Hesseldahl: Dansk Folkeparti definerer danskheden

DEBAT: At eje fortællingen om et lands kultur er en måde at sætte sig på ejerskabet af, hvad der kan tænkes. Det formår Dansk Folkeparti bedre end nogen andre, skriver teaterchef Morten Hesseldahl.

Af Morten Hesseldahl
Teaterchef på Det Kongelige Teater

Man kan lige så godt lære af de bedste, og i disse år er de bedste til at sætte en kulturel dagsorden og skabe blivende forandringer i landet Dansk Folkeparti.

DF har overtaget definitionsretten
Det er, som om Dansk Folkeparti har overtaget definitionsretten på, hvad det vil sige at være dansk, og det i en grad, så de helt ubevidst har overtaget ens tanker.

Da jeg for nogle år siden mødte op i familiens fritidshus på Langeland for at fejre vores gamle far, havde en af mine brødre hængt et Dannebrog op i æbletræet. Hvis der er én, der har fortjent et Dannebrog, så er det ham, vores gamle far. Ihærdig modstandsmand og med noget, der minder om et livslangt medlemskab af Socialdemokratiet.

Alligevel var det første, der slog mig, da jeg trådte ind i haven og så flaget – Dansk Folkeparti!

Dette er ikke sagt til skræk og advarsel eller for på nogen måde at nedgøre Dansk Folkeparti, tværtimod. Det er nævnt som et eksempel på, hvor dygtigt partiet siden sin stiftelse i 1995 har været til at spille sine politiske forslag ud på et bagtæppe af værdipolitik og en sammenhængende og klar kulturel forståelse.

”Dem om det,” kunne man sige. Men partiet er på rekordtid blevet et af landets største og har betydelig indflydelse på både den førte politik og den generelle, kulturelle selvforståelse. Hvilket er to sider af samme sag.

Det er i kulturen, at visionerne fødes
Kulturen i et samfund bestemmer, hvad det er muligt at tænke og muligt at forandre.

Vokser man op i visse samfund i den arabiske verden, tænker man i overvejende grad på én måde om familie, frihed, lighed og muligheden for social mobilitet, mens man med en opvækst i Skandinavien tænker andre tanker, og derfor de facto har andre handlemuligheder.

Ikke at det behøver at være et spørgsmål om et enten eller. Pointen er blot, at den kulturelle virkelighed i vid udstrækning sætter rammen om et samfunds faktiske handlemuligheder.

Spændet af disse handlemuligheder og konkrete forandringer er et udtryk for, hvor bred og nysgerrig en kultur, man er en del af.

Det er i kulturen, at visionerne for fremtiden fødes eller slås ned. Det er i kulturen, at nye tanker og kritisk tænkning enten stimuleres eller begrænses. Det er i det hele taget i kulturen, at man får fortællingen om de mennesker, der tager del i denne kultur.

Kulturen er vores historie, og i den er kunsten udtryk for det ypperste, vi kan formå i den fortælling.

Kultur handler om forståelse, mens politik handler om løsninger. Er kulturen fattig, er det nærliggende at tro, at også løsningerne bliver fattige, fordi den brede og nuancerede forståelse, der ville lede til de mest kompetente valg, er begrænset.

At eje fortællingen om et lands kultur er en måde at sætte sig på ejerskabet af, hvad der kan tænkes. Og selv om man nok ved, at ingen i længden kan eje en hel kultur, så kan man i høj grad og i perioder dominere udlægningen af det, der udspiller sig inden for den kulturelle ramme.

For eksempel udlægningen af, hvad det egentlig er man ser i DR's dramaserier, eller at forsøge at gennemtrumfe en konsensus om, at kunstnere i virkeligheden alle sammen er uansvarlige og derfor bør afholde sig fra politiske udtalelser eller sætte sig på udlægningen af, hvad det egentlig vil sige at være dansk.

Nationens rygrad er kulturen
Fulgte man valgkampen mellem Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning, ville man kunne konstatere, at spørgsmålet om kultur ikke blev bragt op én eneste gang.

Ingen af de to statsministerkandidater følte sig kaldet til at forholde sig til for eksempel det danske sprog eller de kulturelle forudsætninger, der har ført til den tillidskultur, som er selve hovedforklaringen på den skandinaviske velstand. Her var ingen bud på, hvad det vil sige at være dansker i en forandret og gennem-internationaliseret virkelighed, og slet ingen idé om, at en nations rygrad helt basalt er dens kultur.

Kultur var tilsyneladende bare noget, der var der, ligesom regn i november og belægning på tænderne.

Fattig kulturforståelse hos regeringspartierne
Ser man på den nuværende regerings nedskrevne grundlag, vil man om samme emne primært kunne finde en konstatering af, at Danmark er et kristent land, og at det i øvrigt ville være en god idé, om danskerne dyrkede noget mere motion i landets idrætsforeninger.

Så fattig er kulturforståelsen udviklet sig til hos landets traditionelt regeringsbærende partier, som ellers alle engang stod på klare værdibårne idealer og en kulturel bevidsthed, enhver kunne spejle sig i.

I dag er den forsvundet, og man har tilsyneladende ikke forstået, at hvis man virkelig vil forandring, så sker det hverken gennem forlængelse af et håndværkerfradrag eller vedtagelse en ny motorvej, så sker det gennem udviklingen af en frodig kultur og fortsatte bud på den nationale og individuelle identitet.

Det er præcis samme grund til, at vælgerne ved sidste valg strømmede til de partier, der forsøgte sig med den slags – visioner og friske, om end forskellige bud på et fremtidens Danmark.

Det var partier som Liberal Alliance, Alternativet og ikke mindst den absolutte mester ud i kunsten at plante politiske mærkesager i en muld af kulturbevidsthed – Dansk Folkeparti.

Forrige artikel Biblioteker: DF-ordfører mistolker eReolen Biblioteker: DF-ordfører mistolker eReolen Næste artikel Formand: Udlån på eReolen er ikke gratis
  • Anmeld

    Barbara Læssøe stephensen

    så sandt, som det er sørgerligt...

    så sandt, som det er sørgerligt. Af samme grund flager jeg hvergang der er fødselsdag i denne familie, med verdens største dannebrosflag. Det skal generobres, så det igen kan rumme os alle fra Sønderjylland og til stenbroen, fra kolonihaven til murmestervilaen. Forleden viste jeg en udenlandsk ven rundt i indre København, hvor jeg bor og bemærkede pludselig hvordan alt det jeg plejede at være stolt af, pludselig havde ændret karakter: det naive pusseløjerlige Danmark, føltes pludseligt som en boble, hvor vi bevidst forsøgte at holde os uden for verden, den smukke arkitektur føltes pludselig som blændværk, og al den hygge føltes pludselig, som bevidst ignorance. Med et syntes jeg mit elskede København var en overfladisk pyntelig sag - for før kunne man føle at vi hygger og dyrker vores særegenhed, historien og æstetikken, fordi vi har vist, at det kan lade sig gøre at skabe et samfund på baggrund at tillid og solidaritet. Og når man ikek længere kan sige det,- så er det jo pludselig udtryk for noget helt andet. En omvendt kejserens nye klæder: vi har fine klæder, men er der også en menneske indeni ?