Forsker: Ligegyldig kunst i ytringsfrihedens navn

Af Antje Gimmler
Professor i filosofi ved Aalborg Universitet

Man må tillade sig at fremhæve, at kunstens provokationskraft ikke nødvendigvis ligger i at skabe skandale, selvom det er meget medievirksomt.

Antje Gimmler
Professor i filosofi ved Aalborg Universitet

Muhammedtegningerne, Pussy Riot eller Andre Serranos ’Piss Christ’ er alle forskellige former for kunst.

Disse kunstnere har dog noget til fælles; de har enten fremprovokeret religiøst motiverede modreaktioner eller udfordret den politiske magt. Derved har de sat kunstnerens ytringsfrihed på dagsordenen.

Kunstnerens ytringsfrihed er væsentligt i mindst to hensigter. Det ene af disse er ytringsfriheden som en menneskeret. Det andet er, at i kunstens autonomi, som er et resultat af den vestlige modernisering og sekularisering, udgør den kunstneriske ytringsfrihed en grundbetingelse. Uden ytringsfrihed – i dette tilfælde kan man kalde det ’udtryksfrihed ’– kan kunsten ikke overleve.

Den truede ytringsfrihed
Det at kunne udtrykke sig frit i kunsten, både i forhold til indhold og form, er en nødvendighed, hvis man ønsker, at kunsten aktivt og værdifuldt bidrager til vores samfund og åndsliv. Grundlovens § 77 beskytter ikke kun almindelige borgere, partier eller grupper; også kunstneriske udtryk beskyttes som en uundværlig del af et vitalt demokratisk civilsamfund.

Det nye – og foruroligende – er, at kunstnerens ytringsfrihed ikke kun er truet der, hvor en stat illegitimt begrænser kunstnerens ytringsfrihed. Det er ikke længere kun staten eller religionen som institution, der, som den katolske kirke har gjort i århundreder, ønsker censur. Det er derimod enkelte grupper, ofte minoriteter, der, motiveret af religiøs fundamentalisme eller racistiske ideologier, ønsker at begrænse kunstnerens ytringsfrihed. Den mildeste reaktion kommer til udtryk igennem klager over fornærmelsen af religiøse følelser, imens den hårde og brutale reaktion manifesterer sig som vold og terror både som trussel og realitet, som vi har set det med Muhammedtegningerne eller terrorangrebet på Charlie Hebdo.

Den åbne offentlighed står på spil 
Bør man begrænse ytringsfriheden på bagrund af disse reaktioner? En mulig begrundelse for en begrænsning kunne være at sikre den offentlige orden. Dette er i øvrigt også en mulig begrundelse for anvendelsen af blasfemi-paragraffen. Men hvornår er den offentlige orden i fare? Og er det ikke næsten en invitation til at kunne skabe skandale og ravage, som udelukkende har til formål at begrænse andres menneskers ret til at ytre sig frit?

Jeg mener, at det i dag står helt klart, at de begrænsninger af ytringsfriheden, der udvider grundlovens begrænsninger af ytringsfrihed, for eksempel injurielovgivningen, bevæger sig i et problematisk spændingsfelt mellem sikring af den offentlige orden, anerkendelse af religiøse og andre gruppeidentiteter og opretholdelse af de demokratiske spilleregler. Princippet om den åbne offentlighed, hvor alle stemmer har ret til at blive hørt, står her på spil.

Kunstnerens ytringsfrihed rummer dog også en tredje dimension end den retslige og politiske. Kunstneriske ytringer finder altid sted i en kulturel og historisk bestemt sammenhæng. Hvis vi ser på kunsten i dag – og det er måske mest iøjefaldende i billed- og scenekunsten - så får vi umiddelbart indtrykket af, at der ikke er mange tabuer i den vestlige verden. Kunsten er en integreret del af vores forbrugssamfund. Kunsten må faktisk (næsten) alt, og kunstens virkemidler er populariseret; impressionismens provokation er i dag degenereret til mønstre på paraplyer, og Yves Kleins blå kroppe ruller over papir i AOF og folkeskoler.

Mellem skandale og ytringsfrihed 
Ytringsfrihed har dermed den paradoksale konsekvens, at man må sige alt, men samtidig mister kunsten sin værdi som en særlig kulturel kapital. Den nemme udvej er at provokere ved at udforske grænserne for, hvad man må sige eller gøre. Hvornår kommer der en reaktion – præcis som i det kunstneriske eksperiment med guldfisken i blenderen: Vover du at sætte den i gang?

Det kan være spændende i sig selv, men det kan også være en skandalisering af kunst, der kun bidrager til ligegyldighed. Det er ikke op til filosoffen at klandre kunstneren for dårlig kunst eller begrænse deres ytringsfrihed.

Ytringsfrihedsparagraffen beskytter også dårlig kunst. Men man må tillade sig at fremhæve, at kunstens provokationskraft ikke nødvendigvis ligger i at skabe skandale, selvom det er meget medievirksomt. At være opmærksom på denne dialektik mellem kunstens skandalisering og ligegyldighed kunne være et første skridt til en ny kunstnerisk provokation.