Hans Bonde: Ingen selvransagelse blandt feministiske kunstnere

Af Hans Bonde
Professor, dr.phil

Ingen betvivler, at der er flere mandlige end kvindelige kunstmalere, filmskabere og musikere, der bryder igennem lydmuren med deres kunst.

Nu kunne man så forestille sig, at dette ville medføre en selvransagelse blandt kvindelige kunstnere og i offentligheden a la: Nu har vi i over 50 år haft frie hænder til at sætte vores afgørende præg på kulturproduktionen, men alligevel har vi ikke givet kulturen den grad af saltvandsindsprøjtning, som den fortjener. Hvad gør vi for at sætte turbo på?

Ingen selvransagelse
Men det er ikke det, der sker. Tværtimod foregår der et stort bedrag. I stedet for selvransagelse, bliver der nu blandt mange feministiske kunstnere rettet et mistænkeliggørende blik mod det (mands-)samfund, som åbenbart ikke anerkender og stimulerer ”det kvindelige talent”.

Mit store idol er skakspilleren Judit Polgár, der nægtede at spille i kvindeturneringerne, fordi det gav langt mere konkurrence at spille med mændene, hvormed hun blev den bedste kvindelige skakspiller nogensinde.

Hans Bonde
Professor

Det bliver filmdirektører og kulturministre, der skal løfte den kvindelige kunst op i solen.

Personligt abonnerer jeg på en helt anden type feminisme, der tror på kvinders eget ansvar og egen handlekraft som nøglen til fremgang.

Mit store idol er skakspilleren Judit Polgár, der nægtede at spille i kvindeturneringerne, fordi det gav langt mere konkurrence at spille med mændene, hvormed hun blev den bedste kvindelige skakspiller nogensinde.

Rosendahl svinger pisken
Et eksempel på den mistænkeliggørende strategi er danske Filminstruktørers formand, Christina Rosendahl, der nu svinger pisken på vegne af en aktionsgruppe.

Hun foreslår ifølge filmmagasinet Ekko (2. nov. 2016), at Det Danske Filminstitut fra 2025 skal øremærke minimum 40 procent af støttemidlerne til hvert køn, hvis der ikke forinden ad frivillighedens vej er skabt balance i kønsregnskabet.

Det efterlader tyve procent, hvor der kan disponeres frit, men det bemærkes, at Filminstituttets konsulenter også her skal tilstræbe balance.

Hvorfor skal kvinderne være et B-hold?
Herved er hun tæt på at indføre kvindeskakkens principper for filminstruktører, for kvinderne skal jo nu ikke konkurrere med de dygtigste mænd, men kun i konkurrence med sig selv indenfor deres 50 procents-pulje.

Ligesom skaklederne skal sørge for, at kvinderne opnår det samme antal gulmedaljer og stormestertitler som mændene, skal filminstituttets direktør arbejde på, at kvinderne opnår lige så høje succesrater som mændene uanset indsats.

Problemet er blot, at der vil ske det samme med filmkvinderne som skakkvinderne. Man vil begynde at se på deres præstationer som udført af et B-hold: Der vil blive film, og der vil blive kvindefilm. Ligesom der findes skak, og der findes kvindeskak. Er det virkelig kvindefrigørelse?

Kvinder opnår støtte hyppigere
Dette forslag sker som opfølgning af en rapport fra Filminstituttet, der hævder, at der foregår ”systematisk forskelsbehandling” af kvinder.

Men som blandt andet filminstruktøren Niels Nørløv Hansen har påpeget, indeholder denne rapport en central figur, der viser, at der blandt dem, der søgte om udviklingsstøtte til spillefilm, var 25 procent kvinder, mens der blandt dem, der fik bevilget støtte, var 29 procent kvinder.

Kort sagt meget få kvinder søger filmstøtte, men gør de det, opnår de hyppigere støtte. Er det diskrimination? Eller skyldes det i virkeligheden, at kvinder pt. er mere passive end mænd, når det kommer til skabelse af en filmkunst, der appellerer.

Mandlige filmfolk siger fra
For første gang vover en del mandlige filmfolk nu at sige fra over for forslag om kvoter herunder Christian E. Christiansen, Esben Tønnesen og Nikolaj Feifer samt manuskriptforfatteren Lars K. Andersen.

Manuskriptforfatter Søren Grindersted Hansen udtaler, at ”Når man diskuterer disse ting, glemmer man, at der er interesseforskelle. Der er flere kvindelige stylister og flere kvindelige castere, end der er mænd. Simpelthen fordi der er flere kvinder, der interesserer sig for de områder”.

Bier og Scherfigs succes
Herhjemme har Susanne Bier vundet en Golden Globe og en Oscar i 2011 for Hævnen, og hun har instrueret tv-serien Natportieren, som hun modtog en Emmy Award for i 2016. Lone Scherfig blev i 2009 nomineret til en Oscar for An Education.

Det er begge glimrende eksempler på, at det er svært at få øje på det påståede glasloft for kvindelige danske filmskabere.

Kønnet er ikke skæbne
Lad os endelig få sat eksperimenter i gang for at udvikle filmsproget for eksempel via udskrivning af konkurrencer med nybrydende manuskripter med kvindelige hovedrolleindehavere. Men lad det så være åbent, hvilket køn, der tildeles rollen som manuskriptforfatter og instruktør.

Der er masser af kvindelige kunstnere, der har givet fascinerende portrætter af mænd, ligesom der af masser af mandlige forfattere, der har givet indlevede skildringer af kvinders tankeverden lige fra Rifbjerg til Grøndahl. Kønnet er ikke skæbne og skal derfor heller ikke kvoteres.

Den virkelige feminisme
Den virkelige eksplosion i den kvindelige kunstproduktion vil først ske, når kvindelige kunstnere smider krykkerne og de gode bortforklaringer - og tager sagen i egen hånd: Kvindernes frigørelse er deres eget værk!

Eller sagt med Susanne Biers ord: ”Man skal som kvinde bekæmpe sin egen bekvemmelighed og simpelthen acceptere, at ja, det har en personlig pris at være instruktør. Det lover jeg dig for, at mange mænd har accepteret før mig, og det skal vi kvinder også til, hvis vi vil have en fod indenfor.”

Se det er virkelig feminisme!