Debat

Rusmiddelcenter: Fejlslutning at lade regioner stå for rusmiddelbehandling

DEBAT: At flytte den samlede rusmiddelbehandling fra kommunerne til regionerne vil ødelægge kommunernes veldokumenterede og borgernære rusmiddelindsats, mener leder af rusmiddelcenter.

Langt de fleste mennesker med et misbrug har en kompleksitet af udfordringer i livet, som regionerne ikke har kompetencerne til at tage sig af, mener centerleder. (Foto: Mikkel Møller Jørgensen/Ritzau Scanpix)
Langt de fleste mennesker med et misbrug har en kompleksitet af udfordringer i livet, som regionerne ikke har kompetencerne til at tage sig af, mener centerleder. (Foto: Mikkel Møller Jørgensen/Ritzau Scanpix)
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Rene Petersen
Centerleder, Center for Rusmidler, Vordingborg Kommune

Hjælpen til de mennesker, der er særligt hårdt ramt med både et misbrug og en psykiatrisk diagnose, er til debat. 

Hvor skal indsatsen ligge? I kommunerne? I regionerne? Spørgsmålet er stillet mange gange hen over de senere år.

Og senest er spørgsmålet udvidet med endnu et trin: Hvor skal den samlede, offentlige rusmiddelindsats fremover ligge? I kommunerne, som den gør i dag og har gjort det siden kommunesammenlægningen i 2007? Eller i regionerne, som den gjorde i de gamle amter?

Fakta
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

For at starte ved rusmiddelbehandlingen af psykisk syge, så er der bred enighed om, at området har stået i stampe i mange år. 

Avisartikler tilbage fra start 00'erne omtaler behovet for en samlet, effektiv indsats – et ekko af det, vi taler om i dag. At vi ikke er nået længere, er et svigt af en gruppe, der har brug for, at vi som samfund træder til. Vi skal gøre det bedre.

Uanset om det drejer sig om behandling, forebyggelse eller lokal oplysning, så er kodeordet lokalt samarbejde og fælles fokus. Dette styrkes ikke ved at flytte rusmiddelindsatsen til regionerne.

Lars Rene Petersen
Centerleder, Center for Rusmidler, Vordingborg Kommune

Vil skabe ensidigt fokus
Så langt, så godt. Der kan være god ræson i, at rusmiddelbehandlingen af psykisk syge samles ét sted. Og det kan give god mening, at ansvaret lægges i sekundærsektoren i det sygehusvæsen, der har ansvaret for behandlingen af den tunge psykiske lidelse.

At lægge den samlede rusmiddelbehandling i regionerne vil derimod være en fejlslutning. 

Det vil skabe et ensidigt fokus, og vi risikerer en indsats, som ikke i tilstrækkeligt omfang formår at håndtere alt det, der ligger ud over den psykiatriske diagnose og misbruget.

Langt de fleste mennesker med et misbrug har en kompleksitet af udfordringer i livet. De kan handle om alt fra økonomi, skilsmisse, boligudfordringer, arbejdsløshed til manglende samvær med børn eller ensomhed. Rusmidlerne er ofte et symptom på et bagvedliggende problem.

Kommunerne er tæt på borgerne. De har en indsigt i de samlede problemer og udfordringer, den enkelte står med – ofte fordi der allerede er kontakt med for eksempel en familierådgiver, SSP-konsulent eller en jobkonsulent. 

Derfor kan kommunerne kombinere behandlingen af misbruget med hjælpen til at løse de andre udfordringer på en mere smidig måde, end regionerne vil være i stand til. 

Kommunerne kan gå helhedsorienteret til opgaveløsningen.

Påstand har lidt hold i virkeligheden
Kommunerne kan også nå langt i en kombination af den behandlende og den forebyggende indsats. 

Den kommunale rusmiddelindsats har direkte adgang til eksempelvis at sætte ind over for udsatte børn i familier med misbrug, forældre og elever på ungdomsuddannelser eller medarbejdere i lokale virksomheder. 

Uanset om det drejer sig om behandling, forebyggelse eller lokal oplysning, så er kodeordet lokalt samarbejde og fælles fokus. Dette styrkes ikke ved at flytte rusmiddelindsatsen til regionerne – tværtimod vil det besværliggøre samarbejdet om borgerne og udfordre det helhedsorienterede perspektiv i indsatsen.

Kommunal rusmiddelbehandling er en specialiseret indsats baseret på veldokumenterede metoder, hvor service- og sundhedslovgivningen og kvalitetsstandarder danner afsæt for ensartethed og kvalitet i indsatsen. 

Socialtilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed kommer regelmæssigt på tilsynsbesøg i kommunerne og sikrer, at reglerne og kvaliteten overholdes. Nok er der metodiske og organisatoriske nuanceforskelle i de enkelte kommuners rusmiddelindsatser. 

Men at påstå, at behandlingen i dag er organiseret vidt forskelligt og med forskelligt indhold, har meget lidt hold i virkeligheden. Tværtimod er vi kommet utrolig langt, siden  rusmiddelindsatsen lå i de daværende amter før kommunesammenlægningen i 2007.

Nærhedsprincip er vigtigt
Vi ved, at der i snit går mellem 10 og 12 år, før en person med et problematisk forbrug af alkohol erkender problemet. 

Herudover går der yderligere to til tre år, før vedkommende søger hjælp. Det er her, at nærhedsprincippet er vigtigt, og hvor kommunerne kommer ind i billedet. 

Nærhed handler i denne sammenhæng både om relationen til borgeren, men også om den fysiske afstand mellem borgeren og rusmiddeltilbuddet.

Begge dele spiller en afgørende rolle for opsporing af rusmiddelproblematikker og fastholdelse i behandling, og her står kommunerne utvivlsomt stærkest som ansvarlig sektor. 

Nærheden er en helt afgørende bestanddel i det tværfaglige perspektiv, der er så afgørende, når misbrugets bagvedliggende årsager skal tackles.

Regionerne skal varetage den vigtige psykiatriske behandling. Det er her, kompetencerne og ekspertisen er. Og det er her, forpligtelsen til at give borgeren den nødvendige og tilstrækkelig psykiatriske behandling er.

Fælles indsatser skal planlægges
På samme måde som vi leverer den specialiserede rusmiddelbehandling i kommunerne. 

Kommunerne og regionerne kan og skal blive bedre til at samarbejde, forstå hinanden og have tillid til, at vi hver især løfter opgaven professionelt og kompetent.

Helt fundamentalt skal vi have respekt for hinandens arbejde og eksistensberettigelse inden for de respektive områder. 

Det handler ikke kun om lovområder og kvalitetsstandarder. Det handler også om, at mødet mellem socialvidenskabelige og sundhedsfaglige logikker kan gøre det svært at udvikle en fælles referenceramme, hvis forståelsen og respekten ikke er etableret.

Mennesker med dobbeltdiagnoser har krav på, at vi bliver bedre til at arbejde sammen. Vi skal i fællesskab definere den bedste praksis inden for arbejdet med dobbeltdiagnosticerede mennesker. 

Når det er på plads, skal vi konkret aftale, hvem der gør hvad hvornår. Vi skal planlægge fælles indsatser, sikre fælles læring og initiere fælles forskning for at sørge for, at vi møder mennesker med dobbeltdiagnose med en kompetent og helhedsorienteret hjælp.

Lad os derfor i samarbejde udvikle et godt og effektivt tilbud til dobbeltdiagnosticerede. Det skylder vi en udsat gruppe, der mere end nogen andre ønsker et bedre liv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00