Kommentar af 
Lasse Marker

En kvindelig direktør for Statens Museum for Kunst er ikke svaret på kønsubalancen

Det er ikke længere på direktionsgangene, men i museernes udstillinger og samlinger, at kampen for kvinders plads i kunsthistorien skal udkæmpes, skriver Lasse Marker.

En undersøgelse viser, at kvindelige kunstnere i perioden 2015-2019 udgjorde 36 procent af museernes indkøb, 34 procent af soloudstillingerne og 34 procent af gruppeudstillingerne, skriver Lasse Marker. 
En undersøgelse viser, at kvindelige kunstnere i perioden 2015-2019 udgjorde 36 procent af museernes indkøb, 34 procent af soloudstillingerne og 34 procent af gruppeudstillingerne, skriver Lasse Marker. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lasse Marker
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter ni år som direktør for Statens Museum for Kunst har Mikkel Bogh meddelt, at han stopper på posten.

Det har fået Berlingske kunstredaktør, Birgitte Ellemann Höegh, til at argumentere for, at det nu er tid til, at Statens Museum for Kunst får en kvindelig direktør.

Birgitte Ellemann Höegh har ret i, at der fortsat er brug for at kæmpe for kvinders plads i kunsthistorien, men hun tager fejl, når hun mener, at det er på direktionsgangene, at kampen skal udkæmpes. 

Kvinderne har nemlig allerede i stor stil indtaget de øverste poster i dansk kunstliv. En optælling fra 2022 viser således, at der blandt landets 29 statsanerkendte kunstmuseer er 21 kvindelige og otte mandlige direktører. Mens der på de 16 kunsthaller er 12 kvindelige og fire mandlige direktører.

En overvægt af kvindelige direktører på landets kunstmuseer er ikke nødvendigvis en garanti for en afstemt kønsbalance i museernes indkøb og udstillinger

Lasse Marker
Adm. direktør, Why Consulting

Der er dermed allerede en markant overvægt af kvindelige museumsdirektører, som er med til at bestemme, hvilken kunst der skal udstilles og indkøbes i Danmark.

Det samme gælder i øvrigt for de mest toneangivende fonde inden for billedkunst – nemlig Statens Kunstfond og Ny Carlsbergfondet – som begge har kvindelige bestyrelsesledere.

Det er derfor en forkert analyse, når Birgitte Ellemann Höegh argumenter for, at en kvindelig direktør for Statens Museum for Kunst er svaret på kønsubalancen. Det er derimod i museernes udstillinger og samlinger, at ligestillingskampen i dag skal udkæmpes.

I 2019 udarbejdede Organisationen Danske Museer en undersøgelse, der viser, at kvindelige kunstnere i perioden 2015-2019 udgjorde 36 procent af museernes indkøb, 34 procent af soloudstillingerne og 34 procent af gruppeudstillingerne.

En overvægt af kvindelige direktører på landets kunstmuseer er således ikke nødvendigvis en garanti for en afstemt kønsbalance i museernes indkøb og udstillinger.

I august 2022 lancerede daværende kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) derfor et initiativ, der skal gøre op med den skæve kønsfordeling på de danske museer.

De kvindelige direktører kan selv løse problemet, hvis de vil. De kan blot indkøbe og udstille flere værker af kvindelige kunstnere

Lasse Marker
Adm. direktør, Why Consulting

De statslige og statsanerkendte museer skal fremover angive kønsfordelingen på de kunstnere, som museerne indkøber værker af. Halsboe-Jørgensen ville samtidig ikke udelukke, at det på et tidspunkt kan blive nødvendigt at indføre kvoter på området.

Der findes dog en mere enkel løsning. De kvindelige direktører, der sidder på 75 procent af landets kunstmuseer og kunsthaller, kan selv løse problemet, hvis de vil. De kan blot indkøbe og udstille flere værker af kvindelige kunstnere.

Det må være langt at foretrække, at landets kunstmuseer selv løser problemet med skævvridningen frem for at blive underlagt politisk indblanding.

Når kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) skal udpege den næste direktør for Statens Museum for Kunst, bør han derfor heller ikke vælge på baggrund af køn, men på baggrund af kvalifikationer.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lasse Marker

Direktør, Why Consulting

0:000:00