Christian S. Nissen: Fra public service til selfie service

Af Christian S. Nissen
Selvstændig, foredragsholder og tidligere generaldirektør i DR 

Vi har i mere end en forstand vendt kameraet om, så det nu mere bruges til at tage en selvrealiserende ’selfie’ af en forbruger i et marked end til at se os som borgere i et samfunds sociale og kulturelle sammenhænge. 

Christian S. Nissen
Selvstændig, foredragsholder og tidligere generaldirektør i DR

Hvordan kan det egentlig være, at den lille gruppe af lande i det nordvestlige hjørne af Europa, som ligner os mest, alle har offentligt ejede, kollektivt finansierede medievirksomheder (de såkaldte public service-medier) efter nogenlunde samme model som DR?

Hvad er forklaringen på, at de alle har en stærk placering i mediebilledet med det samme brede programudbud, nyheder, oplysende og underholdende udsendelser? Og hvorfor er det netop i disse lande, at de statskontrollerede medier nyder størst redaktionel uafhængighed?

Der er forskelle, javel, men de fortoner sig, hvis man sammenligner med landene i Syd- og Østeuropa, hvor magthaverne sidder på redigeringsretten – og bruger den. Og hvor programindholdet i de statsstyrede medier næsten ikke er til at skelne fra deres markedsdominerende, kommercielle konkurrenter.

Nok er det trukket lidt skarpt op, men fortsætter man ad det spor, er det tankevækkende, at samfundene i de nordvesteuropæiske lande også adskiller sig fra resten af Europa, når det kommer til den politiske kultur og samfundets hele indretning. Noget tyder på, at der er en særlig sammenhæng mellem på den ene side public service-mediernes karakter og rolle og på den anden side de samfund, de virker i.

Public service som massekultur
Forklaringen er, at public service-medierne er skabt og har udviklet sig som en integreret del af industrisamfundets massekultur, som også ligger til grund for det kollektivt finansierede, solidariske velfærdssamfund.

En epoke, hvor ordet ’masse-’ uden panderynken er blevet brugt i sammenhænge som f.eks. massebevægelse, masseproduktion, massekultur – og ja, massemedier, som i snart hundrede år har været det helt centrale kendetegn ved de offentlige medier.

De har været finansieret kollektivt gennem licensen, og de har med det brede programtilbud henvendt sig et massepublikum takket være den særlige sendeteknik, ’broadcast’, dvs. det samme radio- og tv-program sendt på samme tid til alle. Et kommunikativt greb om folket, som indtil de mange kanalers og fjernbetjeningens fremkomst på godt og ondt fostrede folkeligt fællesskab og national identitet. På vej ud af industrisamfundets massekultur er det denne rolle, som nu udfordres.

Nye medier og videnssamfund
Det er ikke digitaliseringen i sig selv og den (valg-) frihed, som tilbydes af de ’nye medier’ med Netflix, YouTube og Spotify, der er den største udfordring for public service medier. Heller ikke, at aviserne er ved at forlade papiret og nu i en overlevelseskamp invaderer det elektroniske mediemarked. Det er blot en yderligere skærpet konkurrence i et mediemarked, som de offentligt ejede medier i de seneste tredive år har klaret sig overraskende godt i.

Nej, den største udfordring kommer fra den nævnte (årsags-)sammenhæng mellem den generelle samfundsudvikling og public service-medier. Vi er på vej ud af industrisamfundets massekultur, både i den måde varer og tjenester produceres på og forbruges. Ordet ’masse-xxx’ har fået en dubiøs klang ligesom ’solidaritet’ og ’kollektivitet’. Vi har i mere end en forstand vendt kameraet om, så det nu mere bruges til at tage en selvrealiserende ’selfie’ af en forbruger i et marked end til at se os som borgere i et samfunds sociale og kulturelle sammenhænge.

Fra public til selfie?
Denne udvikling mod videnssamfundets individorienterede kultur understøttes så af de nye, digitale medier, ganske som det gamle ’broadcast’ betjente industrisamfundets massekultur. De nye mediers interaktivitet og ’on demand’-muligheder giver os en helt ny frihed til at vælge blandt et langt større tilbud af ’services’.

Men hvad sker der med public service, hvis ’public’ mister sin samfundsmæssige betydning og erstattes af ’selfie’? Det er et spørgsmål af en rækkevidde og betydning, som går langt videre end til, hvordan vi tilpasser mediepolitikken og justerer på DRs formål og rolle. Svaret kan heller ikke findes alene inden for en bredere kulturpolitisk ramme. Det drejer sig i virkeligheden om, hvilket samfund vi ønsker at leve i – hvis det begreb stadig skal kunne opleves som relevant i en global verden.