Sundhedsøkonom: KL taler sundheds­udgifterne op

DEBAT: KL forsøger i interessevaretagelsens navn at vise, at stigende sundhedsudgifter angiveligt rammer andre kommunale velfærdsområder. Men følgeslutningen blafrer i vinden, skriver sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen.

Af Kjeld Møller Pedersen
Professor i sundhedsøkonomi og -politik, Syddansk Universitet

En ny opgørelse af de kommunale sundhedsudgifter i KL's nyhedsbrev Momentum viser endnu en gang, at Danmarks Statistiks nationalregnskabsbaserede opgørelsesmetode slører mere, end den afslører.

Den viser også, at definitionen af kommunale sundhedsudgifter er uklar. Opgørelsen peger klart på, at der er behov for en mere retvisende og sproglig forståelig opgørelse af de danske sundhedsudgifter.

"En ny Momentum-analyse viser, at kommunernes årlige udgifter til sundhed er steget fra 39,8 milliarder kroner i 2007 til 44,1 milliarder kroner i 2018-priser, hvilket er en stigning på 10,7 procent."

KL's ærinde er naturligvis i interessevaretagelsens navn at vise, at stigningen angiveligt går ud over andre kommunale velfærdsområder og er mindre end stigningen i de regionale sundhedsudgifter. Spørgsmålet om, hvad der er følgeslutningen, blafrer i vinden.

Artiklen i Momentum er baseret på den for almindelige mennesker – og for den sags også eksperter – svært gennemskuelige opgørelsesmetode i nationalregnskabet og skelner ikke mellem de forskellige komponenter i "sundhedsudgifterne", som måske dårligt nok kendes i KL, og giver dermed ingen brugbar information.

Dette er ikke en kritik af KL's opgørelse, men af en utilstrækkelig offentligt tilgængelig opgørelse af sundhedsudgifterne.  

To hovedkomponenter
Opgørelsen har to hovedkomponenter. Den første er, hvad man traditionelt forstår ved kommunale sundhedsudgifter såsom hjemmesygepleje, genoptræning, kommunal tandpleje og sundhedspleje, mens den anden komponent drejer sig om en (uklar) andel af de kommunale ældreudgifter.

Det er for praktiske formål næsten umuligt at få klarhed over beregningen af de kommunale ældreudgifter, der medregnes som sundhedsudgifter. I 1999 begyndte man at medtage nogle af ældreudgifterne som sundhedsudgifter for at stå bedre ved internationale OECD-sammenligninger.

Det løftede da også sundhedsudgifternes andel af bruttonationalproduktet med 1,5 procentpoint, men siden har der været uklarhed om, hvordan man præcist beregnede ældrekomponenten og begrundelsen herfor.

Ser man på Momentum-tallene for samlede sundhedsudgifter, inklusiv ældreandelen, drejede det sig i 2007 og 2018 om henholdsvis 39,8 og 44,1 milliarder kroner i 2018-priser.

Laver man en grov beregning af de egentlige kommunale sundhedsudgifter i 2018-priser, jævnfør teksten under nedenstående figur, og trækker dem fra disse beløb, viser det sig, at omkring 31,4 og 30,7 milliarder kroner i 2007 og 2018 var "ældreudgifter".

Eller sagt på en anden måde: De egentlige sundhedsudgifter udgør omkring 30 procent af de "samlede kommunale sundhedsudgifter".

Stigningstakt i kommuner og regioners udgifter
Figuren nedenfor viser den årlige stigningstakt i de regionale og kommunale sundhedsudgifter – for kommunernes vedkommende uden ældreandelen. Den anvendte afgrænsning af de egentlige kommunale sundhedsudgifter fremgår under figuren.

Vækstraterne skal tolkes med forsigtighed. Dels fordi de blandt andet ikke indfanger produktivitetskrav, for eksempel to procent til sygehusene, dels indfanger de heller ikke, hvad der driver væksten. 

Den overordnede demografiske udvikling er i sagens natur den samme i de to sektorer og kan derfor næppe være en hovedforklaring. 

I regionerne kan man opgøre aktivitetsvæksten, for eksempel antal indlæggelser, antal ambulatoriebesøg eller antal konsultationer hos praktiserende læger, mens aktivitetsopgørelsen i de kommunale sundhedstilbud er meget ufuldstændig som for eksempel antal besøg af hjemmesygeplejerske. Derfor kan man heller ikke afgøre, om forskelle i aktiviteten er en del af forklaringen.

Det kan i sagens natur ikke afgøres, om væksten i de egentlige sundhedsudgifter "æder" andre dele af kommunernes velfærdsområder. 

Budgetloven indførte jo budgetlofter. Ét samlet kommunalt udgiftsloft, der fastsætter en øvre grænse for de kommunale nettodriftsudgifter til service, altså inklusive de kommunale sundhedsopgaver og ældreområdet. Grundideen må være, at det så er op til kommunerne at prioritere inden for dette budgetloft.

Der er to særskilte dellofter på det regionale område. Henholdsvis et regionalt delloft for sundhedsområdet, der fastsætter en øvre grænse for de regionale nettodriftsudgifter til sundhedsområdet, og et regionalt delloft for udviklingsopgaver.

Hvis man er bange for, at de kommunale sundhedsudgifter "tager" fra andre velfærdsområder, kunne man jo overveje et særskilt budgetloft for sundhedsudgifter, som dog forudsætter definitorisk klarhed.

Forrige artikel We Do Democracy: Gå fra borgerind­dragelse til kommuneinddragelse We Do Democracy: Gå fra borgerind­dragelse til kommuneinddragelse Næste artikel Forsker: Mennesker med handicap er blevet en handelsvare Forsker: Mennesker med handicap er blevet en handelsvare
Wammen før slutspil om udligning: Venstre får ikke vetoret 

Wammen før slutspil om udligning: Venstre får ikke vetoret 

KOMMUNER: Nu begynder de reelle forhandlinger om et nyt system for fordeling af penge mellem rige og fattige kommuner. Regeringen er glad for, at V-formand Jakob Ellemann-Jensen er “stemplet ind”, sagde finansminister Nicolai Wammen (S) fredag.