OL-deltager har genantændt heftig kønsdebat: "Medierne bidrager til misinformation"
Ifølge idrætsanalytiker Stanis Elsborg baserer debatten om den olympiske bokser Imane Khelif sig på misinformation og forhastede konklusioner i så høj grad, at den gør stor skade på den offentlige samtale.
Jeppe Højberg Sørensen
Journalist og redaktør"Sagen illustrerer, hvor polariseret den demokratiske samtale, som vi ellers bryster os af i Danmark, er."
Sådan lyder dommen fra Stanis Elsborg, senioranalytiker ved Play the Game, over debatten om den olympiske bokser, Imane Khelif, der har domineret danske og internationale medier siden algerierens sejr over italienske Angela Corina.
Her har kritikere anført, at Den Internationale Olympiske Komité ikke burde have tilladt Imane Khelif og taiwanesiske Ling Yu-ting at stille op i kvindernes turnering.
Folk forivrer sig i en hast, jeg næsten aldrig har set før, til at drage forhastede konklusioner.
Stanis Elsborg
Senioranalytiker, Play the Game
I 2023 udelukkede det internationale bokseforbund, IBA, de to boksere. Ifølge forbundet viste kønstest nemlig, at bokserne ikke lever op til kriterierne for at stille op i kvindekategorien.
Men ifølge Stanis Elsborg har debatten været uskøn:
"Folk forivrer sig i en hast, jeg næsten aldrig har set før, til at drage forhastede konklusioner, men også til at sprede misinformation og forkerte oplysninger," lyder det fra idrætsanalytikeren.
Svømmer i misinformation
Den russiske præsident for Det Internationale Bokseforbund IBA, Umar Kremlev, udtalte efter udelukkelserne til det statsejede russiske nyhedsbureau Tass, at testresultaterne viste, at atleterne har X- og Y-kromosomer.
Netop hvilke tests IBA har udført, hvad de nøjagtigt viser, og hvorvidt de er troværdige, er springende punkter i debatten. Det er samme er diskussionen om, hvorvidt de to har særlige kønslige afvigelser (også kaldet DSD) og har særlige fysiske fordele. Ingen af ovennævnte spørgsmål findes der dokumenterede svar på.
Ifølge Stanis Elsborg har medierne i for høj grad forladt sig på oplysningerne fra IBA, der altså ikke har fremlagt dokumentation:
"Man er fra mediernes side simpelthen alt for ukritiske med, hvor informationerne kommer fra. Man bidrager til misinformationen, når man ukritisk og uden at kildeangive tager Umar Kremlevs ord for gode varer, selv om han står i spidsen for et forbund med en så alvorlig bagage i relation til korruption."
I 2023 besluttede IOC, at man ikke længere ville anerkende IBA's status som internationalt bokseforbund, og senest lød det fra repræsentanter for IOC, at man betragter IBA's tests som illegitime.
Samtidig fremhæver Stanis Elsborg, at det i en lang række artikler og indslag i danske medier fremgår, at Imane Khelif har et for højt indhold af testosteron i kroppen. Et forhold, IBA selv har understreget, at det ikke har testet for.
Idrætsanalytikeren mener derfor, at debatten grundlæggende er foregået på et skævt fundament.
Det har taget meget lang tid at nå ind til substansen, fordi debatten har beroet på faktuelt forkerte oplysninger.
Stanis Elsborg
Senioranalytiker, Play the Game
Skader den offentlige samtale
Er din kritik primært rettet mod medierne eller dem, der har blandet sig i debatten og spredt forkerte påstande?
"Det er en kritik af medierne, forskere, politikere og aktivister."
Er det ikke så vigtig en debat, at den bliver nødt til at blive taget, selv om vidensgrundlaget er mangelfuldt?
"Den er ekstremt vigtig. Men problemet er ikke, at vi diskuterer sagen. Problemet er, at vi ikke ved ret meget. Derfor kan man ikke gå ud med alle mulige synsninger og antagelser. Særligt ikke på et område, der i forvejen er så polariseret."
Ifølge Elsborg er følgerne af den verserende debat store:
"Det har den konsekvens, at den demokratiske samtale er i totalt forfald. Samtidig har det taget meget lang tid at nå ind til substansen. Det synes jeg først begynder at ske nu," lyder det fra Elsborg.