Thulesen Dahl: Minimumsnormeringer til børnene kan gå ud over de ældre

SOMMERGRUPPEMØDE: Dansk Folkeparti vil have minimumsnormeringer i ældreplejen for at undgå, at kommunerne flytter ressourcer fra de ældre for at leve op til de nye krav på børneområdet. Argumentet holder delvist, vurderer ekspert.

En værdig ældrepleje kan  kun sikres ved at indføre minimomsnormeringer på ældreområdet, mener Dansk Folkeparti. 
En værdig ældrepleje kan  kun sikres ved at indføre minimomsnormeringer på ældreområdet, mener Dansk Folkeparti. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Minimumsnormeringer på børneområdet risikerer at blive finansieret med penge, som ellers var blevet brugt i kommunernes ældrepleje. Det vil gøre det vanskeligere at rekruttere flere medarbejdere for at forbedre forholdene på landets plejehjem.  

Det mener Dansk Folkeparti, som fra partiets sommergruppemøde i Sønderborg nu foreslår at indføre en tilsvarende ordning på ældreområdet.  

”Når regeringen og dens flertal nu har lavet minimumsnormeringer på børneområdet – og det ruller de jo ud i de her år – så vil det have en risiko for at kannibalisere de ressourcer, der i kommunerne ellers er til de ældre,” sagde Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der over for det fremmødte pressekorps var flankeret af gruppeformand Peter Skaarup.  

For når kommunerne skal finde pengene til et lovkrav om minimumsnormeringer på børneområdet, er det nærliggende at skele til ældreområdet, påpegede Kristian Thulesen Dahl. 

”Det er klart, at hvis man sidder som kommune og skal have enderne til at nå sammen og synes, det er svært, og de har nogle lovfæstede krav på børneområdet, så er det snublende nært for nogle kommunalpolitikere at tage nogle penge fra ældreområdet og bruge dem på det lovmæssige krav på børneområdet.”  

En værdig ældrepleje kan derfor kun sikres ved at indføre en tilsvarende model på ældreområdet for at holde styr på, hvordan ressourcerne bliver fordelt, fastslog Kristian Thulesen Dahl.  

Læs også

Fører ikke til generelt dårligere ældrepleje
Men selv om nye krav til minimumsnormeringer på børneområdet vil kunne presse enkelte kommuner til at finde pengene på ældreområdet, vil det i gennemsnit ikke føre til dårligere vilkår i den kommunale ældrepleje, vurderer professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, Bent Greve.  

Der kan ifølge professoren være nogle kommuner, der har væsentligt flere børn end gennemsnittet, og hvor lovpligtige minimumsnormeringerne koster mere end de ekstra penge, de får fra staten til at indføre dem. Og for de kommuner vil der være en risiko for at det finansieres med penge fra ældreområdet, vurderer han. 

"Men omvendt vil der også være kommuner, der bliver overkompenseret på børneområdet. De vil dermed have flere penge, som de eksempelvis kan bruge på ældreområdet, og i gennemsnit vil det derfor ikke svække kvaliteten af den kommunale ældrepleje, selvom nogle kommuner kan føle sig presset,” siger han. 

Bør ikke afvise finansierings-forslag 
DF-formanden gjorde det også klart, at partiet er åbne for at stemme for Socialdemokratiets plan om tidlig tilbagetrækning for nedslidte på arbejdsmarkedet, så længe det finansieres gennem udlændingestramninger.  

I sidste uge kom Kristian Thulesen Dahl i Jyllands-Posten med en række krav om udlændingestramninger, som regeringen skal levere, hvis den skal gøre sig forhåbninger om at få tidlig pension gennemført med DF-stemmer.  

Dansk Folkeparti vil nemlig have flere flygtninge hjemsendt til blandt andet Syrien, hvor forholdene ifølge Flygtningenævnet i visse områder gør det muligt. Partiet vil også skære i ydelserne til udlændinge i Danmark, indføre et årligt loft over antallet af ikkevestlige indvandrere samt have optjeningsprincipper på flere offentlige ydelser. 

Både Enhedslisten og SF, som også bakker op om regeringens tanker om tidligere tilbagetrækning, forholder sig kritisk til kravene.  

"Vi kommer aldrig til at lægge navn til udlændingestramninger som betingelse for at gennemføre en ny pensionsordning,” sagde Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Jette Gottlieb, efterfølgende til Altinget.  

Men ingen partier bør på forhånd afvise bud på finansieringen af pensionsordningen, som ifølge Dansk Folkeparti bliver betydeligt dyrere end de tre milliarder, som regeringen lægger op til, lød det fra Kristian Thulesen Dahl.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00