Borgmester: Danmark holder fest, og Lolland hænger på regningen

DEBAT: Selvom vi har at gøre med det vigtigste kommunalpolitiske spørgsmål i mere end ti år, så er udligning i sidste ende kun symptombehandling af et Danmark, der er knækket over i to dele, skriver Holger Schou Rasmussen.

Af Holger Schou Rasmussen (S)
Borgmester, Lolland Kommune

Alle kommuner holder i disse dage et vågent øje med Økonomi- og Indenrigsministeriet, hvor der forhandles om et nyt udligningssystem.

Det er forståeligt, for udligningssystemet er et af de vigtigste spørgsmål for kommune Danmark siden strukturreformen.

De første ugers forhandlinger har ikke har været uden bump på vejen. Men jeg har dog alligevel tillid til, at regeringen og Folketinget tager deres ansvar alvorligt og lander en aftale tro mod hele udligningssystemets formål, nemlig at sikre samme velfærd for samme skat over hele landet.

Et transparent udligningssystem
I 2018 under den forrige regering forhandlede man også om et nyt udligningssystem, men uden resultat.

Dengang advarede jeg mod et kludetæppe båret af politiske vennetjenester, hvad partifarve vennetjenesterne så end havde. Og det gælder selvfølgelig, uanset hvem der sidder for bordenden.

Et langtidsholdbart udligningssystem bør i stedet bygge på transparente og objektive kriterier baseret på kommunernes reelle udgiftsbehov.

Med det som et fælles udgangspunkt for et nyt system så vil jeg også vove den påstand, at det nuværende slagsmål mellem landets borgmestre vil blive afløst af en stor grad af fælles accept af et fair og solidarisk system, der binder Danmark sammen.

Udligning er kun symptombehandling
Men det er også vigtigt at slå fast, at selvom vi har at gøre med det vigtigste kommunalpolitiske spørgsmål i mere end ti år, så er udligning ikke løsningen.

Jovist, det er vigtigt, for uden udligning ville Lolland Kommune for eksempel have en kommuneskat på urimelige 42 procent mod de nuværende 27. Gentofte derimod kunne sænke deres fra de nuværende 23 til de lige så urimelige ti procent. Så udligningssystemets betydning kan ikke overvurderes, men det ændrer ikke ved, at udligning er og bliver symptombehandling.

Symptombehandling til et Danmark, som i dag er brækket over i to. Mellem på den ene side de store byer med de mange offentlige arbejdspladser, servicetilbud, sundhedstilbud og offentlige investeringer. Og på den anden side landkommunerne, hvor skatten er høj, og velfærden og de offentlige tilbud bliver mere og mere tyndslidte.

Udligning er det plaster på såret, der kompenserer for, at selvom vi alle betaler til fællesskabet, så er fællesskabets goder ulige fordelt.

Da staten flyttede fra provinsen
Et billede på den ulige fordeling af fællesskabets goder er for eksempel, at vi i Lolland Kommune siden kommunesammenlægningen i 2007 har sagt farvel til 600 offentlige arbejdspladser som følge af centraliseringerne.

Lolland Kommune har i dag 11,2 statslige arbejdspladser per 1.000 indbyggere, hvor en kommune som Lyngby-Taarbæk har 107,1. Et øjebliksbillede på en udvikling, hvor antallet af statslige arbejdspladser på Lolland har været faldende igennem de sidste ti år, mens Lyngby-Taarbæk omvendt har oplevet en stigning.

Og den anden vej, fra byen og til landområderne, ser vi en fra- og tilflytning af socialt udsatte, ældre og dem, som ikke har råd til de dyre boliger i København og de store byer.

Tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, hvordan der fra 2016-2018 netto er flyttet 339 borgere på kommunal forsørgelse til Lolland Kommune. Tilsvarende er 145 borgere i samme periode nettofraflyttet Lyngby-Taarbæk. Danmark holder fest, men det er borgerne i landkommuner som Lolland, der kommer til at hænge på regningen.

Affolkning og segmentering
Tilsvarende kan vi i Lolland Kommune se, at op til hver tredje af alle de børn, der årligt flytter til kommunen fra andre kommuner, har en børnesag med. På landsplan er tallet mindre end tre procent. De tal taler for sig selv.

Landområderne bliver affolket, og det er i sig selv slemt nok, men hvad værre er, det er den segmentering, der også finder sted.

Selvom især hovedstadsborgmestre gerne vil give indtryk af det modsatte, så går pengestrømmene i dag mod de store byer.

Nuværende boligminister Kaare Dybvad (S) gjorde regnestykket op i sin bog 'Udkantsmyten' fra 2015. 28 milliarder kroner tilfalder for eksempel København hvert år, alene på grund af hovedstadens overrepræsentation af statslige arbejdspladser. Hertil kommer så de andre uligheder inden for transport, uddannelse, kultur og alle de andre områder.

En LO-familie i Lolland Kommune betaler 35.000 kroner mere i kommuneskat om året end samme familie i Gentofte Kommune, og det for en langt dårligere service. Tilsvarende betaler de to familier samme statsskat, men uden at familien på Lolland er i nærheden af at opleve statens tilstedeværelse på samme måde som i Gentofte.

Måske nye politiske vinde
Det er derfor en myte, at det er de store byer, som holder hånden under landkommunerne. Reelt er det den almindelige lønmodtager i kommuner som Langeland og Lolland, som betaler den største udligning til hovedstaden.

Det eneste positive, der kan siges om udviklingen, er, at når den er resultatet af politiske beslutninger, så står det os også frit for at vælge en anden kurs. Og her blæser der – måske – nye politiske vinde.

Vi har blandt andet set udflytningen af statslige arbejdspladser. Det er et godt og rigtigt skridt. Bortset fra at luften jo tages ud af de rigtige ambitioner om et Danmark i balance, når staten så efterfølgende fortsætter med at placere en uforholdsmæssig stor andel af nye statslige arbejdspladser i København. Deraf også mit "måske" ovenfor, for vi har stadig til gode at se, om der er bund i ambitionerne.

Samme velfærd for samme skat
Et næste og større skridt er det aktuelle udspil til et nyt udligningssystem. Det skal leve op til, hvad der lige fra dag ét har været hele systemets formålsparagraf: At sikre samme velfærd for samme skat over hele landet.

Nu og her skal et nyt udligningssystem rette op på de værste skævheder og holde sammen på landet. Her er min opfordring, at regeringen og Folketinget holder øjnene på bolden og ikke spillerne.

Der skal være mindre fokus på, hvem der sidder i kommunalbestyrelserne og mere fokus på hele Danmark, transparens og objektivitet. Med det sagt, så er udligning stadig symptombehandling, og allerede nu bør vi derfor kigge frem mod et Danmark, i idealet uden udligning, og hvor staten i stedet er tilbage i hele landet.

Forrige artikel Torsten Gejl: Velfærdsloven løser ikke årtiers nedskæringer Torsten Gejl: Velfærdsloven løser ikke årtiers nedskæringer Næste artikel LA'er: Udligningsreformen er magtarrogance af værste skuffe LA'er: Udligningsreformen er magtarrogance af værste skuffe