Overblik: Lær de nye borgmestre at kende

KV17: Der er fundet 25 nye borgmestre i landets 98 kommuner. Altinget præsenterer dem alle. 

Ikke alle nye borgmestre er lige så kendte som Ulrik Wilbek (V) fra Viborg. 
Ikke alle nye borgmestre er lige så kendte som Ulrik Wilbek (V) fra Viborg. Foto: /ritzau/Ernst Van Norde
Peter Pagh-SchlegelKatrine Falk LønstrupDaniel Bue Lauritzen

Der er vanen tro kommet flere nye borgmestre for bordenden i flere af landets kommuner. 

Mens nogle har lange politiske karrierer bag sig, og andre er kendte fra topidræt, er der også en række helt nye ansigter. Altinget bringer en kort præsentation af dem alle.  

Karsten Längerich

Karsten Längerich (V), Allerød
Efter et valgnatsdrama uden lige, hvor den siddende borgmester Jørgen Johansen (K) forlod forhandlingsbordet undervejs, står det klart, at Karsten Längerich er ny borgmester i Allerød Kommune. Dermed vender Venstre tilbage som borgmesterparti i kommunen for første gang siden 1994. Karsten Längerich er 47 år og blev første gang valgt ind i kommunalbestyrelsen i 2013. Han er uddannet økonom og har siden 2009 arbejdet som salgs- og markedschef hos Øresundsbron.

Jesper Frost RasmussenJesper Frost Rasmussen (V), Esbjerg
Efter en kneben valgsejr til den blå blok forbliver borgmesterposten i Esbjerg hos Venstre. Siddende borgmester Johnny Søtrup (V) valgte ikke at genopstille, hvorfor Jesper Frost Rasmussen var spidskandidat for partiet. Jesper Frost Rasmussen blev første gang valgt ind i kommunalbestyrelsen i 2009. Siden 2014 har han været 1. viceborgmester. Til dagligt har han de seneste 7 år været administrerende direktør i Esbjerg Forsyning A/S.

Ole ViveOle Vive (V), Faxe
Ole Vive er ikke blot ny borgmester, men sågar spritnyt medlem af kommunalbestyrelsen i Faxe, der de seneste otte år har været under socialdemokratisk ledelse. Ole Vive, der er bankuddannet og ejendomsmægler, har boet i Faxe Kommune i 40 år.

Hans StavnsagerHans Stavnsager (S), Faaborg-Midtfyn
Den nye borgmester i Faaborg-Midtfyn, Hans Stavnsager, har en lang fortid i DSU, hvor han også i sin tid var generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd. Han har i en årrække drevet selvstændig kommunikationsvirksomhed, har forfattet flere politiske fagbøger om Socialdemokratiet og har blandt andet været ghostwriter på en Poul Nyrup Rasmussen-biografi. Han blev valgt ind i byrådet første gang i 2013. 

Anders Gerner FrostAnders Gerner Frost (Nyt Gribskov), Gribskov
Anders Gerner Frost er for mange tv-seere kendt fra DR's program "Hammerslag", men vil de kommende fire år være borgmester i Gribskov Kommune for lokallistepartiet Nyt Gribskov. Han vælter dermed Venstres Kim Valentin af pinden, som ellers var betragtet som favorit til at fortsætte som borgmester. Partiet Nyt Gribskov blev første gang valgt ind – sammen med Anders Gerner Frost – ved seneste valg med fire mandater, men har denne gang opnået seks mandater.

Steffen Jensen
Steffen Jensen (S), Halsnæs
Steffen Jensen overtager borgmesterposten fra Steen Hasselriis (V), der allerede tidligere i år mistede sit smalle flertal i byrådet, da en suppleant skiftede parti fra Venstre til Alternativet. Steffen Jensen blev valgt til Halsnæs Byråd for Socialdemokratiet første gang i 2013 og har siden 2015 været partiets spidskandidat. Han er uddannet skolelærer og har siden 2006 arbejdet på en folkeskole i Halsnæs Kommune.

