Sverige og Finland vælger anden dagpengevej end Danmark

Af Morten Kaspersen
- formand for AK-Samvirke

Det har nok ikke forbigået manges opmærksomhed, at vi har fået en dagpengereform i Danmark. Hvis hukommelsen alligevel skulle svigte, vidner næsten 30.000 ledige uden dagpenge her i 2013 om den brutalitet, halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af genoptjeningskravet er rullet ind over arbejdsmarkedet på.

Oven i købet viser en ny prognose fra AK-Samvirke, at yderligere 15.000 ledige er i farezonen for at miste dagpengene i de kommende 12 måneder.

Dagpengereformen er uden sammenligning den mest ubarmhjertige reform, der er blevet gennemført i nyere tid. Specielt fordi de tal, der lå til grund for reformen, siden viste sig at være så himmelråbende forkerte, at beslutningen om at gennemføre reformen er grænsende til magtmisbrug.

Men Danmark er ikke det eneste land i Norden, hvor man har gennemført reformer på beskæftigelsesområdet. Både i Finland og i Sverige har man gennemført betydelige ændringer i de seneste år.

Differentieret medlemsskab i Sverige
I Sverige gjorde man det dyrere at være medlem af en a-kasse i 2007, og samtidig differentierede man a-kassekontingentet, så det man skulle betale var afhængigt af ledigheden i ens branche.

Vi står ret alene med opfattelsen af, at jo mere surt vi gør livet for de ledige, jo hurtigere får vi dem i arbejde igen. Men som samfund gør vi det altså ikke lettere at komme ind på arbejdsmarkedet igen, hvis vi starter med at banke de ledige så langt ned i rendestenens søle, at de knap nok kan komme op over kantstenen igen.

Morten Kaspersen
AK-Samvirke

Konsekvensen viste sig at være uhyggelig: På ét år meldte 500.000 svenskere sig ud af a-kassen.

Det har fået svenskerne i tænkeboks, fordi man har kunnet konstatere, at modellen, man indførte, havde for store negative konsekvenser. Af samme grund vil svenskerne fra årsskiftet sandsynligvis afskaffe det differentierede medlemskab igen.

Ligesom i Danmark er kompensationsgraden i Finland de seneste år faldet. I Danmark betyder det, at når en metalarbejder går på dagpenge, får han ca. 56 procent af sin løn i dagpenge, og for f.eks. en økonom er kompensationsgraden helt nede på 38 procent.

I Finland har man vurderet, at det på sigt ikke er en holdbar udvikling, fordi kompensationsgraden risikerer at blive så lille, at finnerne vælger ikke at forsikre sig i en a-kasse. Så i stedet for at gøre som mange danske politikere og blive ved med at skære i de offentlige ydelser under mantraet, at de skal kunne betale sig at arbejde, er man gået i stik modsat retning i Finland.

Her satte en bred samlingsregering dagpengesatsens grundbeløb op med det, der svarer til godt 900 kr. om måneden. Dels for at følge den almindelige lønregulering, men dels ønskede man politisk også at gøre noget ved den stigende ulighed, som voksede mellem ledige og arbejdende.

26 ugers genoptjeningskrav i Finland
Hvor man i Danmark besluttede at fordoble genoptjeningskravet fra et halvt til et helt år, arbejder man i Finland netop nu på at forkorte kravet til, hvor meget man skal arbejde for at optjene retten til dagpenge. Konkret vil man forkorte kravet fra 34 uger til 26 uger.

Dermed står Danmark tilbage med et krav på 1924 timer, hvor man i Sverige skal arbejde 480 timer, og hvis det går som forventet i Finland, lander finnerne på et krav om 468 timers arbejde. I direkte sammenligning skal ledige i Danmark dermed arbejde tre gange så lang tid, som ledige skal i Sverige og Finland, før de igen kan få dagpenge.

Skulle en finne være så uheldig at miste dagpengene, kan hun få såkaldt Arbetsmarknadsstöd. Før 2013 kunne man få ydelsen i 180 dage, og herefter kun hvis ens eventuelle partner ikke havde for høj en indkomst. Den regel blev dog fjernet 1. januar 2013, og nu er der ingen grænse for, hvor længe man kan modtage denne ydelse.

Også i Sverige kan ledige få Aktivitetsstöd, hvis de opbruger dagpengeretten, og ligesom i Finland er ydelsen ubegrænset i længde og uafhængig af ægtefællens indkomst.

Summa summarum: Danmark er på vej i stik modsat retning end to af de lande, vi altid ynder at sammenligne os med. Men hvorfor?

Fordi svaret er indlysende: Man vil et samfund, der er kendetegnet ved større lighed og ikke ulighed. Man har indset, at der ikke kommer andet end yderligere forarmelse ud af at svinge pisken over de ledige ved at tage ydelser fra dem og gøre det sværere at få dem igen.

Man kunne så formastes til at tro, at der ville være mange langtidsledige i Finland og Sverige, fordi man kan modtage en ydelse i ubegrænset tid. Men sådan forholder det sig ikke - tværtimod. Ifølge de nyeste tal er der lige under 2 procent langtidsledige i Danmark. I Finland er der 1,6 procent, og i Sverige er langtidsledigheden nede på 1,5 procent.

Ledighed er selvforskyldt i Danmark
I Danmark er det at blive fyret og stå uden arbejde efterhånden blevet dit eget problem. Det er din egen skyld, og opfattelsen er efterhånden, at de ledige faktisk ikke rigtig gider at arbejde.

Derfor skal vi piske de ledige i arbejde igen, og det gør vi ved at presse dem, sætte ydelserne ned og generelt gøre det så nedværdigende som muligt at være ledig.

Sverige og Finland viser, at vi står ret alene med opfattelsen af, at jo mere surt vi gør livet for de ledige, jo hurtigere får vi dem i arbejde igen. Men som samfund gør vi det altså ikke lettere at komme ind på arbejdsmarkedet igen, hvis vi starter med at banke de ledige så langt ned i rendestenens søle, at de knap nok kan komme op over kantstenen igen.

Tværtimod skal alle have mulighed for at klare en kortere eller længere periode med ledighed, uden at man behøver at se sit liv gå i opløsning, fordi at maskerne i det sikkerhedsnet, der egentlig skulle have reddet dig er blevet så store, at du falder igennem.