Flemming Chr. Nielsen: Kulturarv og ukristelig onani

Af Flemming Chr. Nielsen
Journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker

Tre omstændigheder er skyld i, at man dårligt kan abonnere på en avis eller en TV-pakke uden at støde på et fænomen, der hedder ”den kristne kulturarv.”

For det første har julen betydet en vigtig reklame for begrebet og dernæst den aparte skønhedskonkurrence, der går under navnet Danmarkskanonen. Her erobrede Den Kristne Kulturarv sin plads i skarp konkurrence med Hygge og andre verdslige og indbydende goder. Dertil kommer, at det i regeringsgrundlaget af 28. november 2016 understreges, at Danmark er ”et kristent land.” Akkurat det samme stod skrevet i forrige regeringsgrundlag, og da den pædagogiske gentagelse fremmer forståelsen, kan ingen længere være i tvivl:

Danmark er virkelig et kristent land, og vores kristendom har vi arvet igennem 1000 år.

Vi ved fra andre kilder, at ifølge den tids kristendom ville onani føre til sammensunken rygmarv, affalden næse og tidlig død i pinagtige kramper.

Flemming Chr. Nielsen

Eller er det alt sammen en myte? Er det noget, som med et svedent grin kan sammenlignes med den ideologiske overbygning i stater, vi nødigt sammenligner os med. F. eks. Sovjetunionen, hvor det konsekvent blev fremhævet, at her levede borgerne i ”et socialistisk land” og med en kulturarv fra Karl Marx. Eller DDR, som helt ud i forkortelsen og med samme arvegods var ”et demokratisk land.” Ja sågar den notorisk u-islamiske stat kalder sig ”den islamiske stat” og henviser til profeten Muhammed som sin arvelader.

Kun ’Gud Fader’ skal indsættes som alternativ til Marx eller Muhammed. Så er vi tilbage ved vor egen Grundtvig: ”Jeg kommer til de Smaa, med Troen paa Gud Fader, den store Arvelader.”

Fra nu af og til næste jul, danmarkskanon eller regeringsgrundlag vil den kristne kulturarv forfølge os omtrent som Storm P.-tegningen af de tre arvinger, der ser hængemulede ud, da de får oplyst, at den formue, faderen efterlod sig, bestod i en pose fedtede maltbolsjer. Vi er i samme situation, når det gælder den omtalte kulturarv. Den udgør ikke andet end værdiløse maltbolsjer, for kristendom eller en anden religiøs overbevisning er nu engang noget, der enkelte på egen hånd skal tilkæmpe sig.

Tro kan ikke arves. Næstekærlighed og tilgivelse kan ikke hentes fra en upersonlig arvekonto. Aktiv kristendom og dens modstand mod tidsånder skal leves på eget ansvar og kan ikke erhverves som et historisk dokument.

Tro kan ikke arves. Næstekærlighed og tilgivelse kan ikke hentes fra en upersonlig arvekonto.

Flemming Chr. Nielsen

Danmarkshistorien er ikke andet end advarende eksempler på kristne pegefingre. Ingen kristen vil i dag vedkende sig den protestantiske kirkes hekseforfølgelser. Ingen vil tilslutte sig Luthers opfattelse af, at hekse skal brændes, fordi der i Anden Mosebog står, at ”en troldkvinde må du ikke lade blive i live.” Ingen vil gå ind for tvungen kirkegang, men bestemmelsen blev først ophævet i 1845, og i århundredet før blev den forsømmelige sat i gabestok på kirkegården.

Ingen vil mene, at vi skal genindføre Danske Lovs befaling om, at gudsbespottelse skal straffes med halshugning og den formasteliges tunge sættes på en stage. Ingen vil vedkende sig, at i 1700-tallet anbefalede Det Teologiske Fakultets professorer med henvisning til Bibelen dødsstraf for hor og for fødsel i dølgsmål. Og ingen nok så kulsort jurist vil advokere for, at udøbte ikke er arveberettigede, men sådan forholdt det sig indtil 1857.

Ja, ja, men det er alt sammen ældgamle og mugne eksempler, vil nogen indvende, og dengang var den kulturarvede kristendom tidsbestemt. Muligvis, og lige så usandt er det nok, når den kristne historiker Snorre skriver om den Kong Harald, der ifølge den store Jellingsten gjorde danerne kristne, at han brugte ”magt og revselse mod de genstridige.”

I vor langt mere moderne tid har vi selvsagt bedre styr på kulturarven.

Nej, den forrådtes i 1948, da kvinder pludselig kunne ordineres som præster i Folkekirken. Det holdt umådelig hårdt og gav anledning til teologiske tænders gnidsel, for da lovteksten udskiftede ordet ”mænd” med ordet ”personer,” besluttede de fleste af den tids biskopper, at de ikke ville ordinere kvindelige teologer.