Kasper GlyngøKasper Glyngø (S), Hedensted
Et overraskende kanonvalg til Socialdemokratiet sendte borgmesterkæden på Kasper Glyngø, selvom Venstre fortsat er klart største parti i Hedensted Kommune. Han får opbakning fra DF, SF og Kristendemokraterne. Kasper Glyngø blev første gang valgt til byrådet i 2013.

Ib Boye Lauritsen
Ib Boye Lauritsen (V), Ikast-Brande
Ib Boye Lauritsen fra Venstre tager over efter partikollega og borgmesterveteran Carsten Kissmeyer, der har siddet på bytronen siden 2007. Venstre sikrede sig ligesom ved seneste valg ni mandater, og samtlige partier er med i den nye konstitueringer. Socialdemokratiet får to af de tunge udvalg og en viceborgmesterpost. 

Marie Stærke
Marie Stærke (S), Køge
Socialdemokraten er tilbage ved roret i Køge. Hun blev første gang borgmester i 2009, men tabte i 2013 valget til den konservative Flemming Christensen. Marie Stærke danner flertal med Liberal Alliance, DF, Enhedslisten. I 2007 blev hun som kun 27-årig Danmarkshistoriens yngste kvindelige borgmester, da hun overtog posten fra den afføde Torben Hansen. 

Tonni Hansen
Tonni Hansen (SF), Langeland
En decideret jordskredssejr gør Langeland til en ny SF-højborg. Partiet fik 32,9 procent af stemmerne på den lange ø, og Tonni Hansen sikrede sig hele 2193 personlige stemmer. Det er et samlet byråd, der står bag SF'eren, der udover sin nye borgmesterpost også er formand for 3F på Sydfyn.  

Torben Hansen
Torben Hansen (S), Randers
Randers får i Torben Hansen en ny borgmester med lang politisk erfaring. Han blev valgt ind i Randers Byråd i 1994 og har siden både været 1. viceborgmester, næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe og miljøordfører på Christiansborg. Torben Hansen sikrer sig en bred konstituering med både DF, Venstre, SF og Konservative. 

Anette Mortensen
Anette Mortensen (V), Stevns
Trods en syngende vælgerlussing får Venstre borgmesterposten i Stevns Kommune. Partiet går 17,9 procent tilbage i forhold til 2013, men får støtte af Konservative, Dansk Folkeparti og listen Nyt Stevns. Mogens Haugaard Nielsen fra Nyt Stevns hoppede ellers fra Venstre i den seneste byrådsperiode. 

Niels Viggo Lynghøj Christensen
Niels Viggo Lynghøj Christensen (S), Struer
Socialdemokraten har af flere omgange og senest fra 2009 til 2013 været borgmester i Struer. Han danner flertal med Radikale og SF. Socialdemokratiet tager også 1. viceborgmesterposten, mens Radikale og SF får formænd for vigtige udvalg.

Bo Hansen
Bo Hansen (S), Svendborg
Bo Hansen bliver ny borgmester i Svendborg efter at have indgået en aftale med SF, Konservative og Venstre. Socialdemokratiet fik et fremragende valg og gik 12 procentpoint frem i forhold til sidst. Den snart forhenværende borgmester Lars Erik Hornemann (V) bliver 1. viceborgmester. 

Ole Bollesen
Ole Bollesen (S), Syddjurs
Den pensionerede gymnasielærer udnævnte natten til onsdag sig selv som ny borgmester i Syddjurs. Han vil ikke nævne, hvilke partier han konstituerer sig med, før de personlige stemmer er talt op. Den siddende Venstre-borgmester anerkendte dog nederlaget på valgnatten. Ole Bollesen har siddet i byrådet siden kommunesammenlægningen i 2009. 

Allan Andersen
Allan Andersen (S), Tårnby
Socialdemokratiet fik et stærkt valg i Tårnby. Hele 40,7 procent af stemmerne gik til partiet, der derfor kan blive siddende på borgmesterposten. Der er imidlertid alligevel udskiftningen på pinden, da borgmester i Tårnby siden 1994 Henrik Zimino ikke valgte at stille op igen. Allan Andersen vælges med opbakning fra Enhedslisten og SF. 

