Alternativet: Giv kulturen sin autoritet tilbage

Af Rasmus Nordqvist (ALT)
Kulturordfører

Den kulturpolitiske sæson står for døren, og den bør sætte fokus på, hvordan vi giver kunsten og kulturen sin autoritet tilbage, så den får mulighed for at spille en langt mere afgørende rolle i vore samfund.

”Vore”, fordi Danmark – i min optik – bør blive arnestedet for en revitalisering af kunstens og kulturens rolle og derigennem inspirere landene omkring os.

Kunstnere i dagpengereform?
Der er selvfølgelig mange vigtige sager på bordet. For det første kommer dagpengekommissionen snart med deres anbefalinger til en reform. Lige nu tyder intet på, at kommissionen tager særskilt stilling til kunstnernes muligheder – eller mangel på samme – i det nuværende rigide system.

Dermed ser det ikke ud til, at regeringen ad sig selv vil have fokus på, at fremtidens arbejdsmarked rummer kunstnerne og ikke blot taber dem på jorden, fordi mange her opererer med en patchwork-økonomi, hvor der for eksempel kan være kortere perioder med arbejde og kortere perioder uden. Får jeg ret i mine bange anelser, vil jeg gøre mit til at få løftet en seriøs diskussion om emnet i Folketingssalen.

Kultur i hele landet
For det andet bør vi bevæge os videre fra den – til tider – fastlåste diskussion af, hvordan vi får en mere lige fordeling mellem kulturen i hovedstaden og resten af landet. Netop dét emne var gennemgående for de andre deltagende kulturpolitikere ved Kulturmødet på Mors, der på ord sloges indædt om, hvorvidt den eller den anden institution skulle ligge i Hovedstaden eller et andet sted. Det bliver hurtigt lidt perspektivløst, og jeg ser derfor langt flere muligheder i at diskutere, hvordan vi får kunst og kultur i hele landet. Og skal den vision nås, skal vi skabe ordentlige arbejdsforhold på nationalt niveau – for kunstnere i hele landet.

Det kulturelle perspektiv skal præge hele den måde, hvorpå vi forstår vores samfund.

Rasmus Nordqvist (ALT)
Kulturordfører

Og så tilbage til indledningen. Når jeg siger, at kulturen skal have sin autoritet tilbage, så mener jeg hverken, at kulturen skal spændes for erhvervslivets eller andres vogne. Nej, jeg mener derimod, hvordan den for alvor kan skubbe på vores og samfundets udvikling. Det har kunst og kultur potentiale til, hvis blot den indtænkes i langt flere dele af vores samfund, hvorfra den kan invitere til selvkritik, refleksion og nytænkning.

Kultur til udenrigspolitikken
Med andre ord: Det kulturelle perspektiv skal præge hele den måde, hvorpå vi forstår vores samfund. Det være sig byudvikling, erhvervspolitik, uddannelsespolitik, socialpolitik, miljøpolitik og udenrigspolitik. Her skal vi lade os inspirere af alle de gode idéer og metoder, man bruger i andre lande. Her er det især værd at nævne et projekt som kultur på recept, hvor borgere med enten sociale eller sundhedsmæssige udfordringer kan få udskrevet kultur på recept. Vi ved fra andre lande som Sverige, at det virker. Faktisk rigtig godt.

Og konceptet skal bredes ud. Jeg tror, at dets potentiale rækker langt ud over blot social- og sundhedspolitikken. For eksempel skal vi – også i forhold til for eksempel udenrigspolitik – turde gå nye veje. Der er behov for en strategi og en handlingsplan, der står på skuldrene af den nuværende internationaliseringsstrategi, men som er i stand til at tage arbejdet til det næste niveau. Det er vigtigt, at strategien indebærer et reelt – og på sigt også økonomisk – samarbejde mellem ministerierne, de danske ambassader og kulturlivet i Danmark.

Internationaliseringsstrategien skal være båret af et ønske om at bygge bro mellem relevante kulturmiljøer i de pågældende lande og deres sammenlignelige kulturmiljøer i Danmark. Det vil sige, at der er tale om et samarbejdsprojekt, som bygger på en reel kunstnerisk eller kulturel samproduktion mellem danske kunstnere og deres internationale kolleger. Formålet er både faglig kunstnerisk udveksling, men også opbygningen af mellemfolkelige relationer på græsrodsniveau.

Skaber lokale relationer
Især er sidstnævnte et vigtigt område for Udenrigsministeriet, der gennem et sådant initiativ vil kunne opbygge lokale relationer. Relationer, som ikke kun er båret af de officielle diplomatiske kanaler eller lokale institutionelle strukturer. Der vil i stedet være tale om frugtbare tillidsrelationer mellem mennesker, der har arbejdet tæt sammen om konkrete kulturelle og kunstneriske produktioner, og det er præcis den form for forbindelser, Danmark har brug for langt flere af ude i verden.

Kunst- og kulturområdet har længe været nedprioriteret, og derfor er det på tide, at nogle byder ind med visioner og ambitioner. Området skal genopdyrkes som et politisk fokusområde, og som ordfører for kunst og kultur for Alternativet håber jeg på at gøre netop det: At skabe mulighederne for, at kunst og kultur igen bliver til en helt central del af og motor for samfundsudviklingen.