Radikale håber på tre borgmesterposter

INTERVIEW: Radikale går benhårdt efter tre borgmesterposter og tre rådmandsposter ved kommunalvalget til november. Det siger borgmester Anna Mee Allerslev (R), som samtidig finder det "mere naturligt" at samarbejde med de borgerlige i økonomiske krisetider.
Radikale håber, at de både kan få borgmester- og rådmandsposter ved kommunalvalget i november.
Radikale håber, at de både kan få borgmester- og rådmandsposter ved kommunalvalget i november.Foto: Radikale Venstre
Per Bang Thomsen

Radikales vælgernedtur ved kommunalvalget i 2009 skal for alt i verden ikke gentages, når danskerne skal til stemmeurnerne 19. november i år.

Det er meldingen fra Anna Mee Allerslev, radikal integrations- og beskæftigelsesborgmester i København og formand for partiets kommunalpolitiske netværk.

Ved katastrofevalget for fire år siden tabte de Radikale godt hver tredje stemme, og partiet er i dag kun repræsenteret med 50 byrådsmedlemmer i 38 af landets 98 kommuner. 

Det har gjort ondt i den radikale sjæl, siger Anna Mee Allerslev.

Især under den økonomiske krise, hvor vi har fokus på vækst og jobskabelse, vil vores samarbejde ligge mere naturligt hos de blå partier.

Anna Mee Allerslev (R)
Integrations- og beskæftigelsesborgmester

"Vi har været enormt ærgerlige over, at vi ikke er repræsenteret i flere kommuner. Efter kommunalreformen (i 2007, red.) er kommunerne jo blevet så store, at de virkelig betyder noget for samfundet og den samlede økonomi," siger hun.

Går benhårdt efter posterne
Radikale har siden da fået mere medvind blandt vælgerne, og partiet går derfor målrettet efter at blive repræsenteret i alle landets kommuner.

Derudover er målet at fastholde borgmesterposten i Københavns Kommune og få fingre i både Rebild og Helsingør Kommune. Dertil går partiet efter rådmandsposter i Aalborg, Aarhus og Odense Kommune.

"Det vil ikke være en fiasko, hvis vi ikke får tre borgmesterposter, men vi håber, det sker. Vi vurderer, at vi har gode chancer i de tre kommuner, og vi går benhårdt efter rådmandsposterne i de store byer," siger Anne Mee Allerslev, som beskriver den nuværende valgkampagne som mere professionel end tidligere.

Derudover finder Anna Mee Allerslev det ikke usandsynligt, at partiet kan sætte sig på borgmesterposten i Frederiksberg Kommune, som i dag er en af de Konservatives kommunale bastioner.

Partiet har nemlig valgt at alliere sig med de borgerlige partier i forbindelse med kommunalvalget. Det betyder, at det parti som får flest stemmer ved valget, også får borgmesterposten.

"Hvis vi bliver større end de Konservative, kan man ikke udelukke, at vi får borgmesterposten der. Vi har nogle dygtige kandidater derude," siger Anna Mee Allerslev.

Holbæk Kommune, som partiet mistede i 2009, forventer hun ikke, at partiet kan generobre.

Mere naturligt at samarbejde med de blå
Anna Mee Allerslev har heller ingen berøringsangst over for de borgerlige, som kan se frem til fremgang ved det kommende valg.

Selvom Radikale er en del af en rød trekløverregering på Christiansborg, kan det ude i kommunerne give mere mening at slå pjalterne sammen med de blå partier.

"Især under den økonomiske krise, hvor vi har fokus på vækst og jobskabelse, vil vores samarbejde ligge mere naturligt hos de blå partier. I København er Frank Jensen (overborgmester, red.) ikke så rød, at det gør noget. Han er en midtersøgende socialdemokrat, og derfor har vi også et godt samarbejde med ham. Det er også tilfældet med SF," siger Anne Mee Allerslev, som selv vil sætte økonomien højt på valgdagsordenen.

"Vi skal kunne styre økonomien bedre, end vi gør i dag, så vi kan få et endnu større råderum til velfærdsprioriteringer og til investeringer, der kan løfte os på længere sigt. Det kan være til flere metrolinjer eller skattelettelser," siger hun.

Samtidig mener Anna Mee Allerslev, det er lidt af en myte, at de Radikale ikke kan samarbejde med Dansk Folkeparti ude i kommunerne.

"I København har jeg eksempelvis lavet samtlige integrations- og beskæftigelsesaftaler med Dansk Folkeparti. Det er vigtigt, at vi får dem med, for de skal tage ansvar for integrationen i stedet for at stå og råde ude på sidelinjen. Det ansvar har de levet op til i København," siger Anna Mee Allerselv og understreger, at partiet vil samarbejde med dem, der vil.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Mee Allerslev

Fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (R), Københavns Kommune
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2005), cand.jur. (Københavns Uni. 2016)

0:000:00