Per Bach Laursen
Per Bach Laursen (V), Vesthimmerland
Per Bach Laursen bliver ny borgmester i Vesthimmerland. Han er landmand og sidder i en lang række landbrugspolitiske råd og bestyrelser. Han overtager posten fra den konservative Knud Kristensen, der fik et katastrofevalg og mistede over 2000 personlige stemmer. Konservative blev holdt helt uden for forhandlingerne på valgnatten. 

Ulrik Wilbek
Ulrik Wilbek (V), Viborg 
Måske det mest kendte nye ansigt i dansk kommunalpolitik. Wilbek har i en årrække været landstræner for både herre- og kvindelandsholdet, hvor han har vundet både OL og EM. Den politiske karriere startede i 1997, hvor Wilbek første gang blev valgt til byrådet i Viborg. Socialdemokraternes Per Møller bliver 1. viceborgmester. 

Ole Wej Petersen
Ole Wej Petersen (S), Ærø 
Den nyudnævnte borgmester på Ærø har siddet i byrådet siden 2002. Han er pensioneret, men i sit arbejdsliv beskæftigede han sig som skibsfører og navigationsskolelærer. 

Han konstituerer sig sammen med Venstre, SF og listen Ærøs Fremtid, mens øens næststørste parti, Konservative, ser ud til at ende udenfor. 

Ulla Vestergaard
Ulla Vestergaard (S), Thisted
Efter lange forhandlinger stod det onsdag morgen klart, at Ulla Vestergaard fra Socialdemokratiet er ny borgmester i Thisted Kommune. Hun overtager posten fra Lene Kjelgaard, der i den seneste valgperiode skiftede fra Venstre til Konservative. Ulla Vestergaard har siddet i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune siden 2009 og har derudover arbejdet som undervisningskonsulent i FOA.  

Christina Krzyrosiak Hansen
Christina Krzyrosiak Hansen (S), Holbæk
I en alder af 24 år er Christina Krzyrosiak Hansen blevet valgt som Danmarks yngste borgmester nogensinde. Hun har fået posten med opbakning fra Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten og afløser den nuværende Venstre-borgmester Søren Kjærsgaard, der fik et dårligt valg i Holbæk, hvor Venstre blev halveret fra 12 til seks mandater i byrådet.

Karsten Nielsen

Karsten Nielsen (DF), Læsø
Dansk Folkepartis allerførste borgmesterpost nogensinde er i hus. Partiets spidskandidat Karsten Nielsen bliver ny borgmester i Læsø Kommune. Læs mere her.

Kirsten Jensen

Kirsten Jensen (S), Hillerød
I Hillerød overtager socialdemokraten Kirsten Jensen borgmesterposten fra De Konservatives Dorte Meldgaard. Den nye borgmester støttes af Venstre. 

Hans Østergaard

Hans Østergaard (V), Ringkøbing-Skjern
Venstre bevarer borgmesterposten efter den afgående Iver Enevoldsen (V). Partifællen Hans Østergaard er 59 år og har siden 1988 drevet egen virksomhed. Han blev valgt første gang i 2013.

Kasper Ejsing Olesen

Kasper Ejsing Olesen (S), Kerteminde
I Kerteminde lykkedes det efter flere dages forhandlinger for socialdemokraten Kasper Ejsing Olesen at overtage borgmesterposten fra Venstre. Den nye borgmester er 43 år og har siddet i byrådet siden 2013. 

Sofie Valbjørn

Sofie Valbjørn (Å), Fanø 
Alternativet fik sin første borgmesterpost på Fanø efter godt tre ugers tovtrækkeri ved forhandlingsbordet, idet der allerede var blevet udnævnt en anden kandidat til posten. Sofie Valbjørn på 42 år bliver også Fanøs første kvindelige borgmester. 

 

John Dyrby Paulsen
John Dyrby Paulsen (S), Slagelse 
Den 54 årig John Dyrby Paulsen fik kamp til stregen før, borgmesterposten blev hans. Og måske ender han med at skulle dele posten med Villum Christensen (LA) ved halvejen. Men i de første to år sidder John Dyrby Paulsen i Slagelses borgmesterstol. Han har tidligere været medlem af folketinget for Socialdemokratiet og siddet i byrådet siden 2013.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00