Mette Frederiksen samler mærkesager i magtfuldt udvalg

UDVALG: Mette Frederiksen (S) har offentliggjort sin ministerliste og fordelt pladser i regeringens magtfulde udvalg. Få overblik over udvalgene her.

Ikke nok med at ministerlisten er blevet offentliggjort, Mette Frederiksen (S) har også fordelt poster i de magtfulde regeringsudvalg.

S-formanden turnerede rundt i valgkampen med mærkesager som velfærd, klima og kampen mod ulighed, og alle tre mærkesager er samlet i den nye regerings magtfulde økonomiudvalg. Her er der blandt andet blevet plads til den nye social- og indenrigsminister Astrid Krag, klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og skatteminister Morten Bødskov.

Udvalgene er som følger:

Koordinationsudvalget
Udvalget behandler større, væsentlige initiativer og sager fra regeringen. Det gælder blandt andet større lovforslag og udspil. Koordinationsudvalget mødes normalt én gang om ugen.

  • Statsminister Mette Frederiksen (formand)
  • Finansminister Nicolai Wammen
  • Udenrigsminister Jeppe Kofod
  • Justitsminister Nick Hækkerup.

Økonomiudvalget
Udvalget behandler forslag til finanslove, de økonomiske relationer til kommuner og regioner og andre initiativer og sager med væsentlige konsekvenser for økonomi og budget. Økonomiudvalget mødes normalt én gang om ugen.

  • Finansminister Nicolai Wammen (formand)
  • Social- og indenrigsminister Astrid Krag
  • Skatteminister Morten Bødskov
  • Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen
  • Erhvervsminister Simon Kollerup.

Sikkerhedsudvalget
Udvalget drøfter sager, der vedrører sikkerhedsmæssige spørgsmål og mødes efter behov.

  • Statsminister Mette Frederiksen (formand)
  • Finansminister Nicolai Wammen
  • Udenrigsminister Jeppe Kofod
  • Justitsminister Nick Hækkerup
  • Forsvarsminister Trine Bramsen.

Ansættelsesudvalget 
Udvalget behandler sager om udnævnelse af visse højere embedsmænd og særlige rådgivere samt udpegninger til bestyrelser, råd, udvalg og nævn samt internationale stillinger. Desuden behandler udvalget sager om udpegning af medlemmer til ikke permanente udvalg, kommissioner med videre samt sager om større organisationsændringer i den statslige forvaltning.

  • Statsminister Mette Frederiksen (formand)
  • Finansminister Nicolai Wammen

Mette Frederiksen skrotter i forbindelse med regeringsdannelsen EU-implementeringsudvalget og ministerudvalget for offentlig fornyelse.  

Forrige artikel Det med småt røber ny regerings kommunale knaster Det med småt røber ny regerings kommunale knaster Næste artikel Astrid Krag skal tage kampen om den kommunale udligning Astrid Krag skal tage kampen om den kommunale udligning