Debat

DAF: Vi ved for lidt om dem, der leverer kulturen

DEBAT: Der er behov for mere konkret viden om dem, der leverer kulturen. For uden en samlet viden om kunstneres arbejde og produktionsforhold kan vi ikke videreudvikle den kulturelle sektor på en meningsfuld måde. Det skriver formanden for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm.

Foto: Ole Haupt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lena Brostrøm
Formand for Dansk Artist Forbund

Det kulturelle liv i Danmark er en markant faktor, som vi er stolte af. Vi forventer heldigvis et bredt udbud af kulturoplevelser året rundt, landet rundt. Og det findes. Derfor giver det også god mening løbende at indsamle faktuel viden om danskernes brug af kunst og kultur – om solgte teaterbilletter, biografsæder og koncertbesøg, som det gøres i kulturvaneundersøgelsen.

Men det store og diverse udbud af kulturelle oplevelser i by og land skabes af ikke ud af det blå eller i små lukkede rum. Eller gør det? Der findes nemlig ingen samlet viden om kulturproduktionen til at matche kortlægningen af kulturforbruget.  Der eksisterer ikke en samlet viden om kunstneres antal, arbejdsbetingelser, økonomien bag produktionerne, eller hvor mange årsværk kunstnere repræsenterer.

Samfundets viden er mangelfuld og sporadisk
Vi ved alt for lidt om vilkårene for dem, der realiserer vores kulturelle liv, selvom deres bidrag til samfundslivet er bredt anerkendt. Kunstnere kan og skal spejle og udfordre det, der sker i samfundet, skabe nye åbenlyse relationer, øge samfundets selvforståelse, være kernen i de kreative erhverv, styrke kulturarven, brande nationen – og på det seneste også - skabe lindring, sundhed og øget velfærd.

Men den manglende viden står i skærende kontrast til, hvor ofte vi vender os mod den kulturelle sektor for at finde ressourcer og perspektiver til udvikling af videns- og velfærdssamfundet - for ikke at nævne forventninger om vækst og eksport.  Tilbage står, at det, vi ved om sektoren, er meget sporadisk og behæftet med mange fordomme.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Viden kan kvalificere politiske prioriteringer
Vi har mærkværdigvis ikke for vane at se kunstnere som en del af arbejdsmarkedet i den kulturelle sektor – eller bare arbejdsmarkedet i gængs forstand.

Når vi som samfund ikke har en struktureret viden om kunstnernes antal, fag, arbejdstid, uddannelsesbaggrund, arbejdsgivere, produktions- og indtjeningsforhold, så kan vi ikke meningsfuldt videreudvikle den kulturelle sektor. Det betyder, at eksempelvis de politiske prioriteringer, man foretager på kulturområdet, aldrig forholder sig til, om motoren har hestekræfter nok til det output, vi ønsker.

Hvis visionerne for dansk kulturpolitik ikke bare skal være sympatiske slogans, som ingen kan sige nej til, så skal der fakta på bordet om de rammevilkår og den arbejdskraft, der skal realisere visionerne. 

Lena Brostrøm
Formand for Dansk Artist Forbund

Kulturministeriet mangler fokus på kunstneres vilkår
Kulturen har ganske vist sit helt eget ministerium – kulturministeriet. Men paradoksalt nok har Kulturministeriet pt. ikke ret meget analyse- eller empiri om kunstnerne og de vilkår, som kulturerhvervene arbejder under. For i Danmark hører kunstneres arbejdsforhold ikke til i Kulturministeriet. I vores naboland Norge stilles derimod fra politisk hold jævnligt skarpt på kunstnernes arbejdsforhold for at sikre samfundet det kulturudbud, der er brug for, og som der er politisk ønske om.

Hvis visionerne for dansk kulturpolitik ikke bare skal være sympatiske slogans, som ingen kan sige nej til, så skal der fakta på bordet om de rammevilkår og den arbejdskraft, der skal realisere visionerne. Kunstnerne er motoren i vores kunst- og kulturliv, men det manglende fokus på deres handlerum forsinker de politiske initiativer og udviklingen af vores fælles kulturliv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lena Brostrøm

Bestyrelsesleder, Spot Festival, rådgiver, sanger, debattør, fhv. formand forDansk Artist Forbund
Sanger (DR Pigekor)

0:000:00