytter fællesskaber under åben himmel. Og så, understreger han, er det en vigtig del af byens selvforståelse, at den gør det muligt for arbejdere at bo kun 12 minutter i tog fra Københavns Hovedbanegård.

“Det er ikke mange steder i verden, at almindelige arbejdere kan bo så tæt på hovedstaden, som de kan her. Det er en gave både til København og os, for det betyder, at du kan rekruttere arbejdskraft, hvilket de har svært ved i mange andre store byer som eksempelvis San Francisco, hvor mange har halvanden times transport til centrum.”

Man skal ikke tilbringe mange minutter i selskab med Erik Nielsen for at fornemme, at han besidder den personlige lune, som mange danske borgmestre er rundet af. Man hører det i de konstante referencer tilbage til hans tid som smed- og maskinmester, ser det, når han løfter kaffekoppen med venstre hånd og blotter de fire forliste fingerspidser, som mistede livet til en pladesaks. Og frem for alt støder man på det, når man som borger i Rødovre køber ind i centeret eller går til fodbold eller ishockey.

Forleden blev han rost af en dame i byen for at invitere børnene op på borgmesterkontoret. Her taler de om politik og demokrati, men også fodbold, prøver borgmesterkæden, og til sidst får de lov at forlade kontoret via den hemmelige udgang i bogreolen.

“Det fæstner sig. Jeg tror, at det betyder noget, at man også tager sig af børnene, men uden at være påtaget. Man kan ikke påtage sig en rolle. Det er noget, der skal komme naturligt til én.”

Men har du altid været folkelig?

“Jeg ved ikke, om det er folkeligt. Jeg kalder det naturligt. Jeg er jo uddannet smed- og maskinarbejder, så min tilgang er mennesker i almindelighed, og så tror jeg, at vælgerne har en fornemmelse af, at jeg også kan færdes på de bonede gulve. Og det er også i orden – som vi plejer at sige i Rødovre: Det må godt være flot, uden at være prangende.”

Bonede gulve
Evnen til at trives på bonede gulve har han især optrænet gennem de sidste halvandet år som KL-formand. Da Jan Trøjborg mistede livet under et cykelløb sidste forår, blev Erik Nielsen udpeget til at tage over. En rolle, som han efter nogle startvanskeligheder nu finder sig godt tilpas i. Alligevel er han spændt på, hvordan det giver sig udslag ved valget i november.

“Jeg tænker hele tiden: Er der et paradoks i, at jeg færdes på de bonede gulve på Christiansborg og taler med ministre, og så samtidig skal være den lille bys borgmester. Indtil videre synes jeg, at det er håndteret, men det kan jeg først se den 19. november. Nogle af mine politiske modstandere bruger det også aktivt. Det er jo risikoen, men det afholder mig ikke fra, at man skal gøre det. Men det er risikoen, at nogle tænker, at man er højrøvet.”

“Derfor er det afgørende vigtigt, at man stadig er til at tale med. Nogle gange går jeg gennem Rødovre Centeret bare for at hilse på folk. Hvis jeg har en time mellem to møder, kan jeg finde på at gå en tur og måske sætte mig på en bænk og snakke med nogle af dem, der går rundt derovre.”

Er det så, fordi du ved, at det styrker din position blandt vælgerne?

“Du får utrolig mange informationer. Nogle gange taler jeg også med folk, der ikke engang bor i byen. Men det gør ikke noget. Du får utrolig meget at vide. Det gør du også til ishockey og fodbold. Når jeg går til fodbold, sætter jeg mig ikke på én plads eller i et VIP-rum, så går jeg rundt, og så møder jeg måske 200-300 mennesker, som jeg kender.”

Og hvad så, hvis det utrolige skulle ske, og Socialdemokratiet ikke genvinder magten efter kommunalvalget. Vil man da stadig kunne finde Erik Nielsen på en bænk i Rødovre Centeret?

“Ja, det er jeg sikker på. Jeg ville nok komme lidt mere i Rødovre Centeret, fordi jeg ville have mere tid. Men ikke alene i centeret, jeg ville også se mere fodbold og ishockey. Jeg har da overvejet, hvor længe jeg skal blive ved. Nu har jeg været borgmester i 20 år, jeg blev 60 år i sommer. Er det 4 eller 15 år ekstra år, jeg går efter? Men det skal man aldrig melde ud.”