Debat

Tidligere embedsmand: Tænk nu over, hvorfor byrødder og embedsmænd har samarbejds­problemer

DEBAT: Drop den naive forestilling om den altid upartiske og loyale embedsmand, der samarbejder med den idealistiske politiker, som altid er klar til at tage ansvar, skriver Karsten Bo Larsen.

Embedsmænd har i en række sager særinteresser som gruppe, skriver Cepos' forskningschef.
Embedsmænd har i en række sager særinteresser som gruppe, skriver Cepos' forskningschef.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karsten Bo Larsen
Tidligere embedsmand i Finansministeriet og Justitsministeriet og nuværende forskningschef i Cepos

Debatten om magtbalancen mellem embedsmænd og kommunalpolitikere i Altinget har haft den svaghed, at ingen af deltagerne har gjort sig mere grundlæggende overvejelser om, hvorfor der kan opstå samarbejdsproblemer mellem forvaltningen og det politiske niveau.

Eksempelvis mener nogle af debattørerne, at politikerne bare er slappe og mangler kompetencer. Andre mener, at embedsmændene bare ikke er tilstrækkeligt lydhøre.

Der er tilsvarende flere bud på hurtige nemme løsninger – eksempelvis flere mødefora, bedre samarbejde, mere uddannelse af politikere i administration og kommunaløkonomi samt serviceeftersyn af kommunalt selvstyre.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Ingen af disse løsningsforslag vil dog kunne løse det grundlæggende problem, der består i, at embedsmænd i en række sager også har særinteresser som gruppe. Ydermere er det altid embedsmændene, der vil have den største faglige viden om problemernes omfang og de bedste forudsætninger for at komme med forslag til mulige løsninger.

Dette gælder i særlig grad i kommunerne, hvor politik er en fritidsbeskæftigelse for lægmænd, der bliver understøttet af en højt specialiseret forvaltning.

Lettere karikeret kan man få folk til at vælge næsten hvad som helst, hvis bare man opstiller alternativer, der forekommer værre at vælge – ved valget mellem pisk og halshugning vil de fleste nok trods alt vælge det første.

Karsten Bo Larsen
Tidligere embedsmand i Finansministeriet og Justitsministeriet og nuværende forskningschef i Cepos

Forvaltningen vil undgå besparelser
Et af de bedste eksempler på et område, hvor embedsværket har selvstændige interesser er fastlæggelsen af det kommunale budget.

Her vil forvaltningen have en klar interesse i at undgå besparelser. Det kan både skyldes, at det giver prestige at have mange medarbejdere, og at et stort budget kan give kommunalt ansatte bedre arbejdsvilkår.

Endvidere kan gennemførelsen af effektiviseringer være en særlig risikofyldt udfordring for forvaltningen, da det ikke altid er ukompliceret at implementere en effektivisering.

Hvis effektiviseringen ydermere skal indhøstes som en besparelse – borgerne skal have den samme service for færre midler – vil der være risiko for, at borgerne ligefrem får dårligere service, hvis implementeringen af effektiviseringstiltagene ikke lykkes.

Ansvaret herfor vil i givet fald skulle placeres hos enten politikerne for en dum beslutning eller hos embedsværket for en dårlig implementering, og da borgmester og byrådet er den øverste myndighed i kommunen, peger pilen nok i særdeleshed på embedsmændene.

Kan påvirke beslutningerne
Embedsmændene kan naturligvis ikke tillade sig at være åbenlyst imod politikernes ønsker, men de vil alligevel have gode muligheder for at påvirke beslutningsprocessen, da de har større indsigt i de faglige områder, og derfor må politikerne nødvendigvis støtte sig til deres vurderinger af muligheden for at gennemføre effektiviseringer – herunder fordele, ulemper og risici.

Desuden er det i høj grad ofte embedsmændene, der i beslutningsoplæg beskriver, hvilke muligheder politikerne kan vælge imellem, hvilket giver yderligere muligheder for at påvirke den endelige beslutning.

Lettere karikeret kan man få folk til at vælge næsten hvad som helst, hvis bare man opstiller alternativer, der forekommer værre at vælge – ved valget mellem pisk og halshugning vil de fleste nok trods alt vælge det første.

Læs også

Svært at vurdere skævvridningen
Det vil således – uden at lyve – altid være muligt for forvaltningen gennem valget af faglige vurderingskriterier, vægtning af risikofaktorer, beskrivelse af alternativer at påvirke fremstillingen af en sag, så den – indenfor de almindelige krav til sandhed og faglighed – peger mest muligt i retning af den beslutning, som forvaltningen ønsker.

