Tiltalt byrådsmedlem fundet død i fængslet

DØDSFALD: Kommunalpolitiker i Greve Byråd René Kauland (V), der var tiltalt for drabsforsøg på sin ekskæreste, er fundet død i sin celle i Slagelse Arresthus. 

Retsmødet angående tiltalen mod René Kauland (V) er aflyst, da den tiltalte kommunalpolitiker er fundet død i politiets varetægt. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Venstrepolitiker og byrådsmedlem i Greve Kommune René Kaulund var tiltalt for drabsforsøg på sin ekskæreste samt grov vold mod ekskærestens datter i maj 2018.  

Det første retsmøde skulle have været afholdt ved Retten i Roskilde onsdag, men kort før mødet skulle begynde, blev det aflyst.

De pårørende samt parterne i straffesagen er underrettet om dødsfaldet. 

Politiet skriver ligeledes i pressemeddelelsen, at Anklagemyndigheden har aflyst de kommende retsdage. 

René Kaulund har været medlem af Greve Byråd siden 2017.

Kommunens borgmester Pernille Beckmann (V) har kort tid efter nyheden om dødsfaldet udsendt en kommentar på Facebook.

René Kaulund blev 41 år og var uddannet økonom fra Københavns Universitet. Han fik 353 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017, hvor han desuden kom til at sidde i Skole- og Børneudvalget. 

Forrige artikel Alternativet er ude af forhandlingerne om sundhedsreformen Alternativet er ude af forhandlingerne om sundhedsreformen Næste artikel V om færre ældretilbud: Man bliver ikke et socialt tilfælde, fordi man fylder 65 V om færre ældretilbud: Man bliver ikke et socialt tilfælde, fordi man fylder 65