Om  
Simon Simonsen

Simon Simonsen fortsætter som folketingskandidat

Simon Simonsen (S) får lov at beholde sit folketingskandidatur trods fortsat mistillid fra kredsbestyrelsen. 

Benedicte Gjerding Dahlberg

Folketingskandidat Simon Simonsen vil stadig være at finde på stemmesedlen for Socialdemokratiet, når danskerne skal til valg 5. juni.

Det står klart, efter at bestyrelsen for Indre by og Christianshavnkredsen, hvor Simon Simonsen har hjemme, har måttet erkende, at de på grund af partiets regler for opstilling af kandidater til Folketinget ikke kan nå at foretage en udskiftning af kandidater inden tidsfristen fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. 

Det skriver DR.

Simon Simonsen kom i modvind i slutningen af april, efter han på sin facebookside kritiserede partikollega Joy Mogensen for hendes valg om at være aleneforælder. Dette fik kredsbestyrelsen til at udtrykke mistillid til Simon Simonsen som folketingskandidat og indkalde til ekstraordinær generalforsamling torsdag.

Det ser dog ud til, at ingen af de tre kandidater, der potentielt skal erstatte Simon Simonsen, vil få to tredjedele af stemmerne, som det kræver for at blive kandidat med det samme. 

Derfor vil bestyrelsen skulle foretage en urafstemning, men dette kan ikke nås i tide inden Økonomi- og Indenrigsministeriets frist for at få en ny kandidat på stemmesedlerne. 

Simon Simonsen kan således godt blive stemt ned som kandidat på torsdag, men vil stadig være folketingskandidat for Socialdemokratiet.

Det er altså ikke med kredsens gode vilje, at Simon Simonsen nu kan fortsætte sin valgkamp. 

"Vi må nok sande, at han stadig vil være på stemmesedlen, men bestyrelsen arbejder ikke for hans kandidatur, og jeg stemmer i hvert fald ikke på ham," siger kredsformand Carlo Søndergaard og fortsætter:

"Vi har stadig ikke tillid til ham, og det kunne have været rarere med en anden kandidat, men vi har regnet på det, og vi kan ikke nå det før tidsfristen." 

Situationen glæder dog Simon Simonsen, der stadig kan se frem til at føre valgkamp. På sin facebookside, hvor hele problematikken startede, skriver han: 

"Jeg er glad for at kunne konstatere, at jeg ufortrødent kan fortsætte min valgkamp. Jeg nyder stadig kredsens opbakning. Jeg tager til efterretning, at det ikke har været muligt for kredsbestyrelsen at samle kredsens medlemmer til en ekstraordinær generalforsamling, der skulle prøve mit kandidatur."

Simon Simonsen er socialdemokratisk medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune. Ved valget i 2017 fik han 964 personlige stemmer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Simonsen

Medlem af borgerrepræsentationen (S), formand for socialdemokratisk forum for forskning og videregående uddannelse, formand for Thorvald-netværket, formand for Manderådet.
ph.d., MPG & cand.phil.

0:000:00