Ekspert: Kulturpolitiske evalueringer kræver nye værktøjer

DEBAT: Et stigende fokus på at måle langsigtede effekter rimer dårligt med kortsigtede politiske prioriteringer. Derfor bør fremtidens kulturevaluering indeholde nye værktøjer, skriver Carina Ren, Aalborg Universitet.

Af Carina Ren
Lektor i turisme og kulturel innovation, Aalborg Universitet

I et netop udgivet bidrag til bogen Samskabelse og capacity building i den offentlige sektor (Krogstrup red. 2016) beskriver Krogstrup og Mønsted den tætte relation mellem herskende styringsparadigmer og evalueringsredskaber. Ifølge forfatterne er ”konferencer, der har evaluering som det overordnede tema […] et godt sted at observere ’kampen om evaluering’” (s.199).

KL’s just overståede årskonference på kultur- og fritidsområdet kan fint betegnes som en sådan arena med dets eksplicitte fokus på effekter og værdier i en ny kommunal virkelighed.

Gennem talrige inspirerende oplæg fra ind- og udland og med ekstra fokus på værts- og kulturbyen Aarhus bevidnede deltagerne kulturens saft og kraft, format og egenværd. Ingen tvivl blev efterladt om, at kultur kan og gør noget ved mennesker, ved byer og ved samfund.

Men flere spørgsmål genstod for mange kommunale aktører: hvordan synliggør og måler vi bedst kulturens effekter? Hvad er det helt konkret, vi skal måle og veje på? Og ved hjælp af hvilke redskaber?

Disse spørgsmål afspejler, at vi ifølge Krogstrup og Mønsted netop i disse år befinder os i en brydningstid mellem herskende evalueringsforståelser, hvor kravet om performancemålinger og evidensbaseret viden om ikke direkte afløses, så dog suppleres af en mere inddragende og anvendelsesfokuseret tilgang til evaluering.

I overgangen fra New Public Management til New Public Governance ser man i den offentlige sektor et øget fokus på effekter frem for outputs, på selvevaluering og på evalueringsbaseret ’selvkorrigering’. Her vinder evalueringer frem, der formår at involvere flere brugergrupper og interessenter med det formål at styrke og på forskellige måder at opruste disse.

Den gryende nervøsitet blandt deltagere på KL-konferencen afspejler muligvis disse fremvoksende eller kommende evalueringsudfordringer. Og ikke mindst erkendelsen af det metodisk vanskellige ved at måle processer og effekter dynamisk, lokalt og inddragende.

Sådanne evalueringer kræver redskaber, der løbende tilpasses tiltag og investeringer behæftet med deres egne helt særlige strategiske mål, udfordringer, interessenter og slutbrugere. Ligeledes rimer en stigende forståelse for nødvendigheden af at måle på langsigtede effekter dårligt med mere kortsigtede prioriteringer, beslutninger og afsluttende årsbudgetter.

Så hvad skal der til for gennem målinger at generere en bedre forståelse for kulturen og dens effekter i den nye kommunale virkelighed? Kan stadige krav om universelle indikatorer, standarder og evidens overhovedet forenes med en situeret, processuel forståelse af effekter og effektmålinger?

På konferencen viste den store interesse for eksempelvis etnografiske og digitale tilgange til effektmåling, gerne i kombination med traditionelle kvantitative tilgange, at ’kampen om evaluering’ igen, eller stadig, er i gang. Omend man ikke er uinteresseret i at gøre brug af nyt ammunition, var viljen til at kombinere det eksperimentelle med det sikre markant.

Sådanne observationer peger på, at fremtidens redskabskasse for kulturevaluering bør indeholde fleksible værktøjer, der formår at følge og interagere med kultur og dens aktører rundt i landskabet. Men også at de på pragmatisk vis bør have blik for en økonomisk såvel som en politisk virkelighed, der afkræver accountability såvel som transparens.

På tværs af tal, cases, og digitale data vil sådanne praksisorienterede metoder generere en flerhed af effekter med udgangspunkt i aktører og brugere. Dette gør det muligt på både en kortere og længere bane at værdsætte – i ordets dobbelte betydning – kulturens bredde, dybde og samfundsmæssige overflows på tværs af kommunale skel, grænser og budgetår.

Forrige artikel Debat: Desperat Hesseldahl i absurd politisk teater Debat: Desperat Hesseldahl i absurd politisk teater Næste artikel Helsingør: Kultur styrker lokalsamfundet – det vil vi nu dokumentere Helsingør: Kultur styrker lokalsamfundet – det vil vi nu dokumentere