Konteringskoks gør udgifter til udsatte voksne kunstigt høje

Forskydninger i to kommuners konteringspraksis får stigningen i de planlagte udgifter på det specialiserede voksenområde fra 2022 til 2023 til at fremstå flere hundrede millioner kroner større, end den reelt er.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Kommunerne afsætter flere penge til voksne med handicap og særlige behov, men ikke så mange, som de officielle budgettal fra Danmarks Statistik giver indtryk af.

Tallene for kommunernes budgetter blev offentliggjort af Danmarks Statistik den 18. januar. Senere samme dag udsendte KL en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at der er budgetteret med en udgiftsstigning på 1,2 milliarder kroner mere end i 2022 på det specialiserede voksenområde.

Det reelle tal er imidlertid godt 300 millioner kroner lavere.

Det står klart, efter Vejle og Rudersdal Kommune har bekræftet over for Altinget, at ændringer i deres konteringspraksis har ført til væsentlige større spring i Danmarks Statistisk budgettal for 2022 og 2023, end kommunens reelle forbrug giver grundlag for.

I Vejle Kommune vokser de centrale konti på det specialiserede socialområde med hele 240 millioner kroner fra 2022 til 2023. Det vel at mærke ud fra et budget, der i 2022 var på 536 millioner kroner.

Læs også

Vejle Kommunes økonomichef Anders Hansen forklarer til Altinget, at det store spring hænger sammen med ændringer i kommunens håndtering af afregning af indtægter og udgifter med tilbud på området.

Den ændring har lagt en ny udgiftspost på 193 millioner kroner ind i budgetterne, som modsvares af en tilsvarende indtægtspost et andet sted på budgettet.

Samlet set går effekten af ændringen derfor i nul, men i tallene fra Danmarks Statistik kommer den til at fremstå som betydelig en udgiftsstigning, der er med til at drive udviklingen i de landsdækkende udgifter mærkbart op.

Rudersdal flytter penge mellem ældre og social

I Rudersdal Kommune vokser de budgetterede udgifter på det specialiserede voksenområde med knap 100 millioner kroner fra små 200 millioner til tæt på de 300 millioner kroner.

Den udvikling dækker imidlertid over, at kommunen med budgettet for 2022 valgte at kontere et beløb på netop 100 millioner kroner på ældreområdet frem for på det specialiserede voksenområde. Med budgettet for 2023 har man så rullet den omkontering tilbage.

Det oplyser kommunens økonomiforvaltning i en mail til Altinget.

Dermed er den reelle bundlinje for Rudersdal stort set status quo på det specialiserede voksenområde.

Men i 2022 fremstod de budgetterede udgifter 100 millioner kroner ’for lave’ i Danmarks Statistisk budgettal for kommunen. Omvendt var tallene for ældreområdet sidste år 100 millioner kroner for høje.

I hvert fald i forhold til den konteringspraksis, kommunen nu har valgt at benytte i budgettet for 2023.

Justeres Danmarks Statistisk budgettal for 2022 og 2023 for disse forhold er de budgetterede udgifter på det specialiserede voksenområde ’blot’ steget med lidt over 850 millioner kroner frem for de godt 1,2 milliarder kroner. Til gengæld er de budgetterede udgifter på ældreområdet steget med godt 400 millioner fremfor 300 millioner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00