Debat

Dansk Kulturinstitut: Vi har masser at lære af Indien

DEBAT: Det nye danske Kulturinstitut i Indien vil være den katalysator, der gør landet med det kulturelt mest mangfoldige kludetæppe i verden til en integreret del af den danske politiske og kulturelle dagsorden, skriver institutleder Thomas Sehested.

Med kunsten kan vi skabe debat, vi kan rejse spørgsmål, vi kan diskutere og udveksle med alle dele af det indiske samfund, mener Thomas Sehested, leder af nyt Kulturinstitut i Indien.
Med kunsten kan vi skabe debat, vi kan rejse spørgsmål, vi kan diskutere og udveksle med alle dele af det indiske samfund, mener Thomas Sehested, leder af nyt Kulturinstitut i Indien.Foto: Ajit Solanki/Ritzau Scanpix
Nikolai Evereth Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Sehested
Institutleder, Dansk Kulturinstitut Indien

Forleden da jeg kørte til lufthavnen i New Delhi, spurgte taxichaufføren mig, hvor jeg kom fra. Han havde lige kørt rundt med nogle sydamerikanere, og han fortalte mig, at han var meget optaget af kultur. Fra Danmark svarede jeg selvfølgelig. Usædvanligt for turen kom nu et minuts stilhed. "Is Denmark very far from Argentina?"

Det er ikke Kulturinstituttets opgave at belære om dansk geografi, men hvad nu hvis vi efter ti års indsats evaluerer: Hvad er det så, Kulturinstituttet skal have opnået i Indien? Hvad ved taxichaufføren om Danmark?

Indiens betydning er stigende
Der er vist ingen, der er i tvivl om, at Indiens betydning er stigende. Befolkningen er ung og økonomien vokser – og ser ud til at blive ved med at vokse. Sådan har det været i mange år, men nu er det alvor.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

USA er uforudsigelig og vender sig indad, Kina er den ene dag marked, den næste dag en trussel – og det kinesiske samfund hviler på nogle principper, som ikke harmonerer med nogle af de principper, vi bygger på. Det Mellemøsten, vi forventede os så meget af, ligger bogstavelig talt i ruiner. Og når det gælder Sydamerika – er der langt imellem lyspunkterne.

Indien er alt andet end indadvendt, det udgør ikke nogen trussel mod den eksisterende verdensorden, tværtimod. De deltager aktivt i det internationale samarbejde og stiller for eksempel med flere end nogen anden til FN's fredsbevarende styrker. Og Indien udgør en modvægt til kinesisk tyngde i Asien.

Alle ved jo godt, at vi lever i det asiatiske århundrede, men måske har vi overfokuseret på Kina og set dét som Asien. Og glemt - eller ikke kunne overskue - også at forholde os til endnu et land med én milliard mennesker.

Thomas Sehested
Institutleder, Dansk Kulturinstitut Indien

Spørg bare Japan, der i stigende grad er glade for inderne. Indien er tilmed et demokrati, hvor der til foråret er parlamentsvalg. Her stemmer der flere førstegangsvælgere, end der samlet set bliver afgivet stemmer til EU-parlamentsvalget. Når Indien går til valg, er det en demokratiets folkefest, når 800 millioner kan afgive deres digitale stemme.

Vi har masser at lære af Indien
Indien er allerede nu vigtig for Danmark. Det er et næsten ufatteligt stort marked, som i stigende grad er modent i forhold til, hvad danske virksomheder tilbyder. Men nok så vigtigt, så er Indien også det eneste sted i verden, hvor der er tilstrækkeligt med højtuddannede, der er krumtappen for mange virksomheder.

Indien er altså både et sted at sælge og et sted at rekruttere.

Alligevel er der ikke stor opmærksomhed omkring Indien i Danmark. Alle ved jo godt, at vi lever i det asiatiske århundrede, men måske har vi overfokuseret på Kina og set dét som Asien. Og vi har glemt - eller ikke kunne overskue - også at forholde os til endnu et land med én milliard mennesker.

Det skal vi ændre. – Vi er nødt til, at Indien bliver en integreret del af den danske økonomiske, politiske og kulturelle dagsorden, for Indien rummer en del af løsningen på spørgsmålet om, hvad Danmark skal leve af.

Men hvis vi skal lykkes med Indien i fokus, så skal vi også forstå at lære og lade os inspirere – øvelsen er gensidig. Og vi har masser at lære af Indien, der rummer det måske kulturelt mest mangfoldige kludetæppe i verden.

Kultur som bagtæppe og kunst som motor
Og hvad har det med kunst og kultur at gøre, vil nogen måske tænke. Det har alt med kunst og kultur at gøre, vil jeg så svare. For med kulturen som bagtæppe og kunsten som motor kan vi engagere os i ligeværdig dialog.

Vi kan skabe nye muligheder, nye dialoger og nye møder. Der er i Indien en oprigtig interesse i det danske samfund, og måden vi har indrettet os på. Vores byer er veldrevne, vi har gode arbejdspladser, vi har indrettet os fornuftigt i forhold til familie og arbejde.

Vores børn får gode uddannelser, der er gratis, og i Danmark er der rent. Hver for sig er det områder, hvor inderne er udfordrede – og leder efter løsninger. Hvad er den kulturelle ballast, vi har haft med os, og som er grunden til, at det lykkedes?

Vi skal skabe nye samarbejder og initativer 
Dansk Kulturinstitut i Indien vil være den nye åbning for dialog og samarbejde mellem kunstnere og tænkere, videnskabsfolk og meningsdannere. Vi kan med kultur som omdrejningspunkt få skabt nye samarbejder og initiativer, som kan gavne og inspirere danskere og indere.

Derfor er vi også engagerede i at hjælpe indiske kunstnere i Danmark - for jo højere opmærksomhed, jo flere kan vi få engageret i den danske dagsorden i Indien. Med kunsten kan vi skabe debat, vi kan rejse spørgsmål, vi kan diskutere og udveksle med alle dele af det indiske samfund. Vi kan noget andet og vigtigere end uendelige handelsdelegationer med deres roll-ups og PowerPoints.

Kultur skal skabe ny fortælling om Danmark
Min taxichauffør i New Delhi når vi måske ikke med vores indsats. Vi kan håbe på, at hans børn på et tidspunkt ved, at Danmark er andet og mere end mælkeproduktion, og at vi er et lykkeligt folk – begge dele er indisk standardviden om Danmark.

Hvad nu hvis Kulturinstituttet kunne være med til at skabe en ny fortælling om Danmark – som et land, der arbejder med løsninger på verdens problemer, som er åbent for udveksling og ideer, hvor vi ved, at vi skal engagere os i vores omverden for vedblivende at være relevante? Og hvor Danmark ses som et land, der inviterer til samarbejde.

Kulturinstituttet vil være den katalysator, der giver mulighed for flere samarbejder, mere dialog.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00