Offentlige tilbud uden økonomisk gennemsigtighed

Af Jon Krog
Branchedirektør i Selveje Danmark

Et veldrevet selvejende socialpædagogisk tilbud kritiseres af kommunen for at være for dyrt, hvorefter kommunen i stedet beslutter at anvende sine egne tilbud. Resultatet bliver, at det selvejende tilbud til sidst må lukke, og de anbragte borgere flyttes til andre tilbud.

Diskussionen om økonomi har gennem flere år ligget som en konstant nedenunder debatten om konkrete sager og kvaliteten af den specialiserede indsats. Tesen har været, at området indtil for nyligt har været ustyrligt, og har man lyttet til kommunerne, har de ofte peget på de ikke-offentlige aktører som årsag hertil. Men passer det? Svaret er nej.

Tilbud kan ikke sammenlignes
Realiteten er, at vi i debatten om økonomi uden blusel har sammenlignet pærer og bananer. Realiteten er, at man stort set ikke kan sammenligne økonomien i kommunale og ikke-kommunale tilbud.

Årsagen er den simple, at mens de ikke-offentlige tilbud af naturlige årsager har budgetter, der indeholder samtlige indtægter og udgifter, så har en stor del af de offentlige tilbud budgetter, der på en række områder er mangelfulde.

Der har længe været krav om, at ikke-offentlige tilbud en gang årligt skulle have budgettet godkendt af det kommunale tilsyn. Et tilsvarende krav har aldrig været rettet mod de offentlige tilbud.

Realiteten er, at vi i debatten om økonomi uden blusel har sammenlignet pære og bananer. Realiteten er, at man stort set ikke kan sammenligne økonomien i kommunale og ikke kommunale tilbud.

Jon Krog
Branchedirektør i Selveje Danmark

Jeg vil naturligvis ikke påstå, at jeg har undersøgt samtlige offentlige tilbuds budgetter, men dem, jeg har set, har alle mere eller mindre lidt af mangler på en række udgifter. Det kan være udgifter til ledelse, HR, revision og bogholderi. Det kan være udgifter til afskrivninger, vedligeholdelse og forsikringer. Eller udgifter til det lovpligtige tilsyn.

Alle sammen udgifter, der i kommunen har været placeret i andre dele af kommunen, selvom de specifikt er knyttet til driften af det enkelte tilbud.

Fokus på økonomisk transparens
Min mission er ikke at redde et dyrt og dårligt ikke-offentligt tilbud på bekostning af et billigere og bedre kommunalt. Min hensigt er blot at påpege det paradoksale i det indledende eksempel, hvis realiteten faktisk var den, at det selvejende socialpædagogiske tilbud var både bedre og billigere end det kommunale og blot måtte lukke på grund af kommunens manglende overblik over egne faktiske priser.

Med forliget om en tilsynsreform lægger samtlige Folketings partier, ført an af social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S), op til et øget fokus på kvalitet og dokumentation i den socialpædagogiske indsats.

Et glimrende initiativ, som Selveje Danmark støtter helhjertet. Men ønsker man at sætte fokus på kvalitet, er det bydende nødvendigt også at sætte fokus på økonomisk transparens.

Det siger sig selv, at det ikke er nogen kunst at lave et fantastisk tilbud, hvis prisen er tårnhøj. Samtidig er det vanskeligt at fastholde kvalitet for ingenting. Kunsten er at finde balancen mellem kvalitet og økonomi, således at det sikres, at vi opnår den bedste kvalitet for den pris, der betales – og det skal naturligvis gælde for alle tilbud, hvad enten de er offentlige eller ikke-offentlige.

Samme krav til det offentlige
Et forslag kan være at stille de samme krav til kommunernes opstilling af budgetter som de krav, der stilles i forbindelse med beregning af kontrolbud i forbindelse med udlicitering af opgaver.

Her er det i bekendtgørelsen om afgivelse af kontrolbud §3 kort, men ganske klart defineret, hvilke omkostninger kommunen skal medtage i beregningen af sin egen pris. Det omfatter:

1. alle de direkte omkostninger, der er forbundet med opgavevaretagelsen, for eksempel løn, køb af materialer og tjenesteydelser, reparations- og vedligeholdelsesudgifter, husleje m.v.
2. alle de indirekte omkostninger, der er forbundet med opgavevaretagelsen, for eksempel lokale- og kontorudgifter, indirekte lønomkostninger, IT-udgifter, udgifter til ledelse, administration m.v., forsikringer, udviklingsomkostninger, beregnede tjenestemandspensioner, beregnede omkostninger til lovpligtige forsikringer, beregnede skadesomkostninger (selvforsikring), forrentning af driftskapital, forrentning og afskrivning af anlægskapital samt beregnede omkostninger for faciliteter i øvrigt, der er stillet til rådighed ved opgavevaretagelsen.

Ønsker man et klart billede af sammenhængen mellem kvalitet og økonomi, ville det derfor give god mening at stille det samme krav i forhold til det offentliges beregning af egne priser på egne institutioner.