Debat

Jelved: Civilsamfundet er dansk kulturarv

DEBAT: I Danmark har vi tradition for at tage ansvar sammen lokalt. Blandt andet er idrætsforeningerne, bibliotekerne og den danske model blevet til på borgernes initiativ, skriver Marianne Jelved (R), der betegner civilsamfundet som vores immaterielle kulturarv.

Det stærke civilsamfund er dansk kulturarv, skriver Marianne Jelved (R). 
Det stærke civilsamfund er dansk kulturarv, skriver Marianne Jelved (R). Foto: Nicolas Tobias Følsgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marianne Jelved (R)
Kulturordfører

Da jeg var kulturminister, fik jeg bogstavelig talt strømme af invitationer til at åbne udstillinger, overvære premiere og se nye film og teaterstykker, konkurrere om viden om litterære klassikere, mødes med arkitekter på årsmøder og så videre.

Alle brancher holder årsmøde, hvor ministeren forventes at deltage, og folkeoplysningens forskellige forbund mødtes for at premiere de mest inspirerende lokale folkeoplysere, og ministeren holder pep-talks og giver berettiget ros.

Danmark Læser-kommunerne skulle også besøges og vise deres resultater. Ja, jeg kan blive ved. Men jeg sagde ja til det, der kunne være i kalenderen. Man kan jo ikke vide, hvor længe glæden varer. Det gjorde den to og et halvt år. I den periode kørte mine chauffører 150.000 kilometer med mig på bagsædet. Det var ikke, fordi jeg var opstillet i Hjørring, for der tog jeg flyveren op og blev normalt hentet og bragt af partifæller eller af værten til et arrangement. Nej, jeg var over hele landet næsten hele tiden. Tak til alle, som jeg mødte fra Skagen til Lolland og fra Hvide Sande til Næstved og Vordingborg for ikke at tale om Odsherred midt imellem Aarhus og København. Og Langeland, Ribe og Sønderborg. Og … ikke en by uden aktive borgere, der tager aktion.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det stærke civilsamfund
Jeg kunne med egne øjne se og opleve, hvad stærke civilsamfund kan udrette. Og der er en lige linje fra vores tradition for et stærkt civilsamfund med utallige eksempler fra for eksempel 1800-tallet til i dag. Det er det, der sker, når borgere lokalt tager initiativer sammen, fordi de ser ideen i at slå sig sammen om et frysehus, et forsamlingshus, en bogsamling til gratis udlån.

Eller står med ryggen mod muren, fordi den tids globalisering rammer bønderne i form af dampskibe, der sejler billigt korn fra Amerika til Europa, så det danske korn ikke kan konkurrere. De samler sig og diskuterer problemet, bliver enige om relevante svar og konkrete handlinger. Andelsbevægelsen blev skabt uden politikeres vækstpakker med mere. Og dansk Landbrug kom op igen med særligt kendetegn af ensartet kvalitet i mælken og smørret, der endda blev lurmærket!

Vi er simpelt hen vant til at samarbejde for at løfte det, vi lokalt ønsker os. Når der er noget, nogle borgere vil, laver de en forening med vedtægter, formand, kasserer og revisor. Foreningsdanmark går i aktion.

Marianne Jelved (R)
Kulturordfører

Rigtig meget af det, der præger vores tid med idrætsforeninger, biblioteker, festivaller og læsegrupper har deres begyndelse på initiativ af borgere i civilsamfundet uden statens mellemkomst. Det gælder også den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter indgik hovedaftalen i 1899.

Vores immaterielle kulturarv
Vi er simpelt hen vant til at samarbejde for at løfte det, vi lokalt ønsker os. Når der er noget, nogle borgere vil, laver de en forening med vedtægter, formand, kasserer og revisor. Foreningsdanmark går i aktion. Senest er vendelboerne blevet til venligboerne, som har bredt sig syd for fjorden (Limfjorden), og senest hørte jeg, der var 120.000 medlemmer. Det tror jeg gerne. Det er måder at skabe samfund og lokale og fælles løsninger på opgaver, vi vil løfte sammen. Og det gør vi stadig. På utallige områder.

Det kan blive til mange gode fortællinger om en tradition for at tage ansvar sammen. Det er også en smuk fortælling om en generøsitet. En kreds af borgere kan slå sig sammen om den pædagogik, de vil have til deres børn og danne en skolekreds og åbne en friskole, en højskole, en efterskole og en folkeoplysningskreds på et værdigrundlag, der ikke behøver at være som flertallets. En mindretalsret. Har man hørt mage. Det er frisind og storsind.

De fortællinger er immateriel kulturarv. De er til vores inspiration. De er grundlag for vores måde at have fællesskaber på, at være sammen på i alle dele af landet. Og alle kan være med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marianne Jelved

Fhv. økonomiminister, kultur- og kirkeminister, MF 1987-22 og politisk leder (R), fhv. viceborgmester i Gundsø 1982-85
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

0:000:00