Christian Nissen: Museerne er i en gordisk knude – hug den nu over!

Af Christian S. Nissen
Fhv. generaldirektør, DR

Skiftende kulturministre og kulturordførere samt næsten alle i museumsverdenen har i årevis erkendt, at tilskudsfinansiering af de knapt hundrede statsanerkendte museer er en rodebutik. Et resultat af mange års nærmest tilfældig knopskydning, som samlet set hverken tilgodeser kulturpolitiske mål eller sund fornuft.

Museernes tilskudsordning er en gordisk knude, som skiftende kulturministre og partiernes kulturordførere ikke har kunnet eller vovet at svinge reformsværdet over.

Ikke fordi der mangler viden og løsningsforslag. Der har igennem de senere år været flere fagkyndige udredninger, som har fremlagt løsningsmodeller. Men intet af det er blevet til noget, fordi ingen politiker har kunnet omsætte det til politisk handling. Og det er der en grund til. Den er ikke god (nok), men den er (desværre) realpolitisk til at forstå.

En dans i et nulsumsspil
Hovedproblemet er, at alle reformbestræbelser er en dans i et sindrigt nulsumsspil. Hvis de samlede statslige udgifter på museumsområdet skal holdes konstant – og det har indtil nu været en ubrydelig forudsætning – vil alle de foreslåede løsninger føre til, at de penge, der omfordeles til nogle (nødlidende) museer, skal tages fra nogle andre mere velpolstrede.

Og her er det ovenikøbet sådan, at næsten uanset hvordan man skruer op og ned for de forskellige tildelingskriterier, vil kredsen af potentielt vindende og henholdsvis tabende museer stort set være den samme.

Hvor ville det være godt, hvis minister og ordførere kunne gå videre end til analyser og snak og efter mange års tøven tage sig sammen til også at handle.

Christian S. Nissen

På den ene side de cirka 75 mindre museer, der i gennemsnit får et statstilskud på under fem millioner kroner om året. På den anden side fem større, landskendte museer med betydelige billetindtægter og et årligt tilskud på over 20 millioner kroner.

Bag begge disse to grupper og de resterende knapt tyve museer, der befinder sig mellem yderpunkterne, står der stærke, indflydelsesrige lobbygrupper, som holder hinanden i skak.

Uanset hvilken regeringskonstellation, der kommer med et udspil til en finansieringsreform, vil den møde stærk modstand fra den ene eller den anden lobbygruppe. En modstand, der hidtil ikke har haft svært ved at finde støtte blandt skiftende oppositionspartier. Hele sagen er gået i en handlingslammet baglås.

Det kan man ikke klandre de eksterne, stridende grupper af museumsfolk for. De hypper hver for sig helt legitimt deres museale interesser.

Ansvaret er politisk. Og reelt synes der i denne sag ikke at være uoverstigelige kulturpolitiske kløfter mellem Folketingets partier. Derfor burde en tilstrækkelig stor gruppe af ordførere fra begge politiske blokke påtage sig ansvaret og uden for lobbyisternes søgelys skabe momentum ved at finde sammen i en musketered om en fælles reform.

Nogle vil sikkert anse det for at være i strid med alle traditioner og ligefrem udemokratisk sådan at tilsidesætte velerhvervede (sær-)interesser. Men ret beset må man spørge, om det er bedre at udskyde sagen og lade stå til med småjusteringer på hele det danske museumssystems bekostning?

Hvor meget statslig styring er der brug for?
Når det spørgsmål kan stilles med en vis berettigelse, skyldes det, at finansieringsmodellen og tilskudsbeløbenes størrelse ikke er det eneste problem. Listen er lang, men lad mig blot nævne nogle eksempler.

Hvilken fremtidig status bør den halve snes specialmuseer have? De ligger spredt ud over landet, men er i deres samlinger, formidlingsvirksomhed og besøg i virkeligheden landsdækkende.

Hvor meget statslig styring og kontrol er der egentlig brug for i lyset af de allerfleste museers lokale forankring og det forhold, at langt den største tilskudsfinansiering kommer fra kommunerne?

Ikke desto mindre påhviler der principielt ministeren et ministeransvar for museernes samlede drift. Men udover uforpligtende rådgivning og mild påtale har hun/han ikke rigtig noget at have sit ansvar i.

Den eneste formelle sanktionsmulighed over for de museer, som for eksempel undviger at følge op på Rigsrevisionens påtaler (det er der talrige eksempler på), er at fratage dem statsanerkendelse og tilskud. Et indgreb, der er så kontroversielt, at det kun er blevet foretaget over for et enkelt af de cirka hundrede museer.

Hug nu knuden over
Derfor har det længe været et ministerielt ønske at forkorte "kontrolspændet" ved at fusionere de mange små, lokale museer til nogle færre og "fagligt og ressourcemæssigt bæredygtige museer", som det blev udtrykt i en ministeriel rapport for en halv snes år siden.

Er det den vej, der skal gås? Eller skal man desuden, som flere har foreslået, introducere et fintmasket styringsnet med "performance indicators" som for eksempel besøgstal, forskningspublicering og andre målbare incitamenter efter bedste "new public management" model?

Her er der meget mere end en reform af det statslige tilskud på spil. Det drejer sig mindst lige så meget om hele den danske museumstradition og dens fortsatte faglige forankring og udvikling i det lokale civilsamfund, hvoraf den gennem hundrede år er vokset frem.

Hvor ville det være godt, hvis minister og ordførere kunne gå videre end til analyser og snak og efter mange års tøven kunne tage sig sammen til også at handle. Det er der brug for i stedet for flere udredninger og rapporter.

Hug nu den knude over!