I 1952 forrådtes kulturarven igen, for i et berygtet foredrag på Askov Højskole gjorde professor, dr. theol. P. G. Lindhardt op med troen på Helvede og Det Evige Liv, og han vakte en skandale, der kan sammenlignes med Muhammedkrisens. Dog førte den ikke til flag-afbrændinger og drab, men til knyttede næver og ”havde vi ham her, så skulle vi nok …”

Og endnu engang i 1969, da Folketinget på foranledning af den kristne og konservative justitsminister, Knud Thestrup, og med 125 stemmer mod 25 vedtog, at ikke bare billedporno, men også børneporno skulle frigives. Kun den konservative Ellen Strange Petersen gjorde desperat og forgæves opmærksom på de ikke-næstekærlige konsekvenser, frigivelsen ville have for de forsvarsløse ofre.

Og i 2012 blev den kristne kulturarv igen udfordret, for kirkelig vielse af homoseksuelle blev tilladt. ”Hvad bliver det næste?”, spurgte Dansk Folkepartis Mette Hjermind Dencker med henvisning til den uantastelige kulturarv: ”Skal vi også kunne gifte os med dyr?”

Det er således svært at finde holdbare skatte i kulturarven. Snarere ser det ud til, at vi er hylstre, hvori tidsånden kan hælde, hvad den finder for godt. Vist har der altid – som i dag – været kristne, der lod sig lede af budskabet om næstekærlighed, men før som nu udsatte de sig for beskyldningen om at misforstå eller politisere kristendommen. Politisering, uvidenhed og misforståelse har altid været den tomme traditions argument mod de fremsynede og modstandsaktive. Engang blev de fængslet, brændt eller landsforvist. I dag nøjes vi med at drukne dem i offentlig forargelse.

Jamen, hvordan kan du (undertegnede), som måske ikke engang er medlem af Folkekirken og i hvert fald ikke teolog med forstand på de dele, hvordan kan du overhovedet gøre dig til dommer over vor fælles kristne kulturarv?

Det skal jeg såmænd sige jer. Fra min far arvede jeg i sin tid yderst lidt. Han var arbejdsmand og efterlod sig ikke meget andet end et par gamle fotografier og en lille pjece, der virkede så ny og ulæst, at den kunne være trykt i går.

Som alle andre fik han den af præsten til sin konfirmation i 1921. Bogens titel er ”De kommende Dage,” og forfatteren hedder Johannes Loft. Oplaget var så kolossalt, at enhver forlægger og forfatter ville blegne af misundelse. Besmykket med mange omskrivninger er pjecens gennemgående budskab, at den mandlige konfirmand sætter sit liv og sin salighed på spil, hvis han hengiver sig til den synd, der hedder onani eller selvbesmittelse.

Vi ved fra andre kilder, at ifølge den tids kristendom ville onani føre til sammensunken rygmarv, affalden næse og tidlig død i pinagtige kramper. Og det var ikke en afsides sekt, der hyldede de kolde afvaskninger som sand kristendoms forsvar mod synden. De kolde afvaskninger var datidens version af den kristne kulturarv, og Johannes Loft havde som læremester den berømte Olfert Ricard, hvis ”Ungdomsliv” ifølge Kristeligt Dagblad den 27. februar 2009 hører til de ti centrale værker i dansk teologi, for bogen var et ”kærligt” manifest imod selvbesmittelse.

Hvor jeg nu vil hen med alt det? Jeg ønsker minsandten hverken at håne, spotte eller latterliggøre den kristne tro, for troen er med Søren Kierkegaards ord ”inderlighed,” men når tro gøres til en kulturarv og Danmark til ”et kristent land,” er der grund til at fremvise bagsiden af traditionens snehvide borddug. Den er ikke så ren og uplettet som almindeligt antaget. Og vist er advarslen mod selvbesmittelse i min fars ulæste konfirmationspjece nu forladt som en del af den kristne kulturarv, men andet står uantastet tilbage.

På side 22 i pjecen kan jeg f. eks. læse, at ”mit Fædreland og mit Fædrelands Kirke har Brug for mig. Jeg vil give Agt … Mit Fædreland er et dejligt Land.”

Sidste sætning er ordret repeteret i regeringsgrundlaget fra 2015. Og lur mig, om ikke der kan findes et regeringsbærende parti, som gerne så datidens idealer om fædreland og kristendom genindført. Endda med det argument, at kun en tåbe kaster vrag på sin arvelod.

-----

Flemming Chr. Nielsen (født 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.