Debat: Manglende ligeløn bidrager til den strukturelle sexisme

Af Leif Pedersen
Ph.d.-studerende, Roskilde Universitet

Da Sofie Linde for nogle få uger tilbage i den grad kickstartede #metoo-debatten i Danmark, som beklageligvis aldrig rigtig fandt fodfæste i første omgang i 2017, gjorde hun det med en vigtig sammenkobling af to emner: Ligeløn og sexchikane.

Imidlertid har det næsten udelukkende været sidstnævnte emne, der har fået lov til at fylde efterfølgende i medierne og den offentlige debat og særligt med et lidt for markant fokus på mediebranchen selv.

Medierne og journalistikken skal i spil
Det har ganske vist på betydelig vis kastet mange afsløringer, indrømmelser, selvransagelser og ikke mindst vidnesbyrd af sig, som er vigtige i den mobilisering, der skal til for at skabe forandring.

Men med et fokus på en for snæver forståelse af sexisme taber kritikken og forandringskraften sit fulde potentiale.

Når pressedækningen og den politiske debat samt samtalerne på sociale medier, på arbejdspladserne og i privaten bevæger sig videre til nye, gamle emner, vil det være for uforløst, hvis vi kun står tilbage med opdaterede medarbejdermanualer og en håndfuld konsulentrapporter.

Så når vi taler om en kulturændring, så bør det være en ændring af den kultur, hvor kvinder strukturelt set får mindre i løn, har længere og sværere vej til chefstolen og andre former for indflydelse på arbejdsmarkedet, og hvor for eksempel ulige barselsregler både direkte og indirekte rammer især kvinders jobsikkerhed, løn og karrieremuligheder.

Leif Pedersen
Ph.d.-studerende, RUC

Derfor bliver medierne og journalistikken nødt til at løfte blikket og afdække den grundlæggende sammenhæng mellem strukturel ulighed og krænkelser.

I bunker af interviews, indlæg og analyser de seneste uger har det lydt igen og igen, at vi skal ændre ’kulturen’ omkring denne uretfærdighed, men hvad betyder det?

En nødvendig kulturændring
Et godt bud kommer fra den amerikanske feminist og socialfilosof Nancy Fraser, som i et langt forfatterskab har adresseret dette emne.

Hun har påpeget, at hvis vi indskrænker kampen for social retfærdig til et entydigt fokus på rettigheder og identitet, uagtet den utvetydige vigtighed af dette, så afkobler vi disse emner fra spørgsmålet om økonomisk ulighed og omfordeling.

Men disse forhold er tæt forbundne.

Så når vi taler om en kulturændring, så bør det være en ændring af den kultur, hvor kvinder strukturelt set får mindre i løn, har længere og sværere vej til chefstolen og andre former for indflydelse på arbejdsmarkedet, og hvor for eksempel ulige barselsregler både direkte og indirekte rammer især kvinders jobsikkerhed, løn og karrieremuligheder.

Og hvor spørgsmålet om ulighed, i parentes bemærket, ikke kun handler om køn.

Kvinder bliver gjort mindre værd
I denne ’kultur’, hvor lønarbejde i øvrigt vurderes meget mere agtværdigt end andre former for bidrag til samfundet, bliver kvinder gjort mindre værd.

Og det er hér, i denne ulige fordeling af magt og ressourcer, at det komplekse bindeled til sexchikane opstår. Sexisme i sin fulde betydning.

Denne pointe har endelig fået lov til at fylde et lille hjørne af debatten for nyligt, men igen med et specifikt afsæt i mediebranchen.

Derfor er det af afgørende betydning for reel samfundsforandring, at medierne og journalistikken holder magthavere i alle former op på den generelle sammenhæng i næsten et hvert skriv, indslag og interview.

Det er sværere, mere kompliceret og nuanceret, men til gengæld kan det være, at vi slipper for, at visse politikere, (medie)chefer og andre ansvarshavende personer slipper afsted med at virke overraskede eller næsten benægtende.

For lønbudgettet og forfremmelseslisten kan de nok godt huske.