Kommentar af 
Niels Frid-Nielsen

De frivillige viser vejen ud af pandemi og krig

Hvis resultatet af pandemien og krigen i Ukraine bliver et samfund, hvor det offentlige bedre formår at indgå partnerskaber med etisk forankrede firmaer og private ildsjæle, vil der trods alt være kommet noget godt ud af de svære år, skriver Niels Frid-Nielsen.

Medyka i det østlige Polen ved grænsen til Ukraine, mandag 7. marts, 2022.
Medyka i det østlige Polen ved grænsen til Ukraine, mandag 7. marts, 2022.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Niels Frid-Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Frivillige med masser af tid, men få penge, er lige nu drivkraften i en ny, dansk folkekultur. Først coronakrisen og dernæst Ruslands invasion i Ukraine har gjort danskerne mere ansvarsbevidste, fællesskabsorienterede eller slet og ret mere solidariske. 

Coronavirussen tvang os til at se tilværelsen på ny. Vi måtte gøre op med os selv, hvad vi ville udsætte os selv og hinanden for. I takt med virussen, bredte der sig i Danmark et samfundssind, der også blev vores værn mod coronakrisen.

I sundhedsvæsenet arbejdede man på højtryk, mens tusinder af frivillige meldte sig for at yde en indsats ved testcentre overalt i landet. Vi andre vaskede hænder, hilste med knoen, hostede i albuen og tænkte os om, før vi tog på arbejde eller til sociale begivenheder. Det var denne sociale bevidsthed, dette samfundssind - kært barn har mange navne - der gjorde, at krisen ikke udviklede sig til en katastrofe i Danmark.

Ruslands angreb på Ukraine har ligeledes fået mange danskere til at engagere sig og ligefrem handle. Vi sender penge til kvinder, børn, sårede og soldater i Ukraine. Nogle går et skridt videre og samler ind til våben til den ukrainske modstandskamp.

Og atter andre vælger selv at gøre en forskel ved at tage til Ukraine og hjælpe kvinder og børn hertil. Det ukrainske flag vajer i vinden over Hovedbanegården i København. I min bydel har brillebutikken udskiftet udstillingen af briller med et stort ukrainsk flag. I boligblokke hænger slogans og det ukrainske flag på altaner og i vindueskarme.

Samtidig genopdager danskerne velgørenhed i stor stil i disse år. Velgørenhed var i gamle dage en kristen, kollektiv moralsk forpligtelse til at hjælpe den næste. Vor tids velgørenhed er nok så meget individuel stillingtagen som et politisk og etisk engagement hos både gamle og unge, der søger fællesskab og mening ved at gøre noget godt for andre.

Ruslands angreb på Ukraine har ligeledes fået mange danskere til at engagere sig og ligefrem handle

Niels Frid-Nielsen

Den nye motivation til at se ud over sin egen næsetip er til fælles glæde, fordi de nye bevægelser, kampagner og grupper også bidrager til at udvikle og demokratisere samfundet. Der er tale om en tendens til at engagere sig, ikke partipolitisk, men i enkeltsager, der påvirker hele vores velfærdsdemokrati og kultur.

Mens fagforeninger og partier kæmper for overlevelse, sprudler det med kampagner og bevægelser, der engagerer sig i klimaet, grønne områder, byudvikling, seksuelle rettigheder og hvad ved jeg. Det er alt sammen godt for demokratiet og bør derfor støttes af det officielle Danmark. 

At danskerne engagerer sig, solidariserer sig og ønsker at gøre en forskel er et grundtræk i vores demokratiske kultur. Når vi fejrer første maj, grundlovsdag og andre festlige lejligheder, ynder vi at kalde os et foreningsland. Grundloven gav i 1849 forsamlingsfrihed til alle, og siden er de mange foreninger af frivillige blevet karakteristisk for Danmark.

Hope-projektet, der under coronakrisen undersøgte borgernes adfærd, bekræftede fornyligt "en øget følelse af solidaritet". Fra Center for Socialt Frivilligt Arbejde (CSFA) forlyder det, at næsten halvdelen (40 procent) af danskerne arbejder frivilligt med gode formål, men uden at få penge for deres arbejde.

