Christina Rosendahl: Gennem pinlighed kan vi skabe ligestilling i kunsten

Af Christina Rosendahl
Formand for Danske Filminstruktører

Vi i filmbranchen synes stadig, vi er kloge, nøgterne og retfærdige, og vi bliver derfor ved med at insistere på, at vi hver især behandler mænd og kvinder lige.

Christina Rosendahl
Danske Filminstruktører

Vi vil alle sammen gå til ekstremer for ikke at tabe ansigt. At undgå pinlighed er en af de helt store drivkræfter i os mennesker.

Når Christian i Vinterbergs ’Festen’ rejser sig og spørger gæsterne, om de helst vil høre den gule eller den grønne tale, så gyser vi over, hvor pinligt det hele nu bliver.

Frank Hvam og kattebakken
Vi elsker, når alle de pæne mennesker pludseligt stivner i betrækket, når Christian ruller barndommens overgreb ud.

Eller når Frank Hvam i ‘Klovn’ sætter sig op i kattebakken i sin kones venindes butik og panik-besørger.

Det er herligt og helt forfærdeligt, og det rammer en urskræk i os alle sammen: Det må bare ikke blive pinligt.

Langt de fleste af os er enige i, at når halvdelen af jordens befolkning er kvinder, så burde vores litteratur, billedkunst, musik og film afspejle det.

De fleste mener, at piger og drenge bør have lige muligheder, og at mænd og kvinder bør få lige løn for lige arbejde.

Kvinder i Cannes og på Orange Scene
Men hvorfor er det så, at kun en eneste kvinde har vundet De Gyldne Palmer, siden Cannes Film Festivalen startede i 1946 – nemlig Jane Campion med ’The Piano’?

Hvorfor har kun en eneste kvindelig artist åbnet orange scene på Roskilde Festival siden 1985 – nemlig Anne Linnet & Marquis de Sade?

Og hvorfor har kun en eneste kvindelig filminstruktør været på forsiden af landets eneste filmmagasin Ekkos 71 forsider – nemlig Susanne Bier?

Pinlig kønsbalance
Jeg tror, forklaringen på den ringe ligestilling i dansk film skal findes i skrækken for pinligheden.

For det er jo pinligt, at kun 18 procent af de danske spillefilm er instrueret af en kvinde, kun 21 procent er skrevet af en kvinde, og kun 33 procent har en kvindelig hovedrolle. Det viser en undersøgelse fra DFI.

Men vi i filmbranchen synes stadig, vi er kloge, nøgterne og retfærdige, og vi bliver derfor ved med at insistere på, at vi hver især behandler mænd og kvinder lige.

Men hvis alle gjorde, som de sagde, så var der ikke noget problem med ligestilling.

Ubevidst diskrimination
Svaret er, at vi alle i høj grad handler ubevidst. Vi tror, vi behandler mænd og kvinder lige, men vi er påvirket af århundreders fortællinger om forskellen på mænd og kvinder, af barselsregler, af mangel på rollemodeller, opmuntring og økonomisk håndsrækning.

Realiteten er, at vi stadigvæk er pinligt ulige på tværs af køn, og udviklingen mod balance går i sneglefart.

Vi hører alle mulige forsøg på forklaringer fra lederskikkelser: ”Vi har bare valgt det bedste band, det bedste manuskript eller den bedste skuespiller til rollen. Helt objektivt.”

Det bedste er ikke objektivt
Men det bedste er ikke en objektiv størrelse, men i allerhøjeste grad præget af køn. Kvinder og mænds kompetencer og potentiale bedømmes forskelligt, og det gælder både, når mænd og kvinder bedømmer.

Vi er lige gode om at skabe ubalance. Det er pinligt, men det er sandt.

Problemet med kvoter er, at de ikke skaber nok pinlighed. De kan helt sikkert forandre et resultat på overfladen, men hvis vi vil skabe varig forandring, skal vi indføre daglige pinagtigheder for mennesker med ansvar. Således kan vi ændre den dybere kultur.

Afrapportering skaber bevidsthed
En idé ville være at indføre afrapportering for ledere som et redskab til at beskrive deres egne valg.

Hvis en filmkonsulent for eksempel blev bedt om at afrapportere, hvilke film vedkommende har tildelt filmstøtte fordelt på køn, så vil denne øvelse skabe bevidsthed og dermed muliggøre forandring.

Et andet greb kunne være, at Det Danske Filminstitut og andre institutioner indførte en målsætning for organisationen omkring kønsdiversitet. Hvis målet ikke nås, ville det være pinligt.

Jeg tror på den form for forandring. Jeg tror, der ligger en stor kraft gemt i angsten for pinligheden, og at den kraft kan vendes om, så den skaber innovation. Jo mere pinligt, jo bedre. Også gerne hos kønsforskere.

Det behøver ikke være så alvorligt det hele. Hvis vi turde lade det hele blive lidt mere pinligt, så kunne vi for alvor skabe forandring.