Debat

DIF: Planloven handler også om idræt

DEBAT: Med randzoner, kystnærhedszoner og høringsfrister rækker planloven også ind i danskernes fritidsliv, og især vandsportsudøvende danskere vil mærke de potentielle ændringer. Det skriver Niels-Christian Levin Hansen, der er miljø- og planansvarlig i Danmarks Idrætsforbund. 

Bestyrelsesmedlem samt miljø- og planansvarlig i Danmarks Idrætsforbund Niels-Christian Levin Hansen ser på planloven fra de aktive, idrætudøvende danskeres perspektiv.
Bestyrelsesmedlem samt miljø- og planansvarlig i Danmarks Idrætsforbund Niels-Christian Levin Hansen ser på planloven fra de aktive, idrætudøvende danskeres perspektiv.Foto: Colourbox
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels-Christian Levin Hansen
Bestyrelsesmedlem samt miljø- og planansvarlig i DIF 

Har planloven noget at gøre med idræt? Svaret er ja, og rigtig meget endda. 

Derfor har vi i Danmarks Idrætsforbund fulgt debatten om Planloven og den liberalisering af den, som regeringens vækstudspil lægger op til. Der er elementer i udspillet, som vil skabe bedre rammer for at dyrke idræt, udspillet lægger også hindringer i vejen for vores idrætsudøvere.

Debatten hidtil har mest drejet sig om erhverv og bosætning, og især kystbyggerier har kunnet få sindene i kog. 

Fakta
Vil du blande dig i debatten?
Send dit indlæg til [email protected].

DIF vil gerne her minde om, at et godt liv for befolkningen både i by og på land og vand også handler om, hvilke muligheder der er for en god hverdag med en god fritid. 

En hverdag med bevægelse, hvor:

  • Borgerne har mulighed for at transportere sig ved at cykle, rulle, løbe eller gå til de daglige gøremål i kommunen.
  • Borgerne har mulighed for adgang til gode udendørs arealer for idræt – eksempelvis skov, strand, udyrkede arealer, vej og sti, park, sø og å samt kyst og hav.
  • Borgerne har idrætsfaciliteter og grønne områder i nærradius af boligen.

Hvis det lokale foreningsliv skal spille med i udviklingen af attraktive områder for bevægelse, kræver det selvfølgelig, at foreningerne bliver hørt i diverse lokalplanprocesser.

Niels-Christian Levin Hansen
Bestyrelsesmedlem samt miljø- og planansvarlig i DIF

Derfor er DIF meget optaget af, at vi har/får en planlov, der sikrer dette. 

Adgangsforhold er afgørende
Vi mener, at kommunerne ved udarbejdelse af kommune- og lokalplaner som et lovkrav bør redegøre for, hvad en given udvikling af kommunen vil betyde for borgernes adgang til idræt og bevægelse. 

Vi mener også, at der bør stilles minimumskrav til idrætsfaciliteter ved planlægning af nye boligområder. 

De eksisterende grønne friarealer i byerne bør sikres juridisk, og planpolitisk bør det sikres, at der skabes et net af grønne korridorer ud over hele Danmark, som Danmark blandt andet kan brande sig med i forlængelse af vores gode ry som cykelland.

I regeringens vækstplan lægges der op til, at kystnærhedszonen ophæves og erstattes af de almindelige regler for landzone. 

DIF har i den forbindelse fokus på, at regeringen vil lancere særligt udvalgte regler for kystnær planlægning, hvor kommunerne fortsat skal sikre og forbedre offentlighedens adgang til kysterne. 

Korte høringsfrister er et skridt baglæns
Som det fremgår af ovenstående, er DIF meget optaget af denne adgang og deltager gerne i, hvordan den kan sikres og forbedres.

Erfaringerne fra for eksempel Nationalpark Thy viser, hvor vigtigt det er for både turister og beboere at kunne færdes til fods, på cykel og hest gennem det værdifulde landskab. 

DIF er således enig med regeringen i, at tilgængelighed og information er vigtige brikker i forudsætningerne for styrket vækst.

Hvis det lokale foreningsliv skal spille med i udviklingen af attraktive områder for bevægelse, kræver det selvfølgelig, at foreningerne bliver hørt i diverse lokalplanprocesser med videre, som mulighederne er i dag, og DIF er sikker på, at det også er regeringens intention. 

Det bliver dog næsten umuligt for frivillige kræfter at deltage, hvis høringsfristerne sættes ned som foreslået. Derfor vil DIF gerne mane til forsigtighed her. 

Eller sagt lidt mere folkeligt. Det er en ommer.

Meget bøvl for beskedne behov
Ikke kun Planloven er i spil, men også Naturbeskyttelsesloven og Randzoneloven.

Regeringen vil gerne hjælpe det lokale foreningsliv med at skabe mulighed for at få såkaldte tidssvarende faciliteter og anlæg langs kysten. 

Det bliver uden tvivl nemmere for idrætten, når der ikke skal søges dispensation fra strandbeskyttelsesreglerne til de ofte ret beskedne faciliteter, idrætten har brug for. 

Vi vil gerne understrege, at det netop kun er beskedne faciliteter, der er brug for i tilknytning til kysterne. Det drejer sig for eksempel om toilet- eller badefaciliteter i allerede eksisterende klubhuse, om grejopbevaringssteder, bådeskure og lignende. 

Allerede i dag er bådebroer undtaget fra reglen om, at der skal søges om dispensation, men ellers har det ind imellem kostet mange frivillige kræfter at bakse med dispensationsansøgninger, så DIF anerkender, at der er tænkt på det frivillige foreningsliv. 

Revisionen af strandbeskyttelsesreglerne kunne for idrættens vedkommende klares med at føje flere beskedne faciliteter til listen over det, der ikke bør søges dispensation til.

Dårlig idé at fjerne randzoner
Afskaffelsen af det generelle krav om randzoner, er DIF derimod nødt til at være mere kritisk over for. 

Adgangen til at gå i land på bræmmerne fra vandsiden er vigtig for vores forskellige vandsportsforbund. I dag er der åbent for færdsel til fods og ophold på udyrkede arealer, og også til de private arealer, selvom det kun er fra klokken seks til solnedgang.

Den adgang giver vi meget nødigt slip på. 

Igen er der tale om beskedne behov for idrætsudøvernes vedkommende i forbindelse med færdsel i landskabet, men ikke desto mindre helt afgørende. Dyrkes disse bræmmer helt ud til vandet, mister idrætten således et vigtigt ”færdselsareal ”. 

DIF vil også på dette område meget gerne i dialog for at finde en løsning, der kan imødekomme idrættens og andres behov.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00