Vermund til blå blok: “Man skal ikke lytte til det intolerante mindretal på Twitter”

Regeringen og blå blok svigter, når de ikke vil føre en strammere udlændingepolitik, selvom de har erkendt problemerne med indvandringen, sagde Pernille Vermund, da hun lørdag talte ved Nye Borgerliges årsmøde i Vejle. Partierne har et sharia-agtigt forhold til de internationale konventioner og er desuden for bange for et intolerant mindretal i "Twitter-segmentet", lød det. 

"Man skal ikke lytte til det intolerante mindretal på Twitter, der forsøger at sætte sig på de rigtige meninger," lød det fra Pernille Vermund. 
"Man skal ikke lytte til det intolerante mindretal på Twitter, der forsøger at sætte sig på de rigtige meninger," lød det fra Pernille Vermund. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Daniel Bue LauritzenPeter Ingemann Nielsen

I sidste weekend kom Thisted Bryghus ud i ikke bare én, men to regulære shitstorme på de sociale medier.

Her var en vigtig lærdom - ikke bare for mikrobryggerier eller eksperter i branding på sociale medier - men også for hele det borgerlige Danmark, mener Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige.

“Det borgerlige Danmark kan lære, at man skal lytte til danskerne. Man skal ikke lytte til det intolerante mindretal på Twitter, der forsøger at sætte sig på de rigtige meninger og kynisk udskammer folk med andre holdninger. Det skal stoppes,” sagde hun, da hun lørdag formiddag talte til partiets årsmøde i Vejle.

Nye Borgerlige

Nye Borgerlige blev stiftet i oktober 2015 af Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, der i dag er henholdsvis formand og næstformand i partiet.

Partiet var første gang på stemmesedlen ved kommunalvalget i 2017, hvor Nye Borgerlige fik valgt én kandidat. Det skete i Hillerød, hvor Mette Thiesen blev valgt ind i kommunalbestyrelsen. I dag har partiet alligevel i alt otte medlemmer af landets byråd, efter at syv lokalpolitikere er skiftet fra andre partier til Nye Borgerlige.

I 2019 blev partiet testet på den store scene, da Nye Borgerlige gik til sit første folketingsvalg. Her blev fik partiet med 2,4 procent af stemmerne valgt fire kandidater ind i form af Pernille Vermund, Peter Seier Christensen, Mette Thiesen og Lars Boje Mathiesen.

Siden folketingsvalget i 2019 har partiet oplevet markant fremgang i meningsmålingerne. I Altingets snit af meningsmålingerne toppede partiet sin vælgertilslutning i marts 2021, hvor 10,2 procent ifølge målingerne ville stemme på partiet.

Siden er det dog gået en smule tilbage og i snittet for september 2021 stod partiet til 6,5 procent af stemmerne.

Nye Borgerlige har ved det forestående kommunalvalg en ambition om at få valgt ti kandidater ind i byråd og kommunalbestyrelser.

 

Stormen om Thisted Bryghus blev startet af kunder, der i protest mod bryghusets etiketsamarbejde med Nye Borgerlige erklærede et boycot af det nordjyske øl.

Bryggeriets ledelse reagerede prompte ved i et opslag på Facebook at beklage samarbejdet og skrive, at bryggeriet er “partipolitisk uafhængige og tager afstand for enhver form for racisme”.

Men så gik det først helt galt. Bryggeriets beklagelse blev mødt med et endnu større stormvejr. Hvorfor kunne man ikke samarbejde med Nye Borgerlige, når bryggeriet intet problem havde med fortsat at have andre partier som SF eller Socialdemokratiet på kundelisten?

Det hele endte i en uvending og en erklæring om, “at Thisted Bryghus både nu og for fremtiden betjener alle mulige kunder, uanset politisk observans”.

Pernille Vermunds analyse er ikke til at tage fejl af. 

Ligesom bryghuset i det nordjyske efter eget udsagn fejlvurderede situationen, risikerer den samlede blå blok at tage fejl af danskernes egentlige ønsker til udlændingepolitikken, hvis man afviser at stramme ud af frygt for det “højtråbende og kyniske” Twitter-segment, hvor man med Vermunds ord stadig lever i et “fatamorgana om det multikulturelle samfund, hvor alle drikker café latte og kalder hinanden Bro”.

“Det skal vi ikke finde os i længere. Det behøver vi ikke finde os i længere. Danskerne kan sige fra. Det gjorde vi i sidste weekend. Og vi gør det også i dag. Og det er også det, som det borgerlige Danmark skal bide mærke i,” sagde Pernille Vermund.

Vermund-øllen sendte i sidste weekend Thisted Bryghus ud i en dobbeltshitstorm. Udtryk for Twitter-segmentets
Vermund-øllen sendte i sidste weekend Thisted Bryghus ud i en dobbeltshitstorm. Udtryk for Twitter-segmentets "ekstremt tyranniserende" magt, mener Pernille Vermund.  Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

”En dansk form for sharia” 

Partiformanden brugte også sin timelange tale på at fremføre klassiske Nye Borgerlige-paroler om mindre magt til politikerne, skattelettelser, reduktion af offentlig regulering og at få løst udlændingepolitikken fra bunden.

Om sidstnævne tema, der fyldte langt størstedelen af talen, sagde Pernille Vermund blandt andet, at hun vil ”nedbryde konventionernes kultstatus” i Danmark, samt at konventionerne er blevet ”en dansk form for sharia”. 

”Det danske Folketing skal ikke kaste folkestyret under bussen, fordi man har bildt hinanden og sig selv ind, at konventionerne er hellige skrifter. Det er de ikke,” lød det fra hende. 

Samtidig kritiserede hun Dansk Folkeparti og Venstre for ikke at løse udlændingeproblemerne, men i stedet kun at forsinke den negative udvikling i de år, hvor de to borgerlige partier sad på magten. 

Også Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen fik en bredside for ikke at leve op til de løfter, partiet gav i valgkampen i 2019 om asylstop og asyllejr i udlandet. Statsministeren mangler den vilje, hun ellers har udvist på andre områder, lød det. 

”Døde mink i milliontal og langstrakte coronarestriktioner taler et tydeligt sprog om en statsminister, der nok forstår at sætte sin vilje igennem, hvis hun vil,” sagde Vermund. 

Mette Frederiksens usikre taburet 

Tidens mest højaktuelle sag i dansk politik – nedlæggelsen af minkerhvervet og det juridiske efterspil – blev naturligvis også vendt i årsmødetalen. 

”Det er grim magt, når den er grimmest”, sagde Pernille Vermund om regeringen og Mette Frederiksens ageren.  

Nye Borgerlige-partilederen advarede vælgerne om at genvælge den røde regering, fordi sagen vil blive forældet, hvis hun får fire år mere med et flertal, der ikke vil retsforfølge hende. 

”Mette Frederiksens taburet skal væltes næste gang. Det skal vi gøre sammen,” slog hun fast og modtog en stor applaus fra de knap 1.000 fremmødte. 

En granskningskommission undersøger i øjeblikket forløbet omkring regeringens nedlæggelse af minkerhvervet og spørgsmålet om mangel på lovhjemmel. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Vermund

MF (LA), fhv. formand og stifter, Nye Borgerlige
cand.arch. (Kunstakademiets Arkitektskole 2001)

0:000:00