Læs ministers brev med beskyldninger om ulovligt budget i Aarhus

USAGLIGT: Aarhus Kommune tog usaglige hensyn, da et flertal budgetterede med en trecifret millionindtægt fra omlægning af udligning på budget 2018. Det mener Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Placeholder image
Aarhus Kommune har lagt budget i strid med den kommunale styrelseslov, mener økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA). Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Det var usagligt og dermed i strid med styrelsesloven, at Aarhus Kommune på budgettet for 2018 forudsatte en indtægt på et trecifret millionbeløb som følge af en kommende justering af udligningsordningen.

Det mener Økonomi- og Indenrigsministeriet og den ansvarlige minister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA). Vurderingen kommer, efter at Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) i et interview med Radio24syv udtalte, at man blandt andet havde budgetteret med de ekstra penge for ”at lægge maksimalt pres på de forhandlinger, der skulle være på Christiansborg”.