Mindeord: Chefredaktør Søren Christensen (44)

Ord kan være fattige, når følelserne er store. Fredag i sidste uge mistede chefredaktør for Nordjyske, Søren Rosenlund Christensen livet, kun 44 år gammel.

Han døde af komplikationer efter et færdselsuheld, hvor han to dage forinden var blevet kørt ned på sin elskede racercykel. Nyheden bredte sig hurtigt over de sociale medier.

For Tønder-drengen Søren var ikke som mennesker er flest.

Som ganske ung trådte han ind ad JydskeVestkystens fordør på torvet i Tønder. En uge som erhvervspraktikant udviklede sig næsten naturligt til en fast ansættelse som redaktionens sportsmeddeler. Søren elskede at skrive, og han var god til det. En god rubrik og en god talestreg var afgørende. Det stod hurtigt klart, at journalistikken skulle blive hans levevej. Det kunne en kort ansættelse som bankelev heldigvis ikke forhindre.

Det har gennem årene været imponerende at følge Sørens karriere. Altid åben for at gribe de muligheder, der bød sig. Altid nysgerrig og opsøgende, og bedst af alt, altid sig selv.

Det lidt drengeagtige gik jo aldrig helt af ham, uagtet at ansvar og anseelse steg i takt med hans evne til at skrive om og kæmpe for det, han synes var vigtigt.

"En mand med ploven i mulden alle steder. Moderne journalistik og kommunikation hånd i hånd med respekt for en ægte kærlighed til den egn, hvor han var sat i redaktørstolen. Sjældent at opleve i vores tid," skrev tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i et kondolence -opslag.

Rigtig set og flot formuleret.

For Søren var livet fest og farver. Søren Solskin er han blevet kaldt. Men der var også stor empati og tilstedeværelse, når der var behov for det.

Bag ham, ved siden af ham og i flere henseender også foran ham stod Arina, som han mødte som ganske ung, og som han var slemt stolt af.

At være i selskab med Søren og Arina var aldrig kedeligt. Vi er mange, der husker deres forrygende bryllup med mojito-bar, eller Arinas 40 års fødselsdag, hvor Søren i al hemmelighed havde lært sig selv at spille guitar for at overraske alt og alle ved at hylde fødselsdagsbarnet med ungdoms-idolet Michael Falchs kærlighedssang "Du er den eneste i Verden".

Sådan var han, Søren. Altid omfavnende og fuld af overraskelser.

Han nøjes ikke kun med at skrive om sport. På tennisbanen slog han en gedigen forhånd, og i løbeskoene gjorde han en god figur. Men den helt store kærlighed gjaldt cykelsporten. I det lys er det endnu mindre forståeligt, at netop denne store passion i sidste ende kom til at koste ham livet.

Søren kom i sit alt for korte liv vidt omkring og satte spor hos mange, der krydsede hans vej. Hans engagement og optimisme var smittende.

Heldigvis var båndene til barndomsbyen Tønder altid stærke og intakte. Så uanset, hvor i Danmark han befandt sig, og i hvilken redaktørstol han satte sig, så var Tønder stedet, hvor han havde rod. Det var her, hans verden begyndte, og hvortil han altid vendte tilbage for at glæde familien og venner med sit selskab. Og så er det altså også Tønder, hvor der på fredag (14. februar 2020, red.) med bisættelsen i Kristkirken skal tages afsked.

Det bliver svært – og uvirkeligt.

Den 7. februar klokken 17.22 endte et ungt, givtigt og vigtigt liv. Arina mistede sin mand, Frederik og Stian mistede deres far, Tove og Vagn mistede deres søn, Peter og Mette mistede deres bror, og der var mange, der mistede en god ven og inspirator. Jeg er en af dem.

Æret været Sørens minde.

(hentet fra JydskeVestkysten)

Omtale af bisættelsen