Blandt de frivillige er flest unge mellem 16 og 29 år, men de modne over 60 er også godt med. CSFA fortæller, at vi engagerer os, når vi bliver berørte af for eksempel sygdomme, indignerede over for eksempel flygtningestrømme, klimaforandringer eller krigsforbrydelser, som de russiske i Ukraine, eller fordi vi simpelthen bliver positivt interesserede i fodbold, teater, spejder - og fortsæt selv rækken af fritidssysler.

Danskerne vil gerne gøre en forskel og arbejder gerne gratis og frivilligt, fordi det er sjovt og skaber meningsfulde sociale fællesskaber, konkluderer CSFA på sin hjemmeside. Spørgsmålet er, om ikke vi som samfund mere målrettet burde støtte de frivillige, der i efterhånden udgør en hel folkekultur?

Skattefradrag er en velkendt måde at honorere velgørenhed på. Men i det frivillige Danmark bidrager folk med tid i stedet for penge. Mennesker, der af den ene eller anden grund er udenfor arbejdsmarkedet, vælger at bidrage til det fælles gode ved at tage del i indsamlinger, kampagner og kulturarrangementer.

Folkeligt drives bevægelserne af mennesker med god tid, men få penge

Niels Frid-Nielsen

Kan vi ikke som samfund anerkende det frivillige arbejde, sådan at aktivister og andet godtfolk ikke tvinges ud i beskæftigelsesprojekter og mere eller mindre absurde jobtilbud, når de nu rent faktisk allerede bidrager konstruktivt til samfundet med velgørende arbejde?

En af de ting, der karakteriserer den nye slags velgørenhed er, at man ikke længere skelner så meget mellem "velgører" og "offer". I de nye bevægelser opleves det at hjælpe andre ofte også som en slags selvhjælp. Det har vi oplevet kønspolitisk med blandt andet #MeToo. I sundhedssektoren har opbruddet af de traditionelle roller og hierarkier ført til foreninger og samarbejder mellem patienter, pårørende og professionelle, der finder sammen i blandt andet Hjernetumorforeningen.

I et bredere perspektiv kan man forestille sig, at kritiske forbrugere finder sammen i kampen for bedre, mere bæredygtige madvarer. Og på arbejdsmarkedet at medarbejdere går ind og tager større medansvar for produktionen, for på den måde at bane vej for demokrati på arbejdspladsen. På samme måde har vi oplevet en lang række danske firmaer påtage sig et etisk ansvar i forbindelse med Ruslands krig i Ukraine - og som konsekvens heraf har afbrudt forbindelserne til Putins Rusland.

Der er brug for en anerkendelse af disse kulturskift i retning af et mere engageret, inddragende, værdi- og fællesskabsorienteret samfund. Folkeligt drives bevægelserne af mennesker med god tid, men få penge. Samfundet har brug for disse frivillige i foreninger, bevægelser og grupper, fordi de ofte viser vejen frem til nye måder at arbejde og fungere på.

De frivillige organiserer sig mere fladt, mere uformelt og fungerer derfor mere indbydende og motiverende end de lukkede, stive og hierarkiske organisationsformer, vi kender fra officiel side. Kulturhusene i Danmark udgør på den måde en kilde til inspiration for biblioteker og andre kulturinstitutioner, der ønsker at være i øjenhøjde med deres brugere. Stat, regioner og kommuner vil tilsvarende kunne lade sig inspirere af de spontane folkelige bevægelser – og dermed forblive relevante for borgerne i et veluddannet og kritisk velfærdssamfund.

Hvis resultatet af pandemien og krigen i Ukraine bliver et samfund, hvor det offentlige bedre formår at indgå partnerskaber med etisk forankrede firmaer og private ildsjæle med god tid, men få penge, så vil der trods alt være kommet noget godt ud af de svære år, vi har været igennem. Der er nemlig sket alt for lidt, siden digteren Inger Christensen i 1969 skrev:

"Et samfund kan være så stenet

At alt er en eneste blok

Og indbyggermassen så benet

At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge

Og hjertet er næsten hørt op

Til nogen begynder at bygge

En by der er blød som en krop."

Lad os se at komme i gang! 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Frid-Nielsen

Journalist, kulturkommentator, forfatter, foredragsholder
exam.art. i nordisk litteratur og sprog (Københavns Uni. 1978)

0:000:00