Stephanie Lose stiller op som næstformand i Venstre

NÆSTFORMANDSVALG: Formanden for Danske Regioner melder sig som kandidat til at efterfølge Inger Støjberg (V) som næstformand i Venstre.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Efter Inger Støjbergs afgang som Jakob Ellemann-Jensens næstkommanderende i Venstre skal partiet vælge en ny næstformand den 24. januar.

Og nu melder kvinden, der på forhånd har været udråbt til favorit, sig officielt som kandidat.

I et opslag på Facebook skriver regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, at hun går efter posten. Skulle hun blive valgt, vil hun dog også fortsat gå efter at blive siddende som regionsrådsformand efter valget i november.

Stephanie Lose antyder selv, at hun på flere måder er anderledes end Inger Støjberg. Lose skriver blandt andet, at hun ønsker at "redefinere næstformandsposten".

"Hvis Venstres medlemmer vælger mig som næstformand, er det min hensigt, at koncentrere mig om at arbejde aktivt og engageret på de indre linjer i vores parti med både organisation og politik, og så vil jeg overlade til Formanden og Folketingsgruppen at tegne Venstres politiske linje i medierne," lyder det i facebookopslaget.

 

Kære alle Jeg har besluttet mig for at stille op til posten som næstformand i Venstre. Modsat tidligere næstformænd...

Slået op af Stephanie LoseTorsdag den 7. januar 2021

 

Allerede i 2019, da det såkaldte formandskab i Venstre bestående af daværende formand Lars Løkke Rasmussen og daværende næstformand Kristian Jensen stod for fald, blev Stephanie Lose nævnt som en mulig ny nummer to i Venstre, og hun spillede en central rolle i partiets endelige opgør med Løkke.

I den anledning tegnede Altinget et større portræt. Læs eller genlæs det her:

"Min natur er at skære ind til benet med det samme": Mød kvinden, Wammen og Løkke skal tackle

Wilbek dropper kandidatur
Ingen andre kandidater har endnu officielt meldt sig til næstformandsposten.

Viborgs borgmester Ulrik Wilbek sagde onsdag til Viborg Stifts Folkeblad, at han har fået mange opfordringer om at stille op, og at han ville overveje det. Men efter Stephanie Loses melding, dropper han det.

"Jeg vil ikke i et kampvalg. Det vil være dårligt for partiet, så det gør jeg ikke," siger han til Tv Midtvest.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell, ser Stephanie Lose nærmest ud til at være valgt på forhånd.

"Hun stiller de andre skakmat ved at melde sig på nuværende tidspunkt. Dybest set er hun allerede valgt, før andre kan melde sig på banen," siger han til Ritzau ifølge Berlingske.

 

Flere partifæller har da også hurtigt været ude og bakke Stephanie Loses kandidatur op. Det gælder blandt andre Martin Geertsen, Marie Bjerre og tidligere næstformand Kristian Jensen.

 

Læs også

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stephanie Lose

Økonomiminister (V), næstformand for Venstre
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2006)

Ulrik Wilbek

Borgmester (V), Viborg Kommune, formand, KL's Socialudvalg, formand, Midtjyllands lufthavn
skolelærer

0:000:00