Det vil trods alt for langt de fleste være svært at forestille sig, at en kommunal embedsmand selv foreslår, at man gennemfører effektiviseringer, der indebærer at vedkommendes stilling nedlægges, og han/hun bliver fyret – også selvom dette objektivt set er den rigtige løsning.

Det vil i øvrigt altid være meget vanskeligt for eksterne parter at fastslå, hvor meget en forvaltnings sagsfremstilling skævvrides i den ene eller den anden retning, da det er forvaltningen selv, der har den største indsigt i sagen.

Embedsmænd og politikere er bare mennesker
Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at ovenstående problemer med interessekonflikter kombineret med forskelle i vidensniveau imellem centrale aktører ikke er unikke for kommunerne eller den offentlige sektor i det hele taget.

Man kan således finde tilsvarende problemer i større virksomhed i forholdet mellem direktionen og ejerne repræsenteret ved bestyrelsen, hvilket også er behandlet indgående i forskningen.

Den store forskel er, at virksomheder – i modsætning til offentlige institutioner – agerer på et marked, hvilket giver andre muligheder for løsninger på dette problem.

Egne interesser præger folk i politik
Mit ærinde er således ikke at pege fingre ad nogen, men nærmere at opfordre til, at man dropper den naive forestilling om den altid fuldkommen upartiske loyale embedsmand, der arbejder sammen med den idealistiske politiker, der altid er klar til at tage ansvar.

Folk, der arbejder i forvaltningen, og folk, der går ind i politik, er mennesker ligesom alle andre, der i deres arbejde vil være præget af, hvad der er deres egen interesse.

Politikere er således heller ikke altid klar til at tage ansvaret for løsningen af problemer, der er vanskelige at håndtere, fordi de ikke har en entydig god og rigtig løsning.

I disse tilfælde kan forvaltningen opleve, at det politiske niveau i stedet gerne vil overlade de ubehagelige beslutninger til forvaltningen, der efter bedste evne vil værge for sig.

Ud over at være grundigt beskrevet i den samfundsvidenskabelige forskning stemmer ovenstående udfordringer i forhold til politikeres og embedsmænds adfærd i øvrigt fuldstændig overens med mine egne oplevelser i de cirka 20 år, hvor jeg selv var embedsmand.

En mulig løsning
Det bedste og reelt set eneste middel til for alvor at udfordre embedsværkets informations- og rådgivningsmonopol er øget konkurrence.

Dette kan etableres ved, at kommunerne i højere grad anvender private leverandører af velfærdsydelser, samtidig med at kommunerne lader pengene følge borgerne, så de frit kan vælge mellem de løsninger, der bliver udbudt af henholdsvis de private og de offentlige leverandører.  

Dermed kan der etableres en konkurrence mellem leverandørerne, om at levere de ydelser, der bedst tilfredsstiller borgernes behov. Denne konkurrence vil bidrage til at afdække, hvilke løsninger der kan levere mest velfærd til borgerne for de midler, som kommunalpolitikerne har bevilget.

Dermed vil politikerne i langt mindre grad skulle træffe deres beslutninger på baggrund af informationer og rådgivning fra embedsværket. Derfor vil denne løsning uden tvivl støde på stor modstand hos embedsværket, da deres muligheder for at varetage særinteresser bliver reduceret.

Øget konkurrence kan møde modstand
Desuden vil den skitserede løsning med øget konkurrence også indebære, at politikernes rolle i høj grad bliver begrænset til den traditionelle politikeropgave med at foretage allokering – og dermed den for politikere ubehagelige prioritering – mellem de kommunale velfærdsområder.

Det skyldes, at konkurrence bedre og mere effektivt løser den for politikere mere behagelige, sjove og positive opgave med at udvikle løsninger, som giver borgerne mest velfærd for pengene.

Derfor kan det også meget vel tænkes, at løsningen med øget konkurrence og valgfrihed hos borgerne, vil støde på betydelig modstand hos både kommunale politikere og embedsmænd.

Så spørgsmålet er, om ikke både kommunale politikere og embedsmænd i virkeligheden er godt tilfredse med tingenes tilstand. Om borgerne også burde være tilfredse, er straks et helt andet spørgsmål, men vi har nok bare de politikere og embedsmænd, som vi fortjener.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00