Forsker: Her er syv myter om det nye ophavsretsdirektiv

4. Kan gennemføres uden uploadfilter
Det store spørgsmål har været, hvorvidt artikel 17 kræver, at de omfattede platforme bruger indholdsgenkendelsesteknologi, som ved upload tjekker, at kun licenserede værker bliver gjort tilgængelige.

Rigtignok står der ikke længere noget om bruget af filterteknologier direkte i teksten.

Men for mig er det svært at se, hvordan platforme skal kunne opleve til de skærpede regler for ansvarsfritagelse uden at netop gøre det. Hvis du gør, kontakt mig endelig.

Den tyske regering mener at have fundet en model til implementeringen, der forhindrer, at uploadfiltre bruges i det størst mulige omfang.

Så endnu en gang kan det være interessant at kigge på vores tyske nabo ved implementeringen.

5. Enden på internettet
Direktivet skal nu implementeres i nationale love. Derfor er det vanskeligt at forudse, hvilken betydning de nye regler får for de forskellige aktører og brugere.

Realiteten vil nok være lidt mere kedelig end det, som vi har hørt: Artikel 17 betyder selvfølgelig ikke enden på internettet. Derimod er den udtryk for en fundamental forandring af den måde, som vi regulerer indhold på nettet.

Artikel 17 medfører mange reelle juridiske bekymringer. Der findes utallige eksempler, som viser, at algoritmiske filtreringssystemer ikke er pålidelige.

Jeg har det som jurist og økonom meget godt med at blive erstattet af en algoritme. Platforme er efter de nye regler pålagt ikke at tage indhold, der ikke krænker ophavsret, ned.

Men hvis eksperter er usikre, om brug af materiale er for eksempel parodi, skal vi så hellere stole på en upålidelig algoritme?

Vi har heller ikke krav på, at alle aktører indretter sig efter det nye regime. Onlineplatforme er frie til at begrænse muligheden for, at brugere kan uploade materiale.

Da GDPR-reglerne blev introduceret, blokerede nogle amerikanske hjemmesider for brugere fra europæiske IP-adresser.

Lignende kan tænkes for direktivet, som i så fald endnu engang vil begrænse vores mulighed til at tilgå indhold.

6. Rettighedshavere vinder, og Google taber
Tiden vil vise, om artikel 17 er den sagnomspundne løsning på rettighedshavers udfordringer.

Og der er mange udfordringer i et digitalt samfund, hvor store onlineplatforme bestemmer regler og håndhæver dem.

Det er vigtigt, at vi kigger på disse aktører. Ikke om et par år. Men nu.

Men artikel 17 er ikke det rigtige værktøj i skuffen.

Youtube og andre bruger allerede i dag filtreringsalgoritmer og bliver bare styrket af reformen. Og så står ophavsretsjurister og forskere pludselig som de store vindere, men det har vel næppe været planen.

7. Sagen er afsluttet
En tilpasning af ophavsretten til den digitale tidsalder har været tiltrængt.

De mest relevante regler for dagens brug går tilbage til starten af 2000-tallet. Før Facebook, Twitter eller Youtube.

Reformen indeholder en del gode og nødvendige tilpasninger, der er druknet i larmen omkring den forfejlede artikel 17.

Det er ærgerligt, at lovgiverne har valgt at presse artikel 17 igennem i stedet for at finde gode løsningsmodeller på reelle problemstillinger.

Det anses for at være en easy win i opgøret med techgiganter, men det er det ikke.

Tyskland har i sin erklæring ved afstemningen erklæret, at landet vil arbejde for at udbedre direktivets mangler, hvis det skulle vise sig, at artikel 17 begrænser ytringsfrihed.

Efter min opfattelse er artikel 17 del af en større udvikling i EU. Tendensen til at stole på bruget af proaktive foranstaltninger (det vil sige filteralgoritmer af private aktører) findes også i andre EU-lovforslag, som ikke handler om ophavsret.

Men det ophavsretlige narrativ med techgiganter mod den europæiske kreative sektor har distraheret os.

Vi mangler en debat i samfundet: Ønsker vi, at algoritmer er indholdspoliti på nettet?

Og hvis svaret er ja: Hvad skal spillereglerne være?