Debat

Formand: Udlån på eReolen er ikke gratis

PRÆCISERING: Bestyrelsesformanden for foreningen eReolen, Jacob Heide Petersen, blander sig nu også i debatten om bibliotekernes succesrige digitale udlån - og korrigerer DF-ordfører Alex Ahrendtsen.

Erik Bjørn Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Heide Petersen
Bestyrelsesformand for foreningen eReolen og chef for Københavns Hovedbibliotek

Debatten om bibliotekernes udlån af e-bøger er desværre ofte præget af misforståelser, hvilket også er tilfældet med Alex Ahrendtsens indlæg om eReolen på Altinget 15. marts.

Han skriver således at: ”udlån af ebøger ikke udløser biblioteksafgift, hvilket betyder, at de [forfatterne] stiller deres bøger gratis til rådighed, mens salget stagnerer”. Det er ikke korrekt, at bøgerne stilles gratis til rådighed. Bibliotekerne betaler for hvert eneste digitale udlån og gennemsnitsbetalingen for e-bøger lå i 2015 på 15 kroner per udlån svarende til i alt 17 millioner kroner i 2015.

Hvad angår stigninger eller fald i bogsalget, kan årsagerne være vanskelige at identificere, men de to store forlag Gyldendal og Lindhardt & Ringhof var begge på eReolen i hele 2015, og de har netop aflagt fine regnskaber. Sidstnævnte forlag har indgået en ny toårig aftale med eReolen og satser således både på at tjene penge på digitalt salg til bibliotekerne og til private kunder. Desuden har eReolen indgået aftaler med 250 mindre forlag, og der er således blot en håndfuld forlag, der har fravalgt eReolen.

Afvejning er en politisk beslutning
I praksis er eReolen en forening af biblioteker, der indgår helt frivillige aftaler med forlag om vilkårene for udlån. Bibliotekerne benytter firmaet Publizon som underliggende platform for at give adgang til e-bøger. Publizon leverer også e-bøger til de kommercielle tjenester og er forlagsejet. Bibliotekerne har altså allerede lavet aftale med en privat bogtjeneste sådan som Alex Ahrendtsen foreslår.

I de lande, vi normalt sammenligner os med, udlåner bibliotekerne e-bøger, fordi det digitale medie er meget velegnet til at fremme læsning og formidle litteratur. Man anser det typisk for vigtigt at få især børn og unge til at læse flere bøger og at udnytte nye formater såsom digitale lydbøger til at formidle litteraturen til nye brugergrupper. På den måde spiller bibliotekerne en vigtig rolle ved at skabe nye læsere og understøtte bredden i litteraturen.

Afvejningen mellem disse mere generelle hensyn og de kommercielle interesser er i sidste ende en politisk beslutning, og her bidrager folkebibliotekerne gerne til, at beslutningen træffes på et oplyst grundlag. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00