Valget blev de gamle partiers hævn

HISTORIER OM valg bliver altid skrevet på forhånd.

I mangel af bedre bliver de skrevet ud fra de tendenser, vi allerede kender. Og når det gælder kommunalvalg, bliver historien også ofte skrevet med Christiansborg som udgangspunkt.

Denne gang blev valget oven i købet skrevet ind i den globale tendens, der kort sagt handler om opbrud, protest og opgør med gamle. Det hed sig, at Dansk Folkeparti ville erobre borgmesterposter. At Socialdemokratiet ville få en rød-grøn øretæve i København og at Konservative og Radikale ville blive de store tabere.

Et markant flertal af danskerne har stemt for det stabile og velkendte.

Jakob Nielsen
Chefredaktør

I DAG KAN vi se, at den historie var forkert. Der var ikke noget opgør med eliten.

Ikke noget oprør med Socialdemokratiets 79 år lange monopol på magten i København.

Ikke noget opråb fra ‘det gule Danmark’, som alle talte om efter sidste folketingsvalg.

Jo, det lykkedes for Nye Borgerlige at få valgt ét medlem ind i byrådet i Hillerød, og det lykkedes for Alternativet at skubbe Dansk Folkeparti ud af borgmesterkontoret i København. Og der blev flyttet kosmetisk rundt på nogle borgmesterposter ude i landet.

Men i det store hele var kommunalvalget de gamle partiers triumf. Og de lokales triumf. 

MED EN STEMMEPROCENT, der lige kneb sig op over 70 procent, var det ikke en gang, fordi danskerne var ligeglade. Tværtimod: de stod i kø, lige til valgstederne lukkede for at deltage i demokratiets aften, som Danmarks Radio lidt (selv-)højtideligt kalder det.

Apropos Danmarks Radio: i en tid med heftig debat om sociale medier, kulørt journalistik og clickbait høstede den pressede statsradiofoni en sjælden sejr ved at flytte valgdækningen ud i landet.

I stedet for et studie fuld af de vanlige politiske analytikere havde DR valgt at bruge de regionale DR-stationers kompetente folk til at udlægge teksten i hvert deres nærområde.

Det var en hårdt tiltrængt magtdemonstration fra DR, inden regeringen snart indleder forhandlinger om et nyt medieforlig.

PÅ DEN POLITISKE scene vandt Socialdemokratiet valget.

Frank Jensen forsvarede suverænt juvelen i kronen, overborgmesterposten i København. Partiet fastholdt magten i Aarhus, Odense og Aalborg – og vandt Slagelse, Køge, Randers og Region Sjælland tilbage.

Og som Erik Holstein påpeger i sin analyse, er det særdeles udmærket for et europæisk socialdemokratisk parti at komme ud af et valg med næsten 33 procent af stemmerne.

Dermed blev valget også et nederlag til Venstre, men partiet fik dog 23 procent af stemmerne og enkelte triumfer, først og fremmest i Viborg.

Mest bemærkelsesværdigt er imidlertid det blå bånd af jyske kommuner, der spreder sig helt fra Tønder og Aabenraa i syd til Brønderslev og Jammerbugt i Nord. Det er et markant tegn på, at det ikke var et permanent jordskred, da Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i 2015 farvede store dele af udkantsdanmark gult.

Venstre lever stadig, og de to store magtpartier i Danmark fik tilsammen 55 procent af stemmerne.

SAMTIDIG BLEV Konservative landets tredjestørste parti med samme antal stemmer som DF, men med et langt bedre udbytte i form af borgmesterposter. Gentofte, Frederiksberg, Vallensbæk og Helsingør er fortsat konservative. Liberal Alliance hørte ingen noget til.

Radikale gik lidt frem målt i antal valgte byrødder og forsvarede en enkelt borgmesterpost i Rebild. Partiet bevarer også sin borgmesterpost i København trods den totale nedsmeltning, hvor spidskandidaten måtte gå få uger før valget.

To steder i landet – i Dragør og i Guldborgsund – lykkedes det for lokale lister at blive størst. Men igen er det ikke udtryk for nogen særlig oprørstrang; i begge kommuner er der tale om lister, som har arbejdet benhårdt og seriøst de seneste fire år, og som nu høster frugten af det arbejde.

LIGE SÅ VEL som man ikke kan bruge de landspolitiske tendenser til at forudse lokale valg, så skal man være forsigtig med at bruge tirsdagens valgresultat til at forudskikke det næste folketingsvalg.

Men for de fire gamle partier – der på hver deres måde er og har været under voldsomt pres gennem de seneste to årtier – må det indgyde ny energi at opleve et valg, hvor et markant flertal af danskerne har stemt for det stabile og det velkendte, mens populister, oprørere og outsidere er blevet henvist til at spille sekundære roller.

Måske er det bare fordi de gamle partier gør det godt ude i landet. Men måske er vælgerne også begyndt at gå kontra på den antielitære bølge, som man anede konturerne af ved sidste folketingsvalg, og som i løbet af det seneste år har rystet både USA og Storbritannien.

Valget blev i hvert fald de gamle partier hævn.