Debat

Heunicke: Flere penge skal sikre velfærd i ny udligningsordning

DEBAT: Vi skal rette op på nogle af udligningsordningens udfordringer, men det skal ikke ske ved at skære i kommunernes økonomi eller velfærdsniveau. Der er behov for flere penge i kommunerne, ikke skattelettelser, skriver Magnus Heunicke (S).

Foto: Katja Holm/Altinget
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Magnus Heunicke (S)
Velfærds- og kommunalordfører

Efter lang tids venten kom Finansieringsudvalget for et par uger siden med deres anbefalinger til en justering af udligningsordningen. Et digert værk på små 300 sider. 

Socialdemokratiet ser det som en pligtopgave at rette op på nogle af udligningsordningens udfordringer. Det var også baggrunden for, at vi under den tidligere SR-regering satte Finansieringsudvalget i gang med at se på løsninger til en justering af udligningsordningen. 

Der findes ingen lette løsninger. Og det bliver svært at få enderne til at mødes, så alle bliver helt tilfredse.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Socialdemokratiet efterstræber en balanceret og nuanceret løsning, hvor vi får løst udfordringerne i udligningsordningen, samtidig med at ingen kommuner rammes uforholdsmæssigt hårdt af justeringen. 

Tre principper
Socialdemokratiet går derfor til forhandlingerne med tre principper. 

Socialdemokratiet ser det som en pligtopgave at rette op på nogle af udligningsordningens udfordringer

Magnus Heunicke (S)
Velfærds- og kommunalordfører

For det første skal der prioriteres flere penge til den kommunale økonomi. Flere kommuner er økonomisk pressede, og der er derfor behov for et løft til den kommunale velfærd.

Samtidig skal ingen kommuner rammes uforholdsmæssigt hårdt som følge af justeringen af udligningsordningen. Her har vi blandt andet set eksempler på, at Ishøj og Frederikshavn, som ikke kan betegnes som velhavende kommuner, bliver forholdsmæssigt hårdt ramt af Finansieringsudvalgets modeller. 

For det andet skal der ikke indføres skattelettelser ad bagdøren med justeringen af udligningsordningen. Det er regeringens erklærede mål at sænke skatterne særligt for dem i toppen.

Justeringen af udligningsordningen skal derfor ikke bruges til en øvelse, hvor skatterne sættes ned i form af yderligere økonomiske incitamenter til kommunale skattelettelser for borgere og erhvervsliv på bekostning af velfærden.

Og hvis enkelte kommuner vælger at nedsætte skatten, skal dele af regningen ikke betales af de øvrige kommuner. 

For det tredje skal et nyt udligningssystem ikke føre til en generel forringelse af kommunernes økonomi og velfærd. Opgaven handler om at løse udfordringerne i udligningssystemet, og det skal ikke bruges som skjul for at gennemføre forringelser af kommunernes økonomi, som ikke har noget med udligning at gøre.

Vores udgangspunkt er derfor: en række pligtopgaver i det nuværende udligningssystem. Behov for flere penge til den kommunale økonomi. Og problemerne skal ikke løses ved at skabe nye problemer andre steder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

0